tyndtarmen (original) (raw)
Tyndtarmen er den del af fordøjelseskanalen, der strækker sig fra maveporten (pylorus) til tyktarmen. Hos voksne mennesker er den mellem fire og fem meter lang, men kan hos enkelte være længere. Tyndtarmen opdeles i tre afsnit; tolvfingertarmen (duodenum), hungertarmen (jejunum) og krumtarmen (ileum). De to sidste afsnit kaldes samlet for krøstarmen (intestinum tenue mesenteriale) og går over i hinanden uden tydelige ydre grænser.
Faktaboks
Også kendt som
intestinum tenue
Tyndtarmens opdeling
Oversigt over mave-tarmkanalen hos mennesket. Føden bevæger sig fra mavesækken til tyndtarmen (først duodenum, så jejunum og endeligt ileum). Fra ileum føres føden til tyktarmen (nederst i højre side af bughulen).
Den første del af tyndtarmen er tolvfingertarmen (duodenum). Den er 25–30 centimeter lang, hvilket siges at svare til bredden af tolv fingre lagt ved siden af hinanden. Den starter ved mavesækkens afslutning (ved maveporten) og slutter, hvor den i et skarpt knæk (flexura duodenojejunalis) går over i hungertarmen. Dette knæk holdes oppe af en afspaltning fra mellemgulvet benævnt Treitz' ligament. Duodenum deles i fire stykker, der samlet set i form minder om et C i hvis hulhed dele af bugspytkirtlen (pancreas) er beliggende.
Pars superior
Det første stykke (pars superior) starter til højre for første lumbalhvirvel (L1) og er rettet bagud og mod højre. Det har en udvidelse (bulbus duodeni), i hvilken slimhinden er jævn og uden folder, modsat resten af tyndtarmen. Pars superior ligger intraperitonealt med et krøs, der betegnes lille net (omentum minus), nærmere bestemt den del af lille net, der hedder ligamentum hepatoduodenale, fordi det strækker sig op til leveren. I dette ligament løber blandt andet portåren (vena portae) og galdeveje. I pars superior ses ikke sjældent sårdannelse, da slimhinden her er udsat for det sure maveindhold, men ikke har maveslimhindens syreresistente egenskaber. Til gengæld indeholder tarmvæggen på dette sted nogle specialiserede kirtler, Brunnerske kirtler, der producerer tyktflydende, basisk slim, som beskytter slimhinden.
De øvrige dele af duodenum er sekundært retroperitoneale, hvilket vil sige, at de er oprindeligt anlagt med et krøs, men efterfølgende har de lagt sig op mod, og er vokset sammen med, den bagerste bugvæg.
Pars decendens
Det andet stykke af duodenum løber nedad og betegnes pars decendens. I den venstre, bagerste væg af dette stykke finder man den fælles indmunding i tarmen for galdeveje og pancreas. Indmundingen ses i form af en lille vorte, papilla duodeni major. Dette punkt markerer overgangen mellem den embryonale fortarm, der forsynes med arterielt blod fra legemspulsårens første store uparrede arterie i bughulen (truncus coeliacus), og den embryonale mellemtarm, der forsynes fra den anden store uparrede gren (arteria mesenterica superior). Den samme forsyning genfindes hos den voksne. Pars descendens krydses af krøsroden for tværtarmen (colon transversum). Dette krøs betegnes mesocolon transversum.
Pars horizontalis og pars ascendens
Duodenums tredje stykke kaldes pars horizontalis; dette stykke krydses af mesenteriets rod, i hvilken man finder karrene til de nedenforliggende dele af tyndtarmen. Det sidste, svagt opadgående stykke, betegnes pars ascendens. Det ender ved flexura duodenojejunalis, hvor tyndtarmen igen bliver intraperitoneal.
Hungertarmen
Derefter følger hungertarmen (jejunum), som udgør omtrent 2/5-dele af resten af tyndtarmens længde. Den ligger intraperitonealt (det vil sige helt omgivet af bughinden) med et krøs benævnt mesenteriet. Den er derfor meget bevægelig og dens position i bughulen er ikke særligt veldefineret. Dog vil tyndtarmsslynger, som man finder opadtil og mod venstre i bughulen, oftest være dele af jejunum. Den har fået sit navn, fordi den ved autopsi (dissektion efter dødens indtræden) oftest findes tom. Indvendigt er den rigt forsynet med slimhindefolder (plicae circulares).
