undervægt (original) (raw)

Undervægt er betegnelsen for en kropsvægt, der er under intervallet med de hyppigste kropsvægte (som kaldes normalvægt) i en befolkning, og er således et rent statistisk begreb.

Da kropsvægten målt i kg er meget afhængig af højden, anvendes BMI (Body Mass Index), der ophæver højdens indflydelse.

Personer med undervægt kan være helt sunde og raske, og undervægt – i sig selv – bør ikke opfattes som abnormt eller risikabelt i forhold til sundhed og sygdom.

WHOs definition

Da Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har defineret "normalvægt" som BMI imellem 18,5 og 24,9 kg/m2, er BMI under 18,5 undervægt.

Årsager til og risici ved undervægt

At være undervægtig kan have mange årsager.

Konstitutionel tyndhed

Blandt personer med undervægt er der nogle, der gerne ville veje mere, men ikke kan få vægten til at stige, selvom de spiser meget mere, end de ellers ville gøre, en tilstand der kaldes konstitutionel tyndhed.

Tyndfedme

Undervægt betyder ikke nødvendigvis, at kroppen er uden fedtdepoter, idet nogle med såkaldt tyndfedme godt kan have ret betydelige fedtdepoter, der kan give helbredsproblemer.

Sygdom og livsførelse

Andre kan være blevet undervægtige som følge af sygdom eller livsførelse.

Mange alvorlige kroniske både legemlige og psykiske sygdomme medfører i de fremskredne stadier udtalt appetitløshed (anorexi) og vægttab (kakeksi). Nogle psykiske sygdomme medfører spisevægring (anorexia nervosa). Nogle er undervægtige som følge af tobaksrygning, stort alkoholforbrug og stofmisbrug. Undervægten i sig selv kan forværre prognosen ved forskellige sygdomme og ved kirurgiske indgreb.

Påtvungen hungersnød og selvvalgt sultestrejke medfører undervægt.

Læs mere i Lex

Kommentarer