Krigen i 1864 - (original) (raw)

Treårskrigen 1848-50 havde ikke bragt en afgørelse på det slesvigske spørgsmål, og i 1864 trak det endnu engang op til krig. Men hvor styrkeforholdet i den første krig havde været nogenlunde jævnbyrdigt, stod Danmark denne gang overfor en talmæssigt langt overlegen fjende med bedre udrustning og bedre uddannelse.

Treårskrigen, udkæmpet fra 1848-50 over Slesvigs tilhørsforhold, var endt med en dansk militær sejr og de slesvig-holstenske oprørers nederlag, men det politiske spørgsmål var ikke blevet løst. Den danske regering ønskede at lægge hertugdømmet Slesvig ind under det danske rige, imens den preussiske regering under Bismarck af interne politiske og strategiske grunde, ønskede at Slesvig blev en del af det tyske forbund. I dette blev han bakket op af Østrig der var en del af det tyske forbund.

Efter et ultimatum, der krævede at Danmark trak sine tropper tilbage fra hertugdømmet, gik de allierede ind i Holsten i december 1863 uden indblanding fra Danmark, der havde trukket sine tropper tilbage til Slesvig. Den 1. februar overskred tyskerne grænsen til Slesvig og dermed var krigen i gang.

Hærene

Den danske hær bestod af en kavaleri division og tre infanteri divisioner, hver med tre brigader. I alt 38.000 mand, som ved udbrudet af krigen var placeret ved Dannevirke – en linie af fæstninger, som strakte sig over dele af Slesvig delvist støttet af oversvømmede områder. Med det antal mænd hæren havde til rådighed, var det dog tvivlsomt om Dannevirke kunne forsvares overfor den talmæssige overlegne fjende.

Den danske stilling ved Dannevirke

Udover at være underlegen i antal mænd, var den danske hær også underlegen mvh. våben. Imens de preussiske soldater var udstyret med moderne bagladere, havde de danske soldater stadig forladere, og det viste sig at være en ulempe, selvom det ikke var så alvorlig som eftertiden gjorde det til. Hvad der var værre var, at hæren havde en alvorlig mangel på officerer i modsætning til den allierede hær. Øverstkommanderende for hæren var den aldrende, excentriske, men kompetente og populære General de Meza.

Den preussiske hær bestod af 37 battalioner, 29 eskadroner og 110 kanoner. I alt 38.400 mand. Den østrigske hær bestod af 20 battalioner, 10 eskadroner og 48 kanoner. I alt 23.000 mand. Samlet bestod den allierede hær altså af 61.400 mand. Under krigen blev den preussiske hær yderligere forstærket med 64 kanoner og 20.000 mænd. Øvertkommanderende for den preussisk-østrigske hær var Feltmarskal von Wrangel.

Krigen i 1864 starter

Den 1. februar krydsede de allierede Ejder floden og fortsatte nordpå imod byen Mysunde, hvor det første alvorlige sammenstød foregik. Preusserne håbede på at krydse floden Slien og angribe Dannevirke fra flanken og i ryggen.

Kort over de nuværende grænser og grænserne i 1864 (grafik Gert Laursen)

Angrebet på Mysunde blev imidlertid slået tilbage, men på trods af denne sejr, var situationen for den danske hær alvorlig. Dannevirke var for lang til at forsvare med det antal tropper der var til rådighed, og et gennembrud kunne betyde udslettelsen af den danske hær. Derfor besluttede de Meza, uden tilladelse fra krigsministeren, at trække det meste af hæren tilbage til flankestillingen ved Dybbøl.

Om natten til den 5. februar begyndte det danske tilbagetog så. Hele fæstningsartilleriet måtte efterlades i stillingen, for at fjenden ikke skulle ane uråd. Der gik adskillige timer før fjenden opdagede, at de danske soldater havde trukket sig tilbage, og dette gav danskerne et godt forspring. Men det blev et forfærdeligt tilbagetog. Vejret var slået om til snestorm og temperaturen var langt under 0 grader.

Trætte og frysende mænd kæmpede for at holde sig oprejst, imens officererne tvang dem fremad. Ofte standsede kolonnerne, da vejret og vejene gjorde det svært at komme frem.

Ved Sankelmark indhentede de forfølgende østrigere den 7. brigade under oberst Max Müller, der udgjorde bagtroppen. Efter en blodig kamp blev det østrigske angreb stoppet og tilbagetrækningen fortsatte, imens fjenden langsomt fulgte efter. Den næste dag ankom hovedparten af hæren til Dybbøl og Sønderborg.

10 mand var frosset ihjel under marchen, mere end 500 tabt ved Sankelmark og resten var fuldstændig udmattede. Men det vigtigste var, at hæren var intakt. For de Meza fik hans ordre til tilbagetrækningen den følge, at han blev afskediget og erstattet med general Gerlach.

