Undervisningsministeriets tidsskrift "Uddannelse" (original) (raw)

50 undervisningsministre

Fra Ditlev Gothard Monrad til Ole Vig Jensen

En gennemgang af de mest markante skikkelser p� undervisningsministerposten - og deres politiske resultater. Der kastes lys overforholdet mellem minister og embedsm�nd, til tider forhold pr�get af mistillid og modvilje.

Kurt Johannesen, konsulent i Undervisningsministeriets Datakontor.

I de 150 �r, der er g�et siden dannelsen af det f�rste ministerium efter enev�lden d. 22. marts 1848, har Danmark haft 50 undervisningsministre (indtil 1916 hed det kultus- og undervisningsministre). Hver minister har s�ledes i gennemsnit haft en funktionsperiode p� tre �r. Udskiftningen gik dog betydeligt hurtigere f�r systemskiftet i 1901, hvor man allerede havde haft de f�rste 24 kultus- og undervisningsministre. Blandt de 24 var der oven i k�bet 4 ministre: D.G. Monrad, C.C. Hall, J.C. H. Fischer og J. F. Scavenius, der tilsammen sad i n�sten 30 �r. De resterende 21 havde s�ledes under et �r i gennemsnit.

Efter 1901 har det v�ret lidt mere stabilt, og ministrene har i gennemsnit fungeret i ca. fire �r, hvilket svarer til en afsluttet folketingsperiode. Tre ministre har haft det privilegium at sidde p� posten i mere end 10 �r: J�rgen J�rgensen, J. F. Scavenius og Bertel Haarder. Yderligere seks ministre har siddet i mere end 5 �r: D. G. Monrad, c. C. Hall, J.C. H. Fischer, S�ren Kelser Nielsen, Fr. Borbjerg og Ole Vig Jensen.

Det st�rke holdningsministerium - fra 1848 til 1998
Lige siden 1848 har Undervisningsministeriet v�ret et centralt "holdningsministerium". Det gjaldt meget markant indtil 1916, hvor undervisningen, kirken og kulturen h�rte under samme ministerium. Fra 1916 fik kirken sit eget ministerium og som regel sin egen minister. Vi skal helt op til 1996, f�r posterne igen forenes under Ole Vig Jensen.

Kulturen fik sit eget ministerium og sin egen minister under Bomholt i 1961. Efter 1994 har der v�ret en s�rlig minister for forskning. Kirken op til 1916 og kulturen op til 1961 kunne sluge kolossalt meget af undervisningsministerens tid. Til geng�ld fik ministeriet ved kulturens udskillelse n�sten al undervisning under sig. Blandt nye omr�der fik man bl.a. erhvervsskolesektoren, der ellers havde h�rt til Handelsministeriet, og l�rlingelovgivningen fik man fra Arbejdsministeriet.

V�rdi- og holdningsaspektet var med lige fra starten i 1848, ikke mindst fordi en af grundlovens f�dre: Monrad blev den f�rste minister. Det gamle Danske Kancelli blev til justits-, Indenrigs- og Kultusministerierne. Mens Kultusministeren kom med allerede d. 22. marts (selve ministeriet dog f�rst dannet d. 5. april) 1848, blev det meget sammensatte Indenrigsministerium f�rst konstrueret i november 1848. Monrad ville principielt have alle uddannelser samlet i et departement og adskilt fra kirkesagerne. " Thi vel indbefatter Undervisningsv�senet forskjellige arter af skoler, men disse udgi�re en eenhed, bvori de i Forening danne en kj�de af anstalter, hvis enkelte led gribe ind i og underst�tte binanden."

Disse ord har vist mere eller mindre v�ret r�sonnementet bag de mange bestr�belser p� at samle alle uddannelser (og indtil 1961 alle kulturinstitutioner) under �t Undervisningsministerium og forhindre, at et uddannelsesniveau, fx de h�jere uddannelser, udskilles. Efter de radikales dannelse i 1905 har ikke mindst dette parti k�mpet mod en opsplitning af "holdningsministeriet". Allerede Monrad s� Kultusministeriet som er organ til varetagelse af statens �ndelige interesser. Der skulle lovgives og administreres ud fra en overordnet ide om "nationaldannelse."

Selv uden kirke, kultur og dele af forskningen er Undervisningsministeriet stadig et tungt ministerium. Uddannelse er central for den enkeltes personlige udvikling i et demokrati, og "human kapital" vurderes til at v�re en central faktor for samfundets fortsatte �konomiske v�kst, samtidig med at uddannelse udg�r en stadig stigende del af bruttonationalproduktet.

B�nder, degne, pr�ster, professorer og cand. polit'ter
En lille statistisk analyse af de 50 undervisningsministre og fordelingen af de 150 minister�r p� ministrenes uddannelsesbaggrund viser, at de l�rde professorer var klart i overtal inden systemskiftet i 1901. Efter 1901 kom folket til. En enkelt fremtr�dende bonde: J�rgen J�rgensen blev en af dette �rhundredes st�rste. Det samme gjaldt degnen og kirkesangeren: J.C. Christensen. De var samtidig begge to "professionelle" toppolitikere (et udtryk, de sikkert selv ville have afskyet).

Akademikerne har dog fortsat v�ret fremtr�dende ogs� efter 1901 med professorerne Frisch og Hvidbjerg som to af de mest fremtr�dende. Teologerne Keiser Nielsen, Borbjerg, Bomholt og Bennedsen fylder ogs� ganske godt. Cand. polit'terne og scient. pol'erne er bortset fra J.F. Scavenius is�r kommet med i de sidste 30 �r. K.B. Andersen, Heinesen og Haarder havde dog en kraftigt engagement i h�jskoleverdenen inden de blev ministre. Endelig er der de ministre, der selv kommer fra den p�dagogiske verden i folkeskolen, h�jskolen eller seminarierne med I.C. Christensen, Appel, Byskov, Hartling, K. Helveg Petersen og den nuv�rende minister Ole Vig Jensen som eksempler.

Radikale og Venstre - de mest ministerb�rende partier
Siden 1901 har Venstre haft undervisningsministerposten i sammenlagt 31 �r, de Radikale i 31 �r og Socialdemokratiet i 29. Det er karakteristisk, at i de koalitioner, hvor de Radikale har dannet regering med Socialdemokratiet, har de Radikale n�sten altid haft posten med Borbjerg som en markant undtagelse. Tilsvarende har Venstre normalt haft posten i de borgerlige koalitioner, de har indg�et i, med den konservative Hvidbjerg om en af undtagelserne.

De to partier udg�et af Venstre med deres ganske s�rlige traditioner p� uddannelsesomr�det har hver gang lejlighed har budt sig, �nsket at f� denne post.

Den f�rste undervisningsminister - den gejstlige Monrad
Den f�rste undervisningsminister i Danmarks f�rste frie ministerium blev den ber�mte D.G. Monrad. Der var noget n�sten symbolsk over, at den intellektuelle, teologisk uddannede grundlovsfader, Monrad skulle blive den f�rste kultusminister. Monrad havde i lange perioder ogs� efter sin d�d et ry som en ubetinget tilh�nger af den lige og almindelige valgret. En senere doktordisputats udarbejdet l 1936 har p�vist, at Monrad n�ppe var helt s� demokratisk, som eftertidens myter fors�gte at bygge det op. Monrad ans� i det store og hele bondestanden for at v�re uoplyst, egoistisk og r� som almuen i det hele taget,

N�r Monrad ogs� �nskede at lade husm�nd og landarbejdere f� stemmeret, ja s� var det, fordi han mente, at disse lavere lag i samfundet i stort omfang ville v�lge konservativt p� grund af deres afh�ngighed af eller personlige hengivenhed for godsejeren eller arbejdsgiveren.

