marionet (original) (raw)
Opera dei pupi, siciliansk marionetteater opfører beretninger om Karl den Stores kampe mod saracenerne i 800-tallet. Billedet viser historiens begyndelse, hvor Karl den Store samler sine riddere.
Marionet betegner bevægelige dukker, som styres ovenfra med tråde, evt. stænger, hvor de også kan være styret nedefra. Som dødt stof, der bliver gjort levende, har marionetter været forbundet med magi eller med en ‘højere’ virkelighed.
Faktaboks
Ordets oprindelse er usikker, måske afledt af ‘lille Maria-dukke’
Historie
Marionetter kendes allerede fra antikken. Platon beskriver i et berømt billede menneskets overfladiske virkelighedserkendelse som skygger fra bevægelige figurer på bagvæggen af en klippehule, hvis indretning sammenlignes med marionetspillernes teater.
I middelalderen optrådte marionetter både i kirkelig sammenhæng og som underholdning. Efterhånden spredtes en række omrejsende trupper ud over Europa. De præsenterede spektakulære og burleske spil, ofte som miniature-udgaver af fx 1600-1700-tallets vandretruppers Haupt- und Staatsaktion-repertoire.
Holberg harcelerede voldsomt over sin konkurrent, marionetspilleren Salomon von Quoten, som opførte fantastiske, spektakulære dramaer med guder og konger, troldmænd, drager og prinsesser og tilsat komiske personer. Faust og Titus Andronicus (efter hhv. Goethe og Shakespeare) stod fx på hans repertoire. Marionetter appellerede således både til det folkelige og det fornemme publikum. I samme periode udvikledes også marionetopera som genre; bl.a. Joseph Haydn komponerede for dukker ved hoffet i Eisenstadt.
Den folkelige ridderromantik har overlevet i Opera dei pupi, den sicilianske marionetform, der med sit stof fra legenderne om Karl den Stores kampe med maurerne stadig praktiseres.
1800- og 1900-tallet
Konkurrencen fra film og tv slog dog det folkelige marionetteater af marken, hvorefter det primært forbindes med børneteater. Imidlertid har interessen inden for det såkaldt kunstneriske teater i flere omgange kredset om dukken. Det gjaldt en romantiker som Heinrich von Kleist, der i et subtilt essay fra 1810 analyserer marionettens mystik, hvor dens udtrykspotentiale er langt friere end den fysiske skuespillers.
Da de franske symbolister mod slutningen af 1800-tallet vendte sig fra det naturalistiske teater i en udforskning af en indre, sandere verden, var det atter masken, dukken, skyggen, der trådte frem i deres visioner af et teater, der gestaltede drømmen og myten. Alfred Jarrys veritable stinker af en marionetkomedie Ubu Roi 1896, blev et inspirationspunkt for det følgende årh.s groteske og absurde teater. Edward Gordon Craig gik så langt i sin afstandtagen fra det realistiske teater, at han i begyndelsen af 1900-tallet lancerede teorierne om en Übermarionette som fremtidens skuespiller, et væsen som var hævet over skuespillerens fysiske og individuelle begrænsninger og som var totalt ekspressivt i den skabende instruktørs hænder. Craig ville ‘atter gengive teatret dets mystik’. Denne af-individualisering eller de-humanisering af skuespilleren spillede en stor rolle først i 1900-tallet, i de forskelligste avantgarde-sammenhænge, hos dadaister, surrealister, ekspressionister, i sovjetisk biomekanik, italiensk grotesk teater, Adolphe Appias stiliseringer, Bauhaus’ figurationer, til en vis grad Brechts teatersyn osv., med de forskelligste overordnede motiveringer, fra metafysik til mekanik. Tilsvarende tendenser i det, som er blevet kaldt menneskets fordrivelse fra kunsten, ses i billedkunsten, i fx maleren Giorgio De Chiricos anonyme dukkevæsener.
Slutningen af 1900-tallet
Gennem slutningen af 1900-tallet blev der fortsat eksperimenteret med kombinationer af dukker og mennesker. Det gælder fx det amerikanske poetisk-satiriske Bread and Puppet teater, som slog igennem i 1970'erne, ligesom performance-teatret undertiden bevæger sig i grænseområdet mellem menneske og maskine/dukke. Desuden har avantgardeteaterfolk som Tadeusz Kantor udviklet moderne bevægelige dukker.
Modernitetens marionettificering af kroppen slog igennem i Théâtre du Soleils Tambours sur la dique 1999, inspireret af den højtudviklede japanske tradition, bunraku, og i Robert Wilsons Woyzeck, Betty Nansen Teatret 2000.
Vigtige marionetmuseer findes i Palermo, München og Stockholm, hvor der tillige findes en uddannelse i dukketeater ved Dramatiska Institutet, hvis æresprofessor er Michael Meschke.