Kampen ved Dybbøl

Efter nogle dage begyndte kampen om Dybbøl. De danske forposter blev i løbet af de kommende uger tvunget tilbage til skanserne der skulle forsvare brohovedet overfor Sønderborg. Som optakt til det endelige angreb på de danske stillinger, indledte preusserne det kraftigste bombardement i historien.

I flere uger regnede tusindvis af granater ned over de danske stillinger, ødelagde fæstningsværker, kanoner og dræbte mange danskere. En angreb den 4. april blev slået tilbage, men de preussiske kanoner fortsatte bombardementet og ingeniørerne gravede sig endnu tættere ind på skanserne.

Den 18. april satte den preussiske hær så hovedangrebet ind. Det danske forsvar bestod af 5000 mand i skanserne og skyttegravene, og 6000 mand i reserve. Den preussiske angrebskolonne bestod af 11.000 mand i den første bølge og 26.000 mand i reserve.

Udfaldet af kampen kunne der ikke være tvivl om, men de danske stillinger faldt først efter en rasende nærkamp i skanserne og skyttegravene. Et modangreb af den 8. Brigade brød sammen, efter af den var avanceret omkring en km frem til Dybbøl Mølle. Den blev tvunget tilbage til brohovedet, sammen med de få soldater der var undsluppet fra skanserne.

Da de sidste danske soldater havde forladt brohovedet, blev broerne ødelagt, og resten af dagen udspandt der sig en artilleriduel imellem det preussiske og danske artilleri. De danske tab var næsten 5000 mand i døde, sårede og tilfangetagne. De preussiske tab var omkring 1200 mand.

Krigen i Jylland

Imens hovedparten af den danske hær havde trukket sig tilbage til Dybbøl, var en svag kavaleridivision og det 7. Infanteriregiment fortsat nordpå imod Kolding og Vejle. Den østrigske hær besatte Nordslesvig, men stoppede ved grænsen til Nørrejylland, da de ikke ønskede at fortsætte ind i det egentlige Danmark. Men efter pres fra Bismarck for at besætte hele Danmark, krydsede et preusisk og et østrigsk korps grænsen den 8. marts.

Samme dag besatte østrigerne Vejle og det danske korps trak sig tilbage til Horsens og senere til Vendsyssel. Ved Fredericia, som var blevet forsvaret i 1849 med succes, skubbede preusserne danskerne tilbage til selve byen, som igen var blevet omdannet til en fæstning. Byen blev dog opgivet denne gang, og tropperne overført til Fyn.

Fredsforhandlinger og tabet af Als

Efter at stillingerne ved Dybbøl var faldet, blev hovedparten af hæren overført til Fyn hvor man forventede et angreb, men det blev besluttet af Als skulle forsvares. Den 9. maj, den samme dag hvor en dansk eskadre besejrede en kombineret østrigsk-preusisk eskadre ved Helgoland, indledtes en våbenstilstand. En fredskonference i London påbegyndtes med repræsentanter fra de europædiske stormagter. Uheldigvis brød forhandlingerne sammen, da man ikke kunne blive enig om en grænsedragning, og krigen brød ud igen.

Den 26. maj åbnede de preussiske kanoner ild imod de danske stillinger på Als og om natten den 29. juni, begyndte 2500 preussiske soldater at krydse sundet i små både. Det pansrede skib Rolf Krake forsøgte at forhindre overførelsen, og en overgang var fjenden i alvorlige vanskeligheder. Overgangen blev stoppet, men pga en misforståelse vendte Rolf Krake pludselig om og sejlede væk, og de preussiske soldater fortsatte overgangen.

De danske regimenter var ikke i stand til at forhindre en landgang, og efter nogle dages kampe blev de sidste danske soldater evakueret med skib fra Als. Endnu engang havde de danske tab været svære. Kampen om øen havde kostet den danske hær næsten 3000 mand i døde, sårede og tilfangetagne.

Den sidste kamp i Krigen i 1864

Den sidste kamp i krigen foregik ved landsbyen Lundby syd for Aalborg. Det var en lille betydningsløs kamp, men der blev alligevel lagt mærke til den rundt om i Europa. Her blev det tydliggjort hvor overlegen bagladeren var i forhold til forladeren.

Et dansk kompagni angreb et tysk kompagni som var gået i dækning bag et stengærde. Danskerne angreb med påsatte bajonetter over en distance på 600 meter. Med tre hurtige salver blev danskerne mejet ned, og angrebet brød sammen 30 meter foran stengærdet. På det tidspunkt var 3/4 dele blevet dræbt eller såret. De tyske tab var tre sårede.

Efter en folkeafstemning i 1920 blev den nordlige del af Sønderjylland givet tilbage til Danmark.

Læs mere:

De så det ske – Krigen i 1864, Lars Lindeberg
Vor sidste kamp for Sønderjylland, Axel Liljefalk og Otto Lütken