I sit virke som den f�rste kultusminister afsl�rede Monrad store administrative evner og en betydelig evne til at tage hurtige beslutninger. Allerede den 22. marts samme dag som det f�rste ny statsr�d skulle tr�de sammen, var Monrad klar med de f�rste personale�ndringer i de dele af det hidtidige kollegiestyre, der nu skulle ind g� i kultusministeriet. Det hed s�ledes i et af punkterne: "Engelstoft og Kollerup Rosenv�nge afskediges med en til finanserne svarende pension." Allerede den 27. marts 1848 blev den hidtidige universitetsdirektion oph�vet med virkning fra samme dag, og alle dokumenter og protokoller skulle afleveres til det nye kultusministerium, der i �vrigt bestod af dele af det hidtidige danske kancelli.

I starten bestod det nye ministerium af to departementer, et for kirke og det almindelige skolev�sen og et for den h�jere undervisning. Imod departementschef J.O. Hansens �nske �ndrede Monrad allerede ved en kongelig resolution af 18. maj 1848 departementsinddelingen s�ledes, at der blev et departement for kirkev�senet og et for undervisningsv�senet. Departementschefen s� praktisk p� sagen, fordi han ikke �nskede, at der skulle v�re for stor forskel p� arbejdsbyrden i de to departementer - med Monrads forslag ville skole- og undervisningsdepartementet f� et langt st�rre arbejdsomr�de end det kirkelige departement. Desuden h�rte det almindelige skolev�sen dengang i h�j grad sammen med det kirkelige system. Men Monrad fik alts� sin vilje, jvf ovenfor om hans principielle holdninger.

Den �ndsradikale junker - J.F. Scavenius
I perioden fra juli grundloven i 1849 til systemskiftet l 1901 havde Danmark ikke mindre end 32 kultusministre. Der blev skiftet regering stort set med samme interval, som det er sket i Italien i efterkrigstiden.

Langt de fleste af undervisningsministrene sad kun i meget korte perioder. Der var dog enkelte undtagelser. Den mest markante var Jacob Frederik Scavenius, der sad som kultus- og undervisningsminister fra 24. august 1880 til 6. juli 1891. Jacob Scavenius' udn�vnelse som kirkens og skolens politiske chef vakte betydelig opsigt. Han havde aldrig vist nogen kirkelig interesse og var kendt for en verdslig livsf�relse og en meget frisindet �ndsholdning. Han forstod endog at v�rds�tte den nye radikale litteratur, der bl.a. blev skabt af Georg Brandes.

Som historikeren Svend Thorsen s� malende har udtrykt det i en kort biografi om Scavenius. "Han vidste alt for vel, at der m�tte indr�mmes den menneskelige skr�belighed og egoisme en passende konto." Jacob Scavenius blev cand.polit. (statsvidenskabelige kandidat) i 1863. Herefter begav han sig ud p� en udlandsrejse. Da han h�rte om den forest�ende dansk/tyske krig vente han hjem for at melde sig som frivillig. Dette bet�d et langt liv i forsvarssagens tjeneste. Han deltog som officersaspirant i den sidste kamp p� Als. Han udviste meget stor tapperhed og mod og modtog Dannebrogsm�ndenes h�derstegn.

Ikke overraskende blev Scavenius en meget stor modstander af nationalliberalismen og dens ansvar for den ulykkelige krig. I starten f�lte han sig meget draget mod venstre, men hans store optagethed af forsvarssagen gjorde, at han senere blev en tro st�tte for h�jre og for sin f�tter J.B.S. Estrup, der var konseilspr�sident i en lang periode. Scavenius var dog mere patriot end godsejerpolitiker.

Betydelige resultater
Selv om Jacob Scavenius f�rst og fremmest var interesseret i forsvarssp�rgsm�l, har eftertidens historikere vurderes Jacob Scavenius til at v�re en ganske god undervisningsminister. Trods sin ukyndighed opn�ede han betydelige resultater i den halve snes �r, han forestod kirken og skolen, ikke mindst p� bygningsomr�det. Igen for at citere Svend Thorsen. "Det viste sig ogs� i hans tilf�lde, at velbegavede godsejere som ministre havde den fordel, at de var vant til at administrere over et vidt felt."

En af hans skolereformer var indf�relse af den almindelige forberedelseseksamen i 1881. I stedet for de tidligere: lille og storer pr�limin�reksamen, fik man den s�kaldte almindelige forberedelseseksamen. Denne reform var med til at befordre realskolernes udvikling.

Trods sin sympati overfor og til tider venskab med unge radikale kunstnere var Scavenius dog en del af den overordnede barske autorit�re politik, som hans f�tter stod for. I det politiske krise�r 1885 stod han bag det ber�mte mundkurvscirkul�re, hvorved det blev forbudt folkeskolens l�rere at tage del i den politiske agitation. Han foretog ogs� afskedigelse af et par embedsm�nd, fordi de havde fremsat s�kaldte respektstridige udtalelser. Han var desuden meget fjendtlig indstillet over for indremission p� det kirkelige omr�de.

Clinton og Scavenius
I disse tider med Clinton som pr�sident l USA kan det v�re ganske underholdende eller m�ske tragikomisk at t�nke tilbage p� en episode i Jacob Scavenius' politiske liv. Ikke mindst i gejstlige kredse gik der kraftige rygter om hans livsf�relse. Et af rygterne gik p�, at han var blevet set begive sig ind i et ildeberygtet kvarter i K�benhavn. Fra skyggen p� rullegardinet havde en grosserer ved navn Ingemann Petersen set ministeren blive modtaget i Knabrostr�de 24, hvor der boede et velkendt fruentimmer, og derfra h�rte man champagnepropperne knalde. Scavenius havde forsigtigt fjernet sig efter l � times forl�b, oplyste den t�lmodige observat�r.

Biskopperne var naturligvis st�rkt foruroliget. Estrup s� sig n�dsaget til at anl�gge sag mod grossereren. Det endte da ogs� med, at sigtelsen blev erkl�ret ugyldig, og grossereren blev id�mt en b�de p� 500 kr. Men sagen ville ikke forlade den politiske dagsorden. Der startede nye rygter om, at Scavenius havde bestukket grossereren til ikke at fort�lle sandheden. Selv om der aldrig blev f�rt noget bevis for de mange rygter om Scavenlius' livsf�relse, endte hans politiske liv ganske tragisk med, at f�tteren, konseilspr�sidenten f�lte sig n�dsaget til at ofre ham, og i 1891 m�tte han forlade sin kultusministerpost. Som konseilspr�sident Estrup sagde til sin s�n om f�tteren: "I en sp�ndt og kritisk tid, hvor der ikke m� kunne s�ttes et plet p� en eneste af ministrene, kan jeg ikke have Scavenius i regeringen".

