ANP (original) (raw)
ANP er et peptidhormon, som produceres af og lagres i specialiserede celler i hjertets atrier (forkamre). ANP er nært beslægtet med BNP (B-type natriuretisk peptid) og CNP (C-type natriuretisk peptid). Hormonet består af 28 aminosyrer.
Faktaboks
forkortelse for atrialt natriuretisk peptid
Også kendt som
atrial natriuretisk faktor (ANF)
Ved visse typer svigt i blodcirkulationen ophobes blodet i hjertets forkamre. På grund af stræk i hjertemuskulaturen udskilles ANP fra de sekretorisk-kontraktile celler, der er blevet strakt. ANP virker på membranreceptorer i nyrerne og fører til øget udskillelse af natrium og vand med urinen samt til udvidelse af blodkar (vasodilatation). Før opdagelsen af dette peptid vidste man ikke, at hjertemuskulaturen kunne udskille hormoner.
Ved hjertesvigt findes øgede koncentrationer af ANP i blodet, men koncentrationen af BNP og markører tilknyttet BNP har vist sig at være bedre markører for hjertesvigt.