August Bournonville (original) (raw)
Faktaboks
August Bournonville
Født
21. august 1805
Død
30. november 1879
August Bournonville. Foto fra 1870.
August Bournonville var en dansk danser, koreograf og balletmester. Hans navn er centralt i verdens ballethistorie, og Den Kongelige Ballets internationale ry skyldes først og fremmest det repertoire og den stil, han skabte, og som har været danset i ubrudt tradition til i dag. Bournonville koreograferede og iscenesatte over 50 balletter foruden et utal af divertissementer. Omkring en halv snes af hans værker er bevaret.
Auguste Bournonvilles baggrund
August Bournonville blev født i København den 21. august 1805. Hans højtelskede “englemor”, Lovisa Sundberg (1776-1859), var en gudsfrygtig, karakterstærk og højt begavet svensk tjenestepige, der var indvandret fra Marstrand ved Göteborg og passede hus for enkemanden, franskmanden Antoine Bournonville og hans to børn, Antoine og Gustava.
Bournonvilles far var ”en ægte chevalier français af den gamle race” – en stolt og berømmet solodanser, der havde optrådt på Europas største scener, før skæbnen i 1792 førte ham til København. ”_La carrière la plus glorieuse du monde_” – 'den mest glorværdige karriere i verden' – kaldte han sin profession, selvom dansere reelt havde meget lav social status.
Karakteren, jernviljen og sin tro arvede August Bournonville fra sin mor, og talentet, temperamentet, den galliske stolthed og ærgerrigheden på sin kunstarts vegne fra den åndfulde og intellektuelle Antoine, der som elev af balletreformatