Hovudside (original) (raw)

Frå Wikipedia – det frie oppslagsverket

Tibetansk skrift er ein abugida som høyrer til dei nordindiske skriftsystema. Den tibetanske skrifta blir brukt i Tibet og i Bhutan. Det er denne skrifta dei heilage tekstane til dei tibetanske munkane er skrive i. Som for alle indiske skriftsystem har kvar staving ein inherent vokal «a» (ka, kha, ga og så bortetter), som via diakritiske teikn blir endra til andre vokalar (ki, khi, ghi osb.)

Den eldste utforminga av denne skrifta, dbu can (‘med hovud’) frå 600-talet, er den som er i bruk i trykte versjonar av skrifta i dag. Ho liknar ganske mykje på Gupta-inskripsjonane. Utforminga dbu med (‘utan hovud’) oppstod først på 1100-talet. Skilnaden mellom dei to er at dbu can har ei overline (eit hovud), og denne lina manglar hos den litt meir kursive dbu med. Les meir …

Dagens skandinaviske artikkel

«Nederlandske Ordsprog» (Nederlandse Spreekwoorden) er et oliemaleri fra 1559 af Pieter Bruegel den Ældre, som viser en mængde scener, hvor mennesker, men også dyr og genstande illustrerer en lang række hollandske ordsprog og talemåder. Der kan identificeres hele 80 af slagsen.

Et gennemgående tema i maleriet er menneskelivets absurditet og menneskenes ondskab og tåbelighed. Originaltitlen Den blå Kappe eller Verdens Dårskab viser, at Bruegels hensigt med maleriet ikke blot var at illustrere ordsprog, men også menneskelige tåbeligheder. Mange af personerne på billedet har udtryksløse ansigter, noget som Bruegel brugte, når han skulle afbilde fjolser.

Sønnen, Pieter Brueghel den Yngre, specialiserede sig i at lave kopier af sin fars billede, og fra hans hånd kendes mindst 16 kopier af «Nederlandske Ordsprog». Disse malerier viser ikke altid de samme ordsprog, foruden at der også er andre mindre forskelle. Berlin-versionen fra 1559 anses som den bedste af versionerne. Læs mere

Systerprojekt