Danmark vinder grand prix - dr.dk/P2/Lyt til Nyt (original) (raw)

Danmark løb med sejren i Det Internationale Grand Prix for Komponister 2010. Simon Steen-Andersen har skrevet musikken, og der er kinesiske toner med i lydbilledet.

Det blev det ene af de tre danske bidrag der vandt Det Internationale Grand Prix for Komponister (også kaldet Rostrum). Der var i alt 67 værker fra 33 forskellige lande.

Komponist-grandprix'et foregik i år i Lissabon og sluttede sent fredag eftermiddag. Det strækker sig over fem dage, og fungerer på mange måder ligesom Eurovisionens grand prix i tv.

Det er de medvirkende radiostationer der indstiller værkerne, og sender en repræsentant. De delegerede lytter til musikken, og stemmer derefter. Det blev hurtigt klart i år, at Simon Steen-Andersens værk var favorit. 'Ouvertures' fik næsten dobbelt så mange point som det værk, der blev nummer to (Remnants of songs, af den østrigske komponist Olga Neuwirth).

Nu bliver musikken hørt
Simon Steen-Andersen er glad for sejren. For ham er det en mulighed for at komme ud med sin musik, og måske få det spillet i koncertsale verden over. Det kræver at orkestercheferne hører musikken, og det er der mulighed for nu.

De deltagende radiostationer forpligter sig nemlig til at spille vinderværket, så der er hermed givet airplay i adskillige europæiske lande, samt i Canada, Argentina, Taiwan og Australien.

Simon Steen-Andersen har tidligere haft sin musik med i Det Internationale Grand Prix for Komponister, og selvom hans musik dengang ikke fik en god placering, blev det alligevel spillet af mange radiostationer rundt omkring.

Portrætkoncert i Berlin
I Berlin planlægger de lige nu en portrætkoncert med værker af Simon Steen-Andersen. Det bliver efter al sandsynlighed på festivalen Ultraschall, der finder sted i den tyske hovedstad i januar 2011.

Udover det danske vinderværk er 12 værker kommet med på listen over anbefalede værker. Det er de 12 værker som fik flest point næstefter Simon Steen-Andersens 'Ouvertures'. De 12 værker kan du høre her på hjemmesiden senere. Tilmeld dig Lyt til Nyts nyhedsbrev ude til højre her på siden, så får du besked.

Optagelsen du kan høre her på siden er med Odense Symfoniorkester og dirigent Jukka Lisakkila. Ved Det Internationale Grand Prix for Komponister lyttede de delegerede til en optagelse med Göteborg Symfonikerne og dirigent Pierre-André Valade. Le Lui er solist på begge optagelser.

Hør flere værker fra Det Internationale Grand Prix for Komponister her på siden i den kommende tid.