Dansk-hollandsk kolonikrig i Guinea - (original) (raw)

Langt væk fra de danske kyster udspilledes for flere hundrede år siden dramaer som i dag er stort set ukendte. Svenskekrigene havde deres eget lille kapitel på Guineakysten i Vestafrika, og talrige andre konflikter fandt sted under den stærke sol.

Hollænderne, som flere gange hjemme i Nordeuropa var Danmarks redningsmand i kampen mod svensken, var i afrikansk og kolonial sammenhæng en stærk modstander. Hollændernes mål var eneherredømme over Guineakysten og alle dets rigdomme. Dette er beretningen om en dansk-hollandsk strid om kolonier, guld og slaver.

af Jens Geisler

Situationen på kysten

Efter at Danmark havde erobret fort Carlsborg fra svenskerne i 1658 (se artiklen) oprettedes et handelskompagni i Glyckstad. Formålet var naturligvis at oprette en handelsforbindelse mellem byen og fortet på Guineakysten. I mellemtiden var det lykkedes hollænderne at franarre den danske kommandant fortet, hvorefter den lokale stamme i området, fetuerne, lagde belejring og erobrede fortet, for derefter at give det til de oprindelige ejere, svenskerne. Men enden på det hele blev dog at hollænderne alligevel endte med at overtage det og omdøbte fortet til Capo Corso.

Kort over Guinea kysten (grafik Gert Laursen)

Så da de Glyckske skibe “St. Martin” og “Die Liebe” i slutningen af 1659 ankom fra Glyckstad til Guinea fandt de ud af at Danmark ikke længere kontrollerede fortet og at hollænderne, bakket op af fetuerne, bestemt ikke ville have dem ind. I stedet fik man efter forhandlinger med kong Henniqua af Fetu overdraget et andet og mindre fort; det tidligere preussiske Fredriksberg (Friedrichsberg).

Betingelserne for overdragelsen var at danskerne skulle betale guld svarende til ca. 1500 rigsdaler samt en månedlig afgift af de varer de bragte i land. Tilmed skulle de være klar på at afholde festligheder når repræsentanter fra Fetu besøgte dem. Man fik også ret til en mindre handelsstation mellem Fredriksborg og Capo Corso. Jost Cramer, som skulle have været den nye kommandant på Carlsborg, henvendte sig tillige til nabostammen Sabu (Asebu) og fik i 1659 også overdraget en lille tidligere hollandsk handelsloge ved højden Cong. Danmark havde altså stadig tre støttepunkter i Guinea.

Hollænderne angriber

Men i 1664 forsøgte hollænderne så én gang for alle at jage resten af danskerne ud af Guinea. De frygtede næppe direkte den danske tilstedeværelse – mere at englænderne kunne købe eller erobre de danske anlæg og derved trænge sig ind på den lukrative handel med guld som hollænderne drev med Fetu.

Omkring 20% af den samlede mængde guld som indførtes til Europa kom fra Guinea, specielt fra den del af kysten som Fetu herskede over; derfor blev kyststrækningen ved Fetu da også kendt som Guldkysten. England og Nederlandene havde netop i foråret 1664 indledt den såkaldte “Anden Handelskrig”. Samme år erobrede englænderne Nieuw Amsterdam i Amerika – siden kendt som New York.

Den 23. marts angreb de den lille handelsplads mellem Capo Corso og Fredriksberg. Desuden bombarderede de Fredriksberg fra søen i flere dage og iværksatte en belejring af fortet. Besætningen på fortet forsvarede sig tappert med hjælp af lokale fetu-krigere som var tilknyttet fortet. Under den hollandske beskydning ofrede en lokal handelsmand 20 geder for at danskerne ikke skulle komme til skade, det er dog uvist om det havde nogen virkning, men det viser at danskerne ikke var uden velvilje.

Fetu krigere (fra Churchills collection of Voyages and Travels V 1745)

Den hollandske fjendtlighed var ikke et nyt fænomen. Allerede kort tid efter svenskernes forsvinden og hollændernes overtagelse af Carlsborg havde de forsøgt at gøre det endeligt af med den danske tilstedeværelse i deres stadige forsøg på at sikre eneretten på handelen i området. Fredriksberg lå kun et kanonskuds afstand af Capo Corso, ca en kilometer væk, og udgjorde med dets kanoner en alvorlig potentiel trussel mod handelen til fortet. Allerede kort efter ankomsten i 1659 blev skibe fra Glyckstad angrebet på reden udfor Fredriksberg, men afværgede efter 3 timers kamp angrebet og kunne blive liggende.

Igennem 1660-61 fortsatte de hollandske angreb på den danske skibsfart i området. Hollænderne påstod desuden at danskerne havde jaget dem væk fra logen ved Cong med magt og angreb d. 24. april 1661 den danske loge, plyndrede den og brændte den ned. Mandskabet på stedet blev taget med til det hollanske Fort Nassau som lå længere østpå i Sabu. De hollandske raids mod dansk skibsfart i området fortsatte; i 1662 blev skibene “Kurier von Venetien”, “Wapen von Glyckstadt” angrebet og erobret. Flere andre skibe kom også under angreb, men i flere tilfælde lykkedes det at afvise hollændernes angreb.

I december 1662 angreb en hollandsk styrke ledet af kommandant Valkenburgh en ny dansk loge ved Bagos, nær Sierra Leone floden. To skibe bombarderede logen og senere gik mandskab i land og erobrede logen og en del værdifulde varer, bl.a elefant-stødtænder.