Krumtarmen
Jejunum går over i krumtarmen (ileum) uden skarp grænse. Dette tarmafsnit er tyndtarmens længste (circa 3/5-dele af krøstarmen) og munder ind i tyktarmen i højre, nedre del af bughulen med en læbelignende "ventil" kaldet valva ileocaecalis eller Bauhins klap. Slimhindefolderne i tarmens indre bliver gradvist mindre tydelige ned langs krumtarmen. I Krumtarmens væg findes der ansamlinger af lymfatisk væv , såkaldte Peyerske pletter. De ligger på modsatte side af krøsfæstet og kan hos yngre individer ofte være så fremtrædende, at de er synlige fra tarmens overflade.
Omkring tre procent af alle mennesker har en lille udposning, Meckels divertikel, på krumtarmen 40–80 centimeter før tyktarmsmundingen. Udposningen er en rest efter ductus vitellinus, som er en forbindelse mellem blommesækken og tarmen i fosterlivet.
Krøset
Krøset (mesenterium) er en fedtrig, stærkt foldet og op til 25 centimeter høj struktur, der er fæstet langs hele krøstarmen og forbinder den med bagvæggen i bughulen. Det er overtrukket med den glatte bughinde (peritoneum) på begge sider, så tarmene kan glide friktionsløst mod hinanden.
Krøset indeholder nerver, lymfeknuder og lymfekar og et veludvilket net af blodkar, som dels fører iltrigt blod til tarmvæggen og dels bringer næringsstoffer fra tarmen til leveren via portåren.
Tyndtarmens mikroskopiske anatomi
Tyndtarmens væg har en del ligheder med andre dele af tarmen, men også en række specialiseringer, der understøtter dens særlige funktion med at absorbere næringsstofferne fra føden. Den indre overflade er præget af ca. 1 centimeter høje folder omfattende slimhinden (tunica mucosa) og det underliggende lag af bindevæv (tela submucosa).
Tarmtrævler
Selve slimhinden er præget af villi intestinales (tarmtrævler), som er tætstillede, finger- eller bladformede, cirka 1 mm høje slimhindeudposninger. Disse udposninger er beklædt med cylinderformede, overvejende absorptive celler. Overfladen på denne celletype er igen specialiseret i form af såkaldte mikrovilli, som er tætstillede, cirka 20 mikrometer høje udposninger på cellemembranen på den side af cellen, der vender ind mod tarmens indre. Samlet set vil disse specialiseringer øge arealet af tarmens indre, og dermed den absorptive kapacitet, flere hundrede gange.
Lieberkühnske krypter
Ved foden af villi ligger kirtelrør nedsænket i slimhinden. Disse benævnes Lieberkühnske krypter. Disse kirtler rummer populationen af stamceller for alle dele af epitelet, inklusive den del man finder i kirtlerne. Cellerne på tarmens indre overflade lever kun 4-5 døgn, hvorefter de udskiftes med nye celler ved deling af stamcellerne. Andre celletyper i kirtlerne omfatter sekretoriske celler, der producerer tyndtarmssekretet, hormonproducerende celler og endelig såkaldte Paneth-celler lokaliseret helt i bunden af kirtlene. Paneth-celler producerer antimikrobielle stoffer.
Muskellag
Dybest i tunica mucosa findes et tyndt lag af glatte muskelceller; lamina muscularis mucosa, der giver villi en vis bevægelighed hvorved ny næringsholdig væske bringes i kontakt med de absorptive celler_._ Under tunica mucosa findes et lag bindevæv indeholdende blodkar og lymfekar. Endelig findes der i dette lag også nervevæv i form af plexus submucosus, der styrer processerne i epitelet. Dybere endnu findes tarmens egentlige muskellag, tunica muscularis, der fremkalder tarmens peristaltiske bevægelser. Tunica muscularis udgøres af et indre cirkulært lag og et ydre længdegående lag af glat muskulatur. I mellem disse muskellag findes et netværk af nervevæv (plexus myentericus), der styrer tarmens peristaltik.
Yderst på tarmen finder man bughinden.