Politisk kommunikation set med system-briller (original) (raw)

Politisk kommunikation er et imponerende og ambitiøst forsøg på at overskue en raekke forskningsfelter, der er vokset eksponentielt de sidste årtier. Man kan ud fra forordet slutte sig til, at den isaer er taenkt som laerebog på universitetsniveau, men også undervisere på flere fakulteter vil kunne laere meget af den. Denne anmeldelse skrives af en udenforstående i forhold til forfatternes fagområder: en humanist, der studerer politisk kommunikation fra en retorisk synsvinkel. Jeg vil praesentere bogen og dens grundideer naermere og fremhaeve, hvor jeg isaer mener, man kan blive klogere af den. Jeg vil naevne, hvordan jeg synes, bogen kunne have vaeret endnu nyttigere både som laerebog og som akademisk monografi-måske med henblik på en senere udgave. Jeg vil pege på, at forfatterne alene har fokuseret på visse sider af emneområdet politisk kommunikation og forbigået andre. Min konklusion er, at bogen viser, hvor meget der må vaere at vinde i forskningen om politisk kommunikation hvis forskellige discipliner i hhv. samfundsvidenskab og humaniora kommunikerede mere indbyrdes og laerte af hinanden. Bogen anlaegger "et klart politologisk og mediesociologisk perspektiv" (s. 17) og tegner derudfra sit billede af "nye tider og nye aktører". En grundidé er, at vi befinder os er i en fjerde fase af den politiske kommunikations udvikling. Denne fase går ca. tilbage til 2006, hvor "den mobile datateknologi" brød igennem og indvarslede et "hybridt" mediesystem. Sammenlignet med den tredje fase, "konkurrencestaten" (1984-2006), bringer den fjerde tidsalder en intensiveret kappestrid om reklameindtaegter og publikums opmaerksomhed. Offentligheden fragmenteres, og sociale mediers fremvaekst multiplicerer både muligheder og udfordringer. Her traeder så en ny klasse af aktører ind på scenen: de policy-professionelle. De er eksperter med bredspektrede kompetencer; de er ikke valgt, men ansat, f.eks. i taenketanke, til at påvirke landets politik. De er partiske og arbejder mere skjult fra offentligheden end politiske aktører gjorde før, f.eks. de tidligere