Intern uro i Enhedslisten fortsætter: Topfigur trodser Dragsted (original) (raw)

Den interne uro i Enhedslisten fortsætter.

Et medlem af Enhedslistens ledelse går nu direkte imod den linje, som med politisk ordfører Pelle Dragsted i spidsen blev vedtaget på partiets ekstraordinære årsmøde for to uger siden.

På årsmødet, der blev indkaldt i kølvandet på B.T.s afdækning af terrorstøtten i partiets bagland, stemplede et flertal protestgruppen Rødt Venstre som en »partiskadelig fraktion«, man i yderste konsekvens kan blive ekskluderet for at være medlem af.

Baggrunden for det er, at medlemmer af gruppen adskillige gange har trodset partilinjen ved blandt andet at erklære deres støtte til den palæstinensiske organisation DFLP, som deltog i terrorangrebet mod Israel den 7. oktober.

Men trods årsmødets klare dom fortsætter Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlem Christian Ivan Jacobsen i Rødt Venstre, hvor han også er en del af ledelsen.

Det bekræfter han overfor B.T.

I en skriftlig kommentar lyder det fra Christian Ivan Jacobsen, at han i modsætning til andre centrale skikkelser fra Rødt Venstre ikke truer med at gå, men med at blive.

»Det er ikke min plan,« lyder svaret fra Christian Ivan Jacobsen til B.T.s spørgsmål om, hvorvidt han har tænkt sig at melde sig ud af Enhedslisten.

Christian Ivan Jacobsen er medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten. Han fortsætter i Rødt Venstres ledelse, selvom protestgruppen er blevet stemplet som »partiskadelig« af et flertal på partiets ekstraordinære årsmøde.

Christian Ivan Jacobsen er medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten. Han fortsætter i Rødt Venstres ledelse, selvom protestgruppen er blevet stemplet som »partiskadelig« af et flertal på partiets ekstraordinære årsmøde.Foto: Enhedslisten

Vis mere

»Lige nu sidder jeg i hovedbestyrelsen, og er valgt ind af medlemmerne. Jeg mener, at jeg har et ansvar overfor dem, og jeg vil derfor som minimum fortsætte til næste årsmøde, hvor en ny hovedbestyrelse skal vælges. Jeg håber, at situationen kan blive god igen, og på at blive,« tilføjer han.

B.T. har forsøgt at få Enhedslistens forretningsudvalgsansvarlige, Rasmus Holme Nielsen, i tale.

Det er ham, der gang på gang er blevet sendt i byen for at håndtere den interne uro i partiet.

Vi ville gerne have spurgt Rasmus Holme Nielsen, hvordan han og den øvrige ledelse forholder sig til, at Christian Ivan Jacobsen trodser partilinjen, og om de vil arbejde på at ekskludere ham.

Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra Rasmus Holme Nielsen, fordi han er på juleferie.