Efter systemskiftet - den vestjyske degn I.C. Christensen
Den vel nok st�rste kultus- og undervisningsminister i ministeriets 150 �rige historie var J.C. Christensen. Da han overtog kultusministerposten efter systemskiftet i 1901, stod han allerede p� sin magttinde. Det siger dog noget om ham, at han samtidig med sin politiske gerning p� Christiansborg stadig passede sit l�rerembede i Stadil ved Ringk�bing l Vestjylland. Selv efter han var blevet kultusminister, virkede han som kirkesanger hjemme i Stadil. Sognepr�sten i Stadil er s�ledes formentlig den eneste pr�st, for hvem en excellence har skiftet salmenumrene p� tavlen. Som Svend Thorsen udtrykker det: "Demokratiet har sine forunderlige sk�bner."

J.C. Christensen, den ber�mte degn havde �nsket at blive kultusminister, alts� kirkens, skolens, videnskabens �verste, og grunden til at han �nskede det, var netop behovet for at understrege det folkelige gennembrud i dansk politisk historie. Da han satte sig tilrette i sit ministerium i Pal�et i Slotsholmsgade, var det bestemt ikke uden gensidig mistro mellem ham og embedsm�ndene.

Den senere departementschef V. Holb�l har berettet, at J.C. Christensen selv forlangte at se al indg�ende post. Dette var ganske us�dvanligt. Ofte indfandt han sig i ministeriet om s�ndagen for at unders�ge journalen og brevb�gerne. Mistroen til ministeriets jurister fortog sig dog snart. Han begyndte endog at holde sm� private selskaber, hvor de h�jerest�ende embedsm�nd kunne m�des med venstrepolitikerne, og ved disse lejligheder undlod han aldrig at forsikre rigsdagsm�ndene om, at der blev arbejdet godt, sagligt og fuldt loyalt i ministeriet. P� deres side kom embedsm�ndene til at s�tte pris p�, at de havde f�et en st�rk politisk chef. I mods�tning til tidligere ministre f�r systemskiftet, der ofte havde v�ret "bureaukratiske pernittengryn", var J.C. Christensen en s�rdeles beslutningsst�rk minister, der satte sin vilje meget kraftigt igennem. Som biografen bem�rker det, kom embedsm�ndene og alle andre i J.C's omgivelser ogs� selv til at v�rds�tte hans personligheds naturlige v�rdighed.

Stod tidligt op
Hertil kom at den nybagte kultusminister var overordentlig flittig. N�r kontorerne �bnede, havde han allerede et par timers arbejde fra h�nden. Han taltes blandt dem, der tror, at verden tilh�rer dem, som st�r op en time f�r andre.

J.C. Christensen brugte meget tid p� den kirkelige lovgivning, der ikke skal omtales i denne artikel. Men han gennemf�rte ogs� centrale skolelove. Ved loven af 24. april 1903 om oprettelse af h�jere almenskoler, kn�sattes enhedsskolens princip. Hidtil havde der best�et en isoleret latinskole og en isoleret folkeskole. Nu blev der bygget bro mellem de to skoleformer ved mellemskolen s�ledes at ogs� s�nner af b�nder, l�rere og arbejdere, der havde haft deres f�rste skolegang i folkeskolen, m�ske i landsbyen, ved 11 -�rs alderen kunne overflyttes p� det spor, der f�rte til den h�jere undervisning i gymnasiet og derved f� mulighed for at l�se. Dette var vejen til at frig�re de anl�g for l�rdom, der til skade for videnskab og statens forvaltning l� uudnyttede i det menige liv.

Der indf�rtes ved almenskoleloven en nysproglig linje ved siden af de i C.C. Hals' skoleordning af 1871 indeholdte linjer: Den klassisksproglige og den matematiske. J.C. Christensens reform bet�d en tiln�rmelse til den mere levende og aktuelle angelsaksisk-germanske verden og en vis tilbagetr�kning af oldtiden gr�sk-romerske ideer.

De undervisningsministre, der fulgte efter J.C. Christensen, var alle forholdsvis beskedne i deres fremtoning. Det var heller ikke let at virke p� baggrund af en s� st�rk minister, der i l�bet af s� kort tid havde f�et s� mange store reformer igennem. Enevold S�rensen, Jacob Appel og Kejser - Nielsen, som kom fra Venstre og senere Det Radikale Venstre, gennemf�rte ikke de helt store reformer. Dog kan n�vnes, at Appel i hvert fald efter 1920 gjorde meget for skolev�senet i S�nderjylland. Dette skal ikke undervurderes fordi det s�nderjyske dengang var overordentlig vigtigt og optog hele nationen.

En revolution�r undervisningsminister - Nina Bang
Vi skal helt frem til 1924 med det f�rste socialdemokratiske ministerium, Stauning, f�r man igen fik en markant undervisningsminister.

Nina Bang blev en revolution�r undervisningsminister, der ikke kom igennem med ret meget. P� samme m�de som J.C. Christensen og vel ogs� senere Bertel Haarder m�dte hun sine embedsm�nd med meget stor skepsis. Dette var ikke uden grund, for der er ingen tvivl om, at den dav�rende embedsstand i Undervisnings- og Kulturministeriet b�de af ideologisk og bureaukratisk temperament var meget konservative.

Nina Bang brugte til geng�ld de bef�jelser, hun havde p� det administrative omr�de, hvor hun kunne s�tte sig ud over embedsm�ndenes indstillinger. For dette fik hun kraftig kritik b�de af opinionen i rigsdagen og i pressen. Nina Bang fik ry som en minister, der overalt i undervisningssektoren ville ans�tte partif�ller. Det mest ber�mte eksempel var ans�ttelsen af socialdemokraten Vilhelm Rasmussen som leder af l�rerh�jskolen. Der var dog ogs� en r�kke mindre ans�ttelsessager ude i landet. Det var p� en m�de Nina Bangs uheld, at det dengang var en helt naturlig ting, at en minister blandede sig i selv de mindste administrative udn�vnelser. Det var s�ledes helt legitimt, at Nina Bang i sin vurdering lod en r�kke forskellige elementer indg�. Og der var givetvis ogs� en del dygtige socialdemokrater, som fik en retm�ssig udn�vnelse. Men det var n�sten umuligt at undg� kritik af p�standen om politiske udn�vnelser, s�ledes som systemet var dengang.

Embedsm�nd ikke til at stole p�
Desuden ramlede Nina Bang ind i en meget kontroversiel episode. Det var afskedigelsen af den ber�mte konsulent N.A. Larsen, der i en menneskealder havde domineret administrationen i Undervisningsministeriet p� seminarierne og de h�jere uddannelsers omr�de. Bl.a. havde N.A. Larsen v�ret formand for censorkorpset. Nina Bang �nskede at afskedige ham og foretog formelt set ogs� en afbeskikkelse. Der udviklede sig imidlertid en velbegrundet juridisk tvivl om validiteten af afg�relsen. Faktisk havde Nina Bang slet ikke bef�jelser til at afskedige N.A. Larsen, og i realiteten blev han ogs� siddende. S�danne konflikter sled overordentlig st�rkt p� Nina Bang, og det var en bitter minister, der kort f�r sin d�d i 1928 kunne se tilbage p� arbejdet i ministeriet. Hun regnede slet ikke med dets loyalitet og skrev i et brev til en bekendt i 1928:...."og i f�rste departement standser de alt, hvad jeg havde begyndt, om det s� er en s� neutral ting som en f�r�sk-dansk ordbog, som alle partier i finansudvalget st�ttede, er den standset. Skulle jeg nogensinde blive minister igen, vil jeg st� over for en mur af fjender, kun kontorchef M�ller stoler jeg p�."

