Bjørnens predasjon på elg (original) (raw)

Forførelsens element. Når vi ser etnografiske film

Tidsskriftet Antropologi, 1993

Når en rulle celloluid med kemiske mønstre og et magnetisk bånd med polariserede atomer saettes i en filmprojektor, så fremstår der på laerredet og i rummet et spil af former, farver, kontraster og lyde, som baerer en vis lighed med den fysiske verden. Disse sensoriske indtryk registreres af vores øjne og ører, og stimulerer nerveimpulser til hjernen. Impulserne ordnes til mønstre, som behaeftes med mening ved at de sammenhol des med kulturelt bestemte meningskoder, som vi hver isaer råder over og genkender i de nye informationer. Sådan kunne man kort resumere perceptionsprocessen hos en bio grafgaenger. Hvis man haevder, at i vores dagligdags perception af den fysiske verden, er det, vi ser, ikke er verden selv, men et kulturelt kodificeret billede af den, så er der egentlig ikke nogen stor perceptiv forskel på at se den fysiske verden og dens filmiske repraesentation. Når man så tilføjer, at det, antropologer gør, når de indvinder viden, netop er at opleve, at se og lytte til den fysiske verden omkring dem-i overensstemmelse med en positivistisk idé om, at hvis man ser/hører noget, så eksisterer det-så forstår man, at de kan have en noget ambivalent holdning til filmmediet. På den ene side forekommer film lige så lydligt og visuelt virkelige som den fysiske verden de repraesenterer, og på den anden side er de kun repraesentationer af den. Det er efterhånden alment accepteret, at socialvidenskaberne ikke kan vaere objek tive, uafhaengige af den, der opfatter, og at deres videnskabelighed skal søges andetsteds. Enhver tekstlig repraesentation af en oplevet virkelighed vil vaere subjektiv, og det samme gaelder naturligvis for film. Men fordi film ikke kun anvender symbolske tegn som teksten, (som jo på ingen måde ligner det, den repraesenterer, medmindre den handler om, hvordan tekster ser ud), fordi film både ligner og har denne uomtvistelige fysiske forbindelse til en virkelig verden, som de er direkte aftryk af, og fordi de minder om antropologisk oplevelses-og indsamlingspraksis i felten, forfører og forvirrer de. Den paradoksale relation imellem de to samtidige udsagn, som film uafladeligt kommunikerer-"jeg er virkelighed" og , jeg er blot en repraesentation"-har skabt røre inden for videnskabelige kredse lige fra fremkomsten af de første levende billeder i 1895