Engelsk undsætning

Men fetu-handelsmandens ofring til trods, og trods den tapre modstand som fetu-krigerne og den danske besætning på Fredriksberg ydede overfor det hollandske angreb, ville fortet nok være bukket under før eller siden hvis ikke der var kommet hjælp udefra.

På den politiske front var der i mellemtiden hændt det, at en del diplomatiske klager over hollændernes aggressive fremfærd var blevet sendt til England og Frankrig. Man håbede man kunne bevæge dem til at foretage sig noget og det lykkedes da også til sidst at lave en alliance med England. De ville gerne være med til at bekrige hollænderne grundet den voksende økonomiske konkurrence mellem de to lande. Især i forbindelse med den nye transatlantiske handel til Amerika havde de to parter allerede haft en del politiske stridigheder og militære sammenstød.

Hollandsk-engelsk søslag i 1666, under den såkaldte “Anden Handelskrig” mellem England og Nederlandene. (Abraham Storck/ Wikipedia)

Så i april 1664 afsendte englænderne en flåde på 6-7 skibe under kommando af admiral Robert Holmes til Afrika for at erobre samtlige hollandske befæstede loger og forter; de kom lige tilpas til at afbryde det hollandske forsøg på at erobre Fredriksberg. I stedet gik danskere og englændere sammen om at forsøge at erobre Capo Corso. Efter at have landsat mandskab, kanoner og ammunition i land begyndte et fælles dansk-engelsk angreb på fortet, støttet af intens kanonild fra Fredriksberg.

Beskydningen og træfningerne fortsatte i over en uge uden at hollænderne ville give op – og fortet var for svært befæstet til at man kunne storme det. Men tilsidst bøjede hollænderne sig og sendte en delegation ud som skulle forhandle om betingelserne for kapitulation.

De blev afsluttet og 3. maj overtog englænderne fortet under navnet Cape Coast Castle – og beholdt det indtil efter 2. Verdenskrig. Flere andre hollandske loger blev også indtaget. Men hollænderne svarede igen ved at afsende admiral de Ruyter og en betydelig flådestyrke til området. Det lykkedes at generobre en række af besiddelserne, men ikke Carolusborg/Capo Corso, delvist fordi fetuerne og danskerne støttede englænderne.

Sejr og nedgang

Alliancen med England havde reddet os fra at lide samme skæbne som svenskerne og det danske “eventyr” i Guinea kunne fortsætte. Logerne ved Takoradi, Anamabo og Fort Carlsborg samt logerne ved Bagos og Cong fik vi ikke tilbage. Men Fredriksberg og den lille loge mellem Fredriksberg og Cape Coast Castle beholdt Danmark, hvilket umiddelbart gav mulighed for videre kolonial ekspansion i Guinea.

Men englænderne ville det anderledes. Den tætte beliggenhed på det nu engelske fort og kanonerne på Fredriksberg udgjorde den samme trussel for englænderne som det havde gjort for hollænderne. I 1675 ødelagde de simpelthen logen mellem Frederiksberg og Cape Coast Castle uden at danskerne kunne gøre meget ved det; der var mindre end 10 danske på fortet.

Fortet som det ser ud i dag. Udsigt fra kystbastionen mod øst i
retning mod den danske hovedbesiddelse i Guinea;Christiansborg.
(foto: Marc Moxen www.moxon.net)

Englænderne dominerede efterhånden også handelen og de danske tjente næsten ingenting. På samme tid kom Akani-folket i strid med en anden stamme i baglandet, hvilket betød at handelen lukkede ned. Akanierne leverede via fetuerne hovedparten af det guld m.m. som udførtes fra området. Tilsidst måtte kommandant Hans Lykke i 1684 pantsætte en del af fortet for at kunne betale for de fornødenheder man fik fra Cape Coast Castle.

De økonomiske trængsler blev værre når fetu-kongen kom på officielt visit. Så måtte man afholde fornemme fester for at undgå at fornærme ham; ellers blev fortet udsat for blokade og mandskabet blev overfaldt når de vovede sig ud.

Et eksempel er en fest som afholdtes i 1682. Man begyndte med et overdådigt måltid for kongen og hans talrige følge. Derefter bevægede man sig ned i parken, smukt omgivet af orangetræer, hvor 100 af kongens krigere dansede i fuldt krigsudstyr. Alle var malet kridhvide, bar hjelme og skjold af elefanthud og krokodilleskind. Samtidigt spillede andre op med kobberbækkener, trommer, horn, rangler og skralder.

Så ankom en lang række fornemme fetu-kvinder som også måtte trakteres på samme overdådige måde, igen efterfulgt af larmende krigsdans. Derefter dansede kvinderne mens mændene drak lystigt. Tilsidst afholdtes en afskedsceremoni på fortet, hvorefter nogle drog hjem, mens andre blev som æresgæster som igen måtte trakteres. I alt kostede denne ene fest et beløb som svarede til 40 engelske pund sterling.

I 1685 var det slut; den engelske kommandant Henry Nurse kom over med 150 mand, de danske soldater afleverede deres våben, hvorefter det Dannebrog blev sænket og “Union Jack” hejst til tops. Frederiksberg overgik dermed til engelsk kommando og blev omdøbt til Fort Royal.

Læs mere:

Georg Nørregaard; Guldkysten
Kay Larsen; De danske i Guinea
Ole feldbæk; Kolonierne i Asien og Afrika