Mens i sin tid J.C. Christensen og senere Bertel Haarder fik afl�st deres indledende skepsis over for embedsm�ndene med en stigende anerkendelse af embedsstandens loyalitet, kom Nina Bang aldrig nogen sinde til at stole p� embedsm�ndene. Historikernes kritik af Nina Bang g�r i h�j grad p�, at hun nok gik for h�jt op i de sm� ting i ministeriet. Hvis hun havde koncentreret sig om de store linjer, kunne hun have haft en mere succesfuld undervisningsperiode. Det var Nina Bangs ambition at gennemf�re en stor skolereform med udgangspunkt i den bet�nkning fra den store skolekommission, der var blevet fremlagt under ministeriet Neergaard. Det skulle imidlertid g� mange �r endnu, inden at en s�dan reform kunne gennemf�res. Selv hendes socialdemokratiske partif�lle Borbjerg, der n�ede at sidde som undervisningsminister i 6 �r fra 1929-1935, kom ikke igennem med reformen. F�rst i 1937 14 �r efter den store skolekommissions bet�nkning lykkedes det J�rgen J�rgensen at komme igennem med en reform af den danske mellemskole.

Kulturen tog meget tid
I hele perioden indtil kultus- og undervisningsministeriet blev adskilt i 1916, kunne de kirkelige og kulturelle sp�rgsm�l langt overg� undervisningssp�rgsm�lene i den til enhver tid siddende ministers interessefelt. Selv efter adskillelsen i 1916 kunne det stadig v�re de kirkem�ssige ting, som spillede en meget stor rolle. De kulturelle forhold, der knyttede sig til Nationalmuseet og de kulturelle institutioner i det hele taget, tog en meget stor del af fx undervisningsminister Byskovs tid under venstre-ministeriet Madsen-Mygdal. Byskov var en meget l�rd seminariel�rer, der havde skrevet adskillige l�rerb�ger inden for det matematiske/p�dagogiske omr�de og havde ideelle foruds�tninger for at blive en stor reformator p� undervisningsomr�det, men i praksis blev det f�rst og fremmest Nationalmuseet, som kom til at tage en stor del af hans tid. Ogs� sp�rgsm�let om afl�nning af forfattere i henhold til statens ordning om forfatterunderst�ttelser blev en stadig pine for Byskov. Det var dengang i h�j grad et politisk hundeslagsm�l i Rigsdagen, om kontroversielle forfattere skulle have underst�ttelse af staten.

Den grundtvigianske bonde J�rgen J�rgensen
�rhundredets m�ske mest markante undervisningsministerskikkelse blev den radikale J�rgen J�rgensen, der i f�rste omgang var undervisningsminister fra 1935 til 1942 og 15 �r senere blev undervisningsminister i trekantregeringen med Socialdemokratiet og Retsforbundet fra 1957 og frem til 1961, hvor han blev pensioneret p� samme tidspunkt som den anden radikale politiker Bertel Dalgaard. J�rgen J�rgensen var ud af en bondesl�gt og startede sit politiske virke som medlem af sogner�det i Osted-Allerslev i 1921 og senere i Roskilde Amt provstudvalget. Han havde le lighed til at m�de nogle af de gamle radikale k�mper bl.a. Ove Rode. Som f� andre politikere i dette �rhundrede f�lte J�rgen J�rgensen sig hurtigt hjemme p� Christiansborg, efter at han i 1929 kom ind i Folketinget opstillet i Frederiksv�rkkredsen. Fra 1935 flyttede han hjem til sin hjemkreds Lejrekredsen, hvor han herefter sad i den meget lange periode frem til 1961.

J�rgen J�rgensen var den typiske folkelige politiker, der elskede at v�re mellem v�lgerne i forsamlingshusenes og han var ogs� den f�dte parlamentariker. I den f�rste del af sin karriere arbejdede han bl.a. med landsbrugssp�rgsm�l, og han var tillige de radikales ordf�rer l kommunale og sociale sager. F�rst fra midten af 1930erne koncentrerede han sig om Undervisningsministeriet. Det var ikke nogen selvf�lgelig udn�vnelse, fordi han netop ikke havde besk�ftiget sig s� meget med uddannelsesforhold og i det hele taget ikke havde haft meget med den offentlige skole at g�re. Desuden stod han helt fremmed over for de h�jere skoler og l�reranstalter. Men da han netop �nskede at reformere folkeskolen og netop havde den forn�dne styrke dertil, blev det alligevel en god post for J�rgen J�rgensen.

Rolig som Frederiksholms Kanal
Karakteristisk nok stod der aldrig nogen stor bl�st om undervisningsminister J�rgen J�rgensen. Som hans biografer udtrykker det, tog han det hele med en sj�lden ro i sj�len, og han havde en evne til at styre uden om vanskelighederne uden at tabe sine langsigtede m�l af syne. Men som Svend Thorsen s� rammende har sagt: "Det skal understreges at Undervisningsministeriet dengang i 1930erne modsat nu var lige s� rolig som Frederiksholms Kanal, hvori det spejler sig". I sin f�rste samling kunne J�rgen J�rgensen s�ledes beskedent starte med en bl�d �ndring i biblioteksloven. Han kunne ikke samle forslag til en folkeskolelov, det blev f�rst l 1937 samlingen af denne blev gennemf�rt. Karakteristisk for J�rgen J�rgensen �ndrede han i sin socialdemokratiske forg�nger Borbjergs skolelovforslag. Det gjaldt selveste form�lsparagraffen. Borbjerg havde med en meget t�r formulering foresl�et, at folkeskolen "giver en undervisning, der kan v�re det f�lles uddannelsesgrundlag for alle samfunds medlemmer". Dette var yderst neutralt og kunne d�rligt v�re mindre. Men J�rgen J�rgensen fik gennemf�rt en mindre t�r formulering: "Folkeskolens form�l er at fremme og udvikle b�rnenes anl�g og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber. Kristendomsundervisning i folkeskolen skal v�re i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske l�re".

Frivillighed
Det var s�ledes bem�rkelsesv�rdigt, at J�rgen J�rgensen her helt br�d med den vigtige str�mning i det radikale parti, som tog sit udgangspunkt i den Brandesianske �ndsradikalisme. Ikke mindre v�sentligt var det nok, at Socialdemokratiet ogs� havde �ndret sig fra at v�re en revolution�r ateistisk bev�gelse til en egentlig folkebev�gelse, der ogs� uden videre kunne acceptere J�rgen J�rgensens vigtige pointe i, at b�rnene skulle opl�res i den luthersk - evangeliske l�re.

Karakteristisk nok �ndrede J�rgen J�rgensen ogs� et vigtigt punkt i det Borbjergske forslag. Borbjerg havde �nsket at give kommunerne ret til at indf�re et obligatorisk 8. undervisnings�r. Som en �gte Grundtvigianer �nskede J�rgen J�rgensen, at kommunerne kun skulle have pligt til at oprette 8. klasse, hvis for�ldre til mindst 15 b�rn �nskede det, og det skulle oven i k�bet kun v�re for dem, der �nskede det.

