Videnssalon - Våben i Vestsjælland - Museum Vestsjælland (original) (raw)
Museum Vestsjælland inviterer i 2025 til 9 forskellige videnssaloner, der forholder sig til temaer om våben og magt i Vestsjælland i et historisk lys.
Kom med helt ind i maskinrummet og hør om tanker, tolkninger og resultater fra forskningsprojektet ’Våben i Vestsjælland’, der undersøger spørgsmål om våbenmagt, kamp, konflikt, forsvar, modstand og flugt fra forskellige sider, tider og steder. Bliv klogere på stenalderens hjortetaksøkser, jernalderens våbenfund, vikingetidens våbengrave, Trelleborgs funktion og middelalderens forsvarsværker. Hør om modstandskamp under 2. Verdenskrig og om, hvordan det er at flygte, og hvorfor man vælger at gå i krig.
Vi har inviteret eksperter, der deler ud af deres viden og i dialog med museumsinspektør Trine Borake undersøger forskellige afkroge af krig og konflikt. Salonerne skal gøre os klogere på denne dystre og uundgåelige problematik. Deltag i én salon eller i hele rækken – og dyk ned i et emne, der er lige så aktuelt, som det er fascinerende.
Salonerne er arrangeret i forbindelse med forskningsprojektet “Våben i Vestsjælland”, der løb fra midten af 2023 til slutningen af 2024. Projektet var ledet af museumsinspektør, ph.d. og arkæolog Trine Louise Borake i samarbejde med Mads Dengsø Jessen, seniorforsker Nationalmuseet. Projektet fik støtte fra Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Knud Højgårds Fond, Åge og Louis Hansens Fond og Kulturministeriet.
Du kan også læse mere om hele forskningsprojektet The Notion of Power – Våben i Vestsjælland, ved museumsinspektør og ph.d. Trine Louise Borake her.