At konstruere fortiden. Om mundtlig tradition og kollektiv erindring i de islandske sagaer (original) (raw)

Unaturlige fortællinger. Hinsides mimetiske modeller

K&K - Kultur og Klasse, 2011

UNNATURAL NARRATIVES, UNNATURAL NARRATOLOGY | In recent years, the study of unnatural narrative has developed into one of the most exciting new paradigms in narrative theory. Both younger and more established scholars have become increasingly interested in the analysis of unnatural texts, many of which have been consistently neglected or marginalized in existing narratological frameworks. By means of the collaboration of four scholars who have been developing unnatural narratology, this article seeks to summarize key principles, to consolidate some conclusions, to extend the work through carefully chosen examples, and, finally, to point toward the future.

Historiefagets ontologi - en replik

Historisk Tidsskrift, 2013

Nar man skriver en bog om historie, der i forste raekke henvender sig til studerende, der beskaeftiger sig med historie i forbindelse med en videregaende uddannelse, er det en kilde til glaede, nar fire historiestuderende – Tea Dahl Christensen, Per Hoberg, Michael Kuur Sorensen og Christian Ydesen1 – erklaerer, at bogen har »formaet at aftvinge refleksion, diskussion og kritiske overvejelser blandt studerende«.2 Men de gar ogsa videre og underkaster den historieog samfundsteoretiske position, der fremlaegges i bogen, en indgaende kritisk droftelse. Jeg vil kvittere for deres »tilbagemelding fra et brugerperspektiv« med en replik fra positionen som afsender. Formalet hermed er at bidrage til en yderligere bearbejdelse af de historieog samfundsteoretiske konflikter, som Christensen m.fl. tager op. Da vi er fortalere for to (delvis/meget) forskellige historieog samfundsteoretiske tilgange, er det forventeligt, hvis etablering af en frugtbar droftelse kan vise sig vanskelig. Det er dog...

Forførelsens element. Når vi ser etnografiske film

Tidsskriftet Antropologi, 1993

Når en rulle celloluid med kemiske mønstre og et magnetisk bånd med polariserede atomer saettes i en filmprojektor, så fremstår der på laerredet og i rummet et spil af former, farver, kontraster og lyde, som baerer en vis lighed med den fysiske verden. Disse sensoriske indtryk registreres af vores øjne og ører, og stimulerer nerveimpulser til hjernen. Impulserne ordnes til mønstre, som behaeftes med mening ved at de sammenhol des med kulturelt bestemte meningskoder, som vi hver isaer råder over og genkender i de nye informationer. Sådan kunne man kort resumere perceptionsprocessen hos en bio grafgaenger. Hvis man haevder, at i vores dagligdags perception af den fysiske verden, er det, vi ser, ikke er verden selv, men et kulturelt kodificeret billede af den, så er der egentlig ikke nogen stor perceptiv forskel på at se den fysiske verden og dens filmiske repraesentation. Når man så tilføjer, at det, antropologer gør, når de indvinder viden, netop er at opleve, at se og lytte til den fysiske verden omkring dem-i overensstemmelse med en positivistisk idé om, at hvis man ser/hører noget, så eksisterer det-så forstår man, at de kan have en noget ambivalent holdning til filmmediet. På den ene side forekommer film lige så lydligt og visuelt virkelige som den fysiske verden de repraesenterer, og på den anden side er de kun repraesentationer af den. Det er efterhånden alment accepteret, at socialvidenskaberne ikke kan vaere objek tive, uafhaengige af den, der opfatter, og at deres videnskabelighed skal søges andetsteds. Enhver tekstlig repraesentation af en oplevet virkelighed vil vaere subjektiv, og det samme gaelder naturligvis for film. Men fordi film ikke kun anvender symbolske tegn som teksten, (som jo på ingen måde ligner det, den repraesenterer, medmindre den handler om, hvordan tekster ser ud), fordi film både ligner og har denne uomtvistelige fysiske forbindelse til en virkelig verden, som de er direkte aftryk af, og fordi de minder om antropologisk oplevelses-og indsamlingspraksis i felten, forfører og forvirrer de. Den paradoksale relation imellem de to samtidige udsagn, som film uafladeligt kommunikerer-"jeg er virkelighed" og , jeg er blot en repraesentation"-har skabt røre inden for videnskabelige kredse lige fra fremkomsten af de første levende billeder i 1895

At handle i tid og rum. Et socialkonstruktivistisk historiebegreb

Historisk Tidsskrift, 2011

Ved Dansk Historikermøde 2003 fremlagde jeg en analyse af danske faghistorikeres historiebegreb, der efterfølgende blev trykt i Historisk Tidsskrift. 1 Det affødte kun en kort debat med Carsten Due-Nielsen, 2 og i et forsøg på at få igangsat en bredere debat herom vil jeg nu skitsere, hvad der for mig udgør et frugtbart og velbegrundet alternativ til den fremherskende opfattelse-et historiebegreb, der kan betegnes som socialkonstruktivistisk. Rivaliserende historiebegreber Jeg fremstillede ikke dansk faghistorie som en monolitisk traditionsdannelse, men pegede på, at den fremherskende opfattelse saetter lighedstegn mellem begreberne 'historie(n)' og 'fortid(en)'. Historie defineres følgelig som en videnskab om det fortidige (på tysk Vergangenheitswissenschaft)og faghistorikere som fortidsspecialister, og dermed etableres der et metodisk-teoretisk skel mellem at udforske fortidige og nutidige sagforhold-en graensedragning, som den britiske historiker Raphael Samuel har søgt at indfange ved hjaelp af en rammende metafor:

Faghistorikeres historiebegreb. Baggrund, kendetegn og virkninger

2013

De fleste historikere af fag vil medgive, at de må kunne gøre rede for og helst begrunde det begreb om historie, der ligger til grund for deres faglige virksomhed. Det må udgøre et centralt moment i deres faglige kunnen. Men der findes-mig bekendt-ingen indgående undersøgelser af, hvordan historikere faktisk har forstået og brugt termerne 'historie' og 'historisk', efter at deres fag blev etableret som en distinkt videnskab i løbet af sidste tredjedel af 1800-tallet. Det gaelder såvel i en dansk som i anden vestlig sammenhaeng. 1 Der findes ganske vist et vaerk af den britiske historiker, filosof og arkaeolog R.G. Collingwood med titlen The Idea of History. Det er i første raekke baseret på de historieteoretiske og begrebshistoriske forelaesninger, han holdt i Oxford i 1936 og 1940, og det blev udgivet posthumt første gang i 1946 og senest i 1993. 2 Collingwood behandlede historiebegrebets historie fra oldtiden og frem til begyndelsen af 1900-tallet, men når han kom til det, der blev benaevnt historieforskning ('scientific history'), beskaeftigede han sig ikke i første raekke med faghistorikernes, men mere med historiefilosoffernes historieforståelsefx Wilhelm Diltheys, Heinrich Rickerts og Benedetto Croces. Der findes ligeledes artiklen Geschichte, Historie i bind 2 af Geschichtliche Grund-1 Det følgende er en bearbejdet og udvidet version af mit foredrag ved Dansk Historikermøde 2003 og ligger i direkte forlaengelse af mit foredrag ved Dansk Historikermøde 1995, hvor der afslutningsvis blev peget på de problemer, der følger af at arbejde med afsaet i et 'fortidsfikseret' historiebegreb-jf. »Selvrefleksion i dansk faghistorie: en sta