Eksamensfri mellemskole og husgerning
J�rgen J�rgensens ber�mte 1937-skolelov havde ogs� til hensigt at opruste skolen ved oprettelse af den eksamensfri mellemskole, men denne blev ikke rigtig nogen succes. Selv J�rgen J�rgensen kunne ikke forhindre, at der fortsat var mere prestige forbundet i at g� i eksamensmellemskole, hvor l�rerne ogs� var bedre aflagte end i den eksamensfri skole. Men J�rgen J�rgensen opn�ede dog, at loven gav klare regler for fagenes placering og for kravene til skolebygninger, og p� trods af krigen blev der mange steder opf�rt nye skolebygninger, is�r centralskoler p� landet, ligesom l�rerpersonalet blev udvidet.

Det kan n�vnes, at f�rst ved skoleloven i 1958 n�ede J�rgen J�rgensen, hvad han �nskede i 1937, og ogs� ved denne lejlighed overtog han en socialdemokratisk ministers forarbejde. l 1937 blev loven alene vedtaget med regeringspartiernes stemmer, sk�nt J�rgen J�rgensens �ndringer af Borbjergs forslag havde n�rmet dette til Venstres opfattelse. J�rgen J�rgensen opn�ede dog, at Venstre gik med i 1958. Faktisk var afstanden mellem de to gamle partier, der udgik af Venstre, ganske ringe. J�rgen J�rgensen fik ved endnu en lov l 1937 ogs� etableret det uafh�ngige �rhus Universitet. Universitetet var startet allerede i 1928, men f�rst i 1937 blev det helt uafh�ngigt af K�benhavns Universitet med hensyn til undervisningsplaner og l�rerans�ttelser. Det var karakteristisk, at J�rgen J�rgensen udover den store skolelov s�ledes fik vedtaget en r�kke mindre, fortrinsvis praktisk orienterede reformer, til geng�ld n�ede J�rgen J�rgensen aldrig igennem med et dyrt forslag om husholdningsundervisning, som han fremsatte i marts 1939. Her satte krigen en stopper for forslaget, der ellers havde til hensigt, at man af sundhedsm�ssige grunde skulle sikre, at alle piger i alderen fra 7-20 �r fik en solid uddannelse i husgerning.

F�r�sk p� F�r�erne
Et andet problem, som J�rgen J�rgensen fik l�st tilfredsstillende, var skoleanordningen p� F�r�erne. I f�lge en gammel anordning fra 1912 skulle b�rnene ikke blot l�re dansk, men de skulle ogs� undervises p� dansk. Lagtinget �nskede nu tvunget brug af f�r�sk som skolesprog, og dette im�dekom J�rgen J�rgensen i realiteten i 1938 ved i en ny anordning at sl� fast, at b�rnene skulle opn� f�rdigheder i begge sprog. Det var typisk for J�rgen J�rgensen, at han var imod tvang p� dette omr�de, men han regnede med og h�bede p�, at b�rnene under den nye ordning ville f� et godt indtryk af Danmark og dermed opmuntres til at l�re det danske sprog. J�rgen J�rgensen blev i �vrigt kraftigt kritiseret af Venstre og De Konservative under en foresp�rgselsdebat i Landstinget. Venstre og De Konservative var enige med Sambandspartiet p� F�r�erne i, at dansk skulle bevare sin altdominerende hovedstilling, fordi det var den eneste m�de, hvorp� F�r�erne kunne f� adgang til en stor kulturkreds.

Historikeren Hartvig Frisch minister og studenterrevser
Selv om Hartvig Frisch, den ber�mte universitetsprofessor og historiker, kun kom til at sidde forholdsvis kort tid p� undervisningsministerposten (1947-1949), fortjener han alligevel at blive n�vnt. En af de ber�mteste episoder, der knytter sig til Hartvig Frisch' virksomhed som undervisningsminister, var hans initiativ i forbindelse med tjenestemandssagen mod statskonsulent for folkeskoler og seminarier, F.C. K�lund J�rgensen. F.C. K�lund J�rgensen havde v�ret igennem en tjenestemandssag for unational optr�den, men var blevet frifundet. Selv om sagen var henlagt, blev den omtalt meget, og K�lund J�rgensen blev kritiseret meget i disse meget f�lsomme tider for nationale sp�rgsm�l.

Lov skal holdes
Da J�rgensen den 15. november 1948 skulle overv�re en eksamen p� Ranum Statsseminarium, demonstrerede eleverne ved at udeblive. Der foreligger if�lge Svend Thorsen ingen vidnesbyrd om, at Frisch egentlig satte sin statskonsulent s�rligt h�jt, men Frisch mente, at n�r han nu var frifundet, s� m�tte seminarieeleverne rette sig efter loven. Til alles overraskelse indfandt ministeren sig derfor den 27. november personligt p� Ranum Statsseminarium, hvor han under eksamensagtige former lod de genstridige elever udfylde et sp�rgeskema om deres kendskab til sagen mod statskonsulenten. I en senere historisk epoke efter 1968 ville eleverne formentlig have n�gtet at besvare skemaet, men respekten for �vrigheden og naturligvis ogs� en stor person som Hartvig Frisch var h�j. Besvarelserne overbeviste nu Frisch om det rigtige i det, han havde gjort. Det var nemlig kun 10% af eleverne, der for alvor vidste noget om K�lund J�rgensen-sagen. Frisch havde s�ledes ret i, at en person kan d�mmes p� l�se rygter. Efter yderligere et par uger faldt sagen til ro. Dog var der stadig uro omkring statskonsulenten, og i l�bet af vinteren 1949 blev J�rgensen forflyttet til et stort set overfl�digt embede som konsulent vedr. skoleordninger i fremmede lande. P� samme m�de gik Hartvig Frisch ogs� i brechen for en embedsmand en tidligere tuberkuloseramt l�rer, hvis elever blev holdt hjemme, selv om l�reren havde v�ret raskmeldt i fire �r.

Bolle-�
Selv om Hartvig Frisch fors�gte at komme igennem med en ny seminarielov, blev der dog ikke gennemf�rt megen ny lovgivning i l�bet af den korte periode, hvor Frisch var undervisningsminister. Hans efterm�le blev helt domineret af retskrivningsreformen i 1948. Denne viste til geng�ld hans gode evner til at sk�re igennem. Der havde v�ret f�rt endel�se diskussioner om, hvorvidt navneord skulle have stort begyndelsesbogstav, og hvorvidt man skulle indf�re bolle-� i stedet dobbelt-aa, og om man skulle skrive kunne, skulle og ville uden d.

Der var i Folketinget betydelig modvilje mod retskrivningsreformen. Frisch kunne have gennemf�rt sagen administrativt, men han �nskede ikke, at der senere hen skulle opst� myter om sagen, s� han sikrede sig, at det s�rligt nedsatte folketingsudvalg godkendte reformen inden bekendtg�relsen den 27. marts 1948. D�nningerne lagde sig forholdsvis hurtigt, og den nye retskrivning sivede langsomt, men sikkert ind alle vegne, hvad enten det var p�budt, eller det skete frivilligt. Reformen har dog helt op til vores tid stadig haft sine prominente modstandere. Frisch n�ede, lige inden sygdom tvang ham til at opgive sit job, en ny skolestyrelseslov, som havde til hensigt at styrke for�ldrenes indflydelse. En egentlig skolereform blev der dog ikke tid til.

Typisk for Hartvig Frisch n�ede han dog i sommeren 1949 at indkalde til et stort skolem�de med repr�sentanter for partierne og skoleorganisationerne. Der var imidlertid stor afstand mellem parterne, og det eneste der kom ud af m�det, var en tilf�jelse til den g�ldende lovgivning om, at der kunne iv�rks�ttes fors�gsarbejde i folkeskolen.

