Dansk tabloidmedie har trykt sin sidste avis: - Det er en vemodig dag (original) (raw)
I aften markerer afslutningen på 106 års avishistorie, når B.T. trykkes for sidste gang i papirudgave.
Fra 1. januar udkommer avisen udelukkende i digital form.
Jeg ville gerne have været her længere
Per Kofoed, avischef på B.T.
Beslutningen har været længe undervejs, men er den helt rigtige, siger avisens ansvarshavende chefredaktør, Pernille Holbøl, da TV 2 besøger mediehuset fredag.
- Det er en investering i fremtiden. Der er ikke nok penge i at trykke en avis i fremtiden. Det, vi nu stræber mod, er at lave god journalistik og en fornuftig forretning digitalt.
De seneste år er oplaget gået kraftigt ned. I 2019 blev B.T. trykt i 76.000 eksemplarer om dagen, men ifølge Gallup mistede avisen næsten halvdelen af sine ugentlige læsere fra 2018 til 2020. Den seneste tid er der ifølge mediet selv blevet trykt mellem 3-5000 eksemplarer.
Barberet ned over årene
Den første B.T.-forside er fra 1916, og siden har avisen dækket over 100 års verdenshistorie.
En af dem, som har været med på holdet i mange år, er avischef Per Kofod. Mere præcist har han i 32 år arbejdet med at gøre avisudgaven af B.T. klar til tryk.
Det er nu slut.
- Det er en vild dag. Selvfølgelig er det trist og vemodigt, men det er ikke et chok. Vi har hele tiden vidst, at print havde en udløbsdato, siger han til TV 2.
Per Kofod beskriver, hvordan han i starten havde mange kolleger, der arbejdede med papiravisen, men at de over årene er blevet "barberet ned".
- Nu sidder vi 1,5 mand tilbage og laver morgendagens avis.
Mange vilde oplevelser
Målt på sidevisninger var BT.DK landets største medie sidste år. Samme succes gjaldt engang for papirudgaven.
Det største oplag var 27. juni 1992, dagen efter Danmark vandt EM. Her blev der solgt 345.000 aviser.
- Det var en fantastisk dag, siger Per Kofod.
Generelt er der mange gode oplevelser at huske tilbage på, fortæller han.
- Man har oplevet mange vilde ting på 32 år. Skøre ting, sjove ting. Man kunne have håbet, det varede længere, jeg ville gerne have været her længere.
Per Kofod er ikke den eneste, der mister sit job. Ansvarshavende chefredaktør Pernille Holbøll fortæller, at lukningen af papiravisen har betydet afskedigelse af flere medarbejdere.
Hyldest til store historier
Når morgendagens avis – den allersidste – udkommer, bliver det med et særligt tillæg, der hylder nogle af de store historier, som B.T. har bagt gennem årerne.
Blandt andet genoptrykkes en forside fra 2002, hvor avisen afslørede den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtoftes svig og store vinforbrug.
For den historie vandt journalisterne bag en Cavling, som er den fornemmeste journalistiske pris, man kan vinde.