En �gte konservativ - Flemming Hvidbjerg
I ministeriet Erik Eriksen, som gennemf�rte Grundloven af 1953, blev universitetsprofessor Hvidbjerg undervisningsminister. Hvidbjerg var en meget l�rd mand, og p� baggrund af sit teologiske forfatterskab og sin doktorafhandling fra 1938 om "gr�d og latter i det gamle testamente" var han blevet aktivt st�ttet af undervisningsminister J�rgen J�rgensen til i 1941 at f� sit docentur opnormeret til et ekstraordin�rt professorat. Han var kendt som en str�lende p�dagog, en meget humanistisk personlighed, der altid var optaget af det menneskelige b�de i stoffet og hos de studerende. Hvidbjerg havde i 1940 sluttet sig til det konservative folkeparti, sk�nt han i socialpolitik l� lidt til venstre i billedet. Yderligere blev det meget rammende sagt om Flemming Hvidbjerg af hans partif�lle Poul M�ller i 196 l, at han ikke led af "af tidens ul�gelige sygdom, reformitis." Han s� det derfor bestemt ikke som sin opgave at lave om p� alt det, der bestod. Dette gjaldt is�r folkeskolens omr�de.

Folkeskolen tr�nger til ro
Hvidbjerg fandt f�rst og fremmest, at folkeskolen tr�ngte til ro om sit arbejde, og faktisk havde han dengang det store flertal af l�rerne med sig. seks dage efter at Hvidbjerg var blevet minister, henlagde han ganske roligt den afg�ende socialdemokratiske minister Bomholts cirkul�re om afskaffelse af legemlig revselse i folkeskolen. Hvidbjerg gik endvidere meget varmt ind for bevarelsen af den delte skole. Han mente, det var et kraftspild at lade alle b�rn v�re sammen, til de var 14, og han udtalte f�lgende: "Der tr�nges til fred og arbejdsro, skolens �rlige, redelige, glade hverdag m� v�rnes".

I stedet for nye konstruktioner ville han hellere forbedre den i 1937 indf�rte eksamensfri mellemskole. Lige pr�cis p� dette punkt blev folkeskolel�rerne m�ske alligevel lidt skuffede, fordi der aldrig rigtig kom noget ud af bestr�belserne p� at forbedre den eksamensfri mellemskole. En anden skoleform, som Hvidbjerg havde sympati for, var landsbyskolen. Den ville han gerne forbedre ved at �ge mulighederne for, at dens elever kunne komme p� realkursus. Han n�ede dog ikke at f� indf�rt noget udvalg derom. Paradoksalt nok skyldes Hvidbjergs tendens til ikke at f� reformer igennem, at Venstre et stykke hen ad vejen ikke delte Hvidbjergs skolesyn.

Der var faktisk en hel del kredse i Venstre der sympatiserede med enhedsskolen, og dette forhold lagde en d�mper p� Hvidbjerg. Desuden var Hvidbjerg som den meget kloge akademiker og universitetsprofessor i politiske sp�rgsm�l en ret uskyldig mand, der slet ikke havde sans for at drive et taktisk spil igennem.

En dansende voldt�gtsforbryder
Hvidbjergs store resultater blev opn�et p� det kunstneriske og videnskabelige omr�de, bl.a. fik han gennemf�rt statens videnskabsfond l 1952. En lille, men bestemt ikke uv�sentlig uddannelsespolitisk foranstaltning var dog den tidligere regerings forslag om at oprette en s�rlig studiefond for dele af tipstjenestens �rlige overskud. Forl�beren for nutidens m�gtige SU-system Statens Uddannelsesst�tte kom i juni 1952 under navnet Ungdommens Uddannelsesfond. Der blev stillet 1,5 mio. kr. �rligt til r�dighed til ubemidlede dygtige unge, der s�gte uddannelse ved l�rerskoler og fagskoler. Denne lov skulle f� stor praktisk betydning.

Selv om det ikke vedr�rer undervisningssp�rgsm�l, kan det n�vnes, at Hvidbjerg som s� mange andre undervisningsministre ikke slap for en aff�re, og endnu engang var det p� kulturens omr�de. Det var det Kongelig Teaters balletmester Harald Lander, der i august 1951 blev sigtet for at have holdt h�nden over, hvad der dengang blev opfattet som en dansende voldt�gtsforbryder. Der blev nu ved den Kongelige Ballet indgivet klager for overtr�delser af k�nsmoralen, og Lander valgte at forlade balletten. Hvidbjerg kom her til at st� midt i det politiske stormvejr.

Konservatisme afl�st af Bomholts reformitis
Mens Hvidbjerg f�rst og fremmest ville skabe ro omkring skolen, mente den nye socialdemokratiske undervisningsminister Julius Bomholt, der havde pr�vet at sidde i en kort periode i 1950, at stort set alt skulle reformeres b�de p� undervisnings- og kulturomr�det. Senere har Kaarsted t�rt bem�rket, at mens kulturel v�kst kunne ses som et n�gleord for Bomholts virke, havde han knap s� stor forst�else for, at denne kr�ver en tilsvarende �konomisk v�kst. Bomholt var 57 �r, da han tiltr�dte, og havde meget travlt. Det lykkedes for ham, at samle alle bestemmelser om forskellige former for undervisnings- og fritidsbesk�ftigelse, som skulle tilbydes unge efter, at de havde forladt folkeskolen, i �n lov. Den bet�d klarere statstilskudsregler, forbedret timel�nninger og andre justeringer, alt i alt bel�bende sig til knap l l/2 mio. kr. pr. �r.

Bomholt fors�gte ogs� at komme igennem med et obligatorisk 8. skole�r, men b�de Venstre og Det Radikale Venstre satte sig imod b�de af hensyn til landbrugsmedhj�lperens arbejdskraft og af hensyn til Grundtvig. Ogs� l�reruddannelsen til folkeskolen fik et l�ft efter forslag fra en s�rlig seminariekommission. Den 4-�rige uddannelse med en 1-�rig pr�parandklasse bibeholdtes, men den s�rlige studenteruddannelse �gedes med et l/2 �r, s� den blev 3-�rig,

Danmarks P�dagogiske Institut
Bomholts hjertebarn blev Danmarks P�dagogiske Institut. Allerede i sin korte ministertid i 1950 havde han nedsat et udvalg, der skulle komme med et forslag om oprettelsen af et s�dant p�dagogisk forskningsinstitut. Der var stor diskussion oml hvorvidt instituttet skulle henl�gges til et af det to universiteter, men l�rerorganisationerne og de stork�benhavnske skolev�sener �nskede deres eget institut, h�rende direkte under Undervisningsministeriet, og henlagt til Danmarks L�rerh�jskole. Og s�dan blev det i f�rste omgang. Danmark fik sit f�rste sektorforskningsinstitut.

Bomholts m�rkesag var en reform af hele skolev�senet, f�rst og fremmest folkeskolen. Han fremsatte endnu en gang forslag herom, men hverken skoleorganisationerne eller de politiske partier var parate, og han m�tte med smerte erkende, at sagen m�tte uds�ttes.

J�rgen J�rgensen gennemf�rer sin 2. store reform 1958
Da J�rgen J�rgensen herefter p�ny overtog undervisningsministerposten fra 1957 - 1961, kunne han p� samme m�de, som han i 1930erne havde overtaget et forslag fra den socialdemokratiske undervisningsminister Brobjerg, arbejde videre med Julius Bomholts forslag, og med forskellige �ndringer lykkedes det at komme igennem med det. En af de store sager i J�rgen J�rgens anden undervisningsministerperiode var oprettelsen af nye seminarier. Der var i regeringen enighed om, at to, til n�d til tre nye seminarier var passende. Men der opstod stridighed om beliggenheden. Det endte med, at b�de Holb�k, Herning og Aalborg fik nye seminarier.

Der var sv�re forhandlinger om den nye skoleordning. Det lykkedes J�rgen J�rgensen at bryde samarbejdet mellem gymnasieskolernes l�rerforening, som stred for et 5-�rig gymnasium og Danmarks L�rerforening, der �nskede en eller anden form for differentieret undervisning i 6. og 7. klasse. Den kom nu i form af, hvad man kaldte den milde deling. Den endelige ordning l� i �vrigt n�r op ad Venstres forslag, idet den byggede p� en 7-�rig hovedskole med en overbygning i form af en 3-�rig realskole, der efter yderligere to �r kunne f�re videre til et 3-�rigt gymnasium. Engelsk blev obligatorisk fra det 6. �r. Det 8. og 9. skole�r indf�rtes nok, men frivilligt. Hermed var mellemskolen og den s�rlige landsbyskoleordning v�k. Loven var specielt en sejr for Venstre og De Radikale. Taberne blev De Konservative og gymnasiel�rernes organisation, som mistede to af deres mellemskoleklasser. J�rgen J�rgensen havde s�ledes kunnet udnytte den ideologiske uenighed mellem Venstre, der havde rod i bondebefolkningen og De Konservative, der bar pr�g af k�bstad og real- og latinskole.

De glade 60ere
Skolemanden, den radikale K. Helveg Petersen og socialdemokraten, cand. polit'en og h�jskolemanden K.B. Andersen havde det privilegium at v�re undervisningsministre i 1960erne, der var en periode pr�get af meget stor �konomisk v�kst og stor v�kst i de offentlige udgifter. I lovgivningsm�ssig og investeringsm�ssig henseende blev de ogs� absolutte topscorere. Ungdomsuddannelser og videreg�ende uddannelser n�ede nu ud til ethvert hj�rne af landet. Andre artikler i dette nummer af Uddannelse behandler denne periode indg�ende.

Onde Helge og ungdomsopr�ret
Den radikale undervisningsminister i KVR-regeringen fra 1968-71 var cand. mag. og en af de radikales chefideologer. Han havde i en del �r v�ret gymnasierektor. Helge Larsen blev den, der f�rst og fremmest fik ungdomsopr�ret at f�le. �rsagen var, at det politiske ungdomsopr�r var st�rkest blandt de studerende. Ungdomsopr�rets steppebrand m�tte naturligvis ramme Helge Larsen meget h�rdt. TV's l�rdagsserie Uha-Uha d�bte undervisningsministeren "Onde Helge", og som Kaarsted bem�rker det: "Det blev ganske uretf�rdigt grebet af de studerende".

Tilh�ngerne af forslaget mente, at en principielt rigtig demokratisering af universiteterne havde forhindret kamp og �del�ggelser som i udlandet. Universitetsstyrelsesloven af 1970 kom i praksis kraftigt til at begr�nse professorernes magt. Man kan roligt sige, at det var uretf�rdigt, at Helge Larsen p� den baggrund blev s� upopul�r blandt de studerende.

Helge Larsen var i �vrigt ikke kun ophavsmand til en for de studerende meget gunstig styrelseslov. Han fik ogs� gennemf�rt en betydelig for�gelse af Ungdommens Uddannelsesfond. Helge Larsen gik ogs� st�rkt ind for en fortsat udbygning af Odense Universitet og for oprettelsen af det nye universitet i Roskilde. Endvidere blev ved en folketingsbeslutning i maj 1969 undervisningspligten udvidet fra syv til ni �r med et frivilligt supplerende 10. �r. Beslutningen var enstemmig, men mange undlod at stemme eller blev borte. Mange af de traditionelle grundtvigianere i Venstre og Det Radikale Venstre var modstandere af udvidelsen.

Lighed, planl�gning og �konomistyring
1970erne og 1980erne blev f�rst og fremmest pr�get af, at der blev lagt kraftigt stigende v�gt p� planl�gning af uddannelsessystemet. Der skete simpelthen en eksplosion i elevtallet b�de p� erhvervsuddannelsesomr�det, i gymnasiet og ikke mindst p� de videreg�ende uddannelsers omr�de. For ministrene Knud Heinesen, Ritt Bjerregaard og Dorte Bennedsen blev det centralt at freml�gge store planer for, hvordan udviklingen kunne reguleres, s� udgifterne ikke l�b l�bsk. Det var i den forbindelse n�dvendigt med mange prognoser og fremskrivninger, og disse fik en st�rkt stigende placering i ministeriets og ministrenes liv.

Under Ritt Bjerregaard indf�rtes den almindelige adgangsregulering eller s�kaldte totaldimensionering for de videreg�ende uddannelser. Hun kom ogs� igennem med en EFG-lov. Ritt Bjerreg�rd var ogs� ophavsmand til den ber�mte U-90-plan, der som sit m�l havde en virkeligg�relse af gamle socialdemokratiske m�l om �get lighed i uddannelsessystemet.

Frihed og decentralisering Bertel Haarder
Ikke overraskende var det Bertel Haarder, der kom til at sidde 10 �r som undervisningsminister - en meget st�rk modstander af ideologien bag U-90. Bertel Haarders n�gleord var i stedet frihed, decentralisering og h�j faglig kvalitet. Med hensyn til kvaliteten var der fortsat behov for central kontrol. Bertel Haarder arbejdede for friere optag, men var ogs� tilh�nger af fortsat styring af de meget udgiftskr�vende uddannelser og de uddannelser, hvor besk�ftigelsesudsigterne/praktikmulighederne ikke ans�s for at v�re gode.

Bertel Haarder har efterf�lgende anset gennemf�relsen af internationale evalueringer specielt for folkeskolen (1991) for et af de bedste initiativer, han var med til at st�tte. Ogs� etableringen af et evalueringscenter for de videreg�ende uddannelser (1992) var et af hans hjerteb�rn.

Ole Vig Jensen - Uddannelse til alle
Ole Vig Jensen, den 50. undervisningsminister, s� nok i h�j grad sig selv som den gamle J�rgen J�rgensens ideologiske arvtager. Mens J�rgen J�rgensen i hele sit 30-�rige virke som undervisningsminister og politiker tilstr�bte, at s�nner og d�tre af b�nder og arbejdere skulle have bedre uddannelsesmuligheder, arbejdede Ole Vig ogs� for at gennemf�re en ambiti�s plan om uddannelse til alle, s�ledes at restgruppen efterh�nden kunne fjernes helt.

Ved Ole Vigs tiltr�den var det kun ca. 75%, der afsluttede en ungdomsuddannelse. M�let er at dette tal skal s�ttes helt op til 90-95% l �r 2000. Et led i Ole Vigs politik om uddannelse til alle er ogs� alle de lovforslag, som skal tilgodese de svage unge. Ole Vig blev ogs� den minister, der m�tte justere de ambiti�se planer om fuldst�ndig decentralisering. Han blev n�dt til at foretage en vis opstramning af de �konomiske kontrolmekanismer, ikke mindst p�virket af den s�kaldte Tvindsag.

B�de under Bertel Haarder og Ole Vig er gennemf�rt mange reformer. Bertel Haarder gennemf�rte en gymnasiereform, en erhvervsuddannelsesreform og en revision af universiteternes styrelseslov. Ole Vig er yderligere kommet igennem med en ny folkeskolelov og en ny l�reruddannelseslov.

Hvem var de st�rste?
Det vil altid v�re fristende og vel ogs� i overensstemmelse med den tids�nd, der hersker ved 150-�rsjubil�et kort f�r �rtusindskiftet, at rangordne de mange ministre. Hvem fik flest love igennem? Hvem var sikrest i gennemf�relse og administration af lovene? Hvem var mest popul�re i befolkningen? Hvem var bedst til at h�ndtere medierne, organisationerne p� uddannelsesomr�det? Og hvem var bedst til kommunikere med skolerne og deres elever og l�rere? Men ministre kan ogs� vurderes p� deres evne til at holde fast ved synspunkter, selvom de ikke er popul�re og evnen til at g� imod tidens str�m.

Ikke mindst fordi Undervisningsministeriet i den grad har v�ret et holdningsministerium med mange idealistiske ildsj�le p� posten, f�les det n�sten forkert med den slags vurderinger. M�ske ogs� lidt uretf�rdigt. Kravene til en minister har �ndret sig kolossalt l de 150 �r. Nogle fik meget kort tid at virke i og kunne slet ikke n� det, de ville. Og andre var m�ske blot heldige. De fik ministerposten p� et tidspunkt, hvor samfunds�ndringer og forudg�ende kommissionbehandlinger mv. havde gjort tiden moden til reformer.

F�r systemskiftet ragede Monrad, Hall og Scavenius op b�de p� grund af ministerperiodernes l�ngde og p� grund af deres reformer og administrative evner.

Fra systemskiftet og indtil den revolutionerende ekspansion af de h�jere uddannelser satte ind fra 1960, var det ikke mindst J.C. Christensen og J�rgen J�rgensen, der ragede op. De var som n�vnt udstyret med rige politisk/taktiske evner og havde begge gunstige udgangspunkter, fordi reformplaner havde ulmet l�nge. De h�rte til lederkredsen inden for deres partier og havde en st�rk politisk vilje. De gennemf�rte betydelige lovkomplekser med stor betydning for det danske samfund. Ingen af dem undgik politisk modgang. Denne knyttede sig dog ikke specielt til deres virke som undervisningsministre, men mere som politiske ledere. I.C. fik Albertiskandalen, og J�rgen J�rgensen blev m�rket af kritikken af samarbejdspolitikken under bes�ttelsen.

Begge viste dog format til imponerende comebacks.

Hvordan disse to stoute skikkelser ville have gjort sig i vores TV- og medietidsalder, kan man kun gisne om. M�ske havde det ikke v�ret samme succes. Hvis man udelukkende skal m�le ministrene p�, hvor mange love og reformer, de er kommet igennem med, h�ver alle ministre efter 1960 sig h�jt op. Reformtempoet er h�sbl�sende. Samtidig er medie- og pressebev�genhed blevet n�sten overv�ldende.

M�ske er det mest retf�rdige at vurdere ministrene p� styrken af deres uddannelsespolitiske holdninger og viljen til at f�re dem igennem. Her vil udover de ovenn�vnte ogs� de nyeste ministre formentlig komme til at st� ganske smukt, n�r historiens dom falder.

Undervisningsministre gennem 150 �r.

Ditlev Gothard Monrad22.3 1848 - 15.11 1848

Johan Nicolai Madvig16.11 1848 - 7.12 1851

Peter Georg Bang (ad interim) 7.12 1851 - 3.6 1852

Carl Frederik Simony3.6 1852 - 21.4 1853

Anders Sand�e �rsted21.4 1853 - 12.12 1854

Carl Christian Hall12.12 1854 - 6.5 1859

Ditlev Gothard Monrad6.5 1859 - 2.12 1859

Vilhem August Borgen2.12 1859 - 24.2 1860

Ditlev Gothard Monrad24.2 1860 - 31.12 1863

Christian Thorning Engelstoft31.12 1863 - 11.7 1864

Eugenius Sophus Ernst Heltzen11.7 1864 - 30.3 1865

Georg Joachim Quaade (fg.) 30.3 1865 - 7.4 1865

Cosmus Br�strup7.4 1865 - 6.11 1865

Christian Peter Theodor Rosen�rn-Teilmann 6.11 1865 - 4.9 1867

Peter Christian Kjerkegaard4.9 1867 - 6.3 1868

Christian Andreas Fonnesbech (ad interim) 6.3 l 868 - 15.3 1868

Aleth Sophus Hansen15.3 1868 - 22.9 1869

Ernst Emil Rosen�rn22.9 1869 - 28.5 1870

Carl Christian Hall28.5 1870 - 14.7 1874

Jens Jacob Asmussen Worsaae14.7 1874 - 11.6 1875

Johan Christian Henrik Fischer11.6 1875 - 24.8 1880

Jacob Frederik Scavenius24.8 1880 - 6.7 1891

Johannes Magnus Valdemar Nellemann6.7 1891 - 10.7 1891

August Hermann Ferdinand Carl Goos10.7 1891 - 7.8 1894

Vilhelm Bardenfleth7.8 1894 - 23.5 1897

Hans Valdemar Sthyr23.5 1897 - 27.4 1900

Jens Jacobsen Kokholm Bjerre27.4 1900 - 24.7 1901

Jens Christian Christensen24.7 1901 - 14.1 1905

Enevold S�rensen14.1 1905 - 28.10 1909

Michael Cosmus Bornemann Nielsen28.10 1909 - 5.7 1910

Jacob Christian Lindberg Appel5.7 1910 - 21.6 1913

S�ren Keiser-Nielsen21.6 1913 - 30.3 1920

Thorkild Rovsing30.3 1920 - 5.4 1920

Peder J�rgen Pedersen5.4 1920 - 5.5 1920

Jacob Christian Lindberg Appel5.5 1920 - 23.4 1924

Nina Bang23.4 1924 - 14.12 1926

Jens Byskov14.12 1926 - 29.4 1929

Fr. Borbjerg30.4 1929 - 4.11 1935

J�rgen D. J�rgensen4.11 1935 - 9.11 1942

A.G. H�jbjerg Christensen9.11 1942 - 5.5 1945

A.M. Hansen5.5 1945 - 7.11 i945

Mads Hartling7.11 1945 - 13.11 1947

Hartvig Frisch13.11 1947 - 11.2 1950

Julius Bomholt11.2 1950 - 30.10 1950

Flemming Hvidbjerg30.10 1950 - 30.9 1953

Julius Bomholt30.9 1953 - 28.5 1953

J�rgen J�rgensen28.5 1957 - 7.9 1961

K. Helveg Petersen7.9 1961 - 26.9 1964

K. B. Andersen26.9 1964 - 2.2 1968

Helge Larsen2.2 1968 - 11.10 1971

Knud Heinesen11.10 1971 - 27.9 1973

Ritt Bjerreg�rd27.9 1973 - 19.12 1973

Tove Nielsen19.12 1973 - 13.2 1975

Ritt Bjerregaard13.2 1975 - 22.12 1979

Dorte Bennedsen5.1 1979 - 16.9 1982

Bertel Haarder10.9 1982 - 25.1 1993

Ole Vig Jensen25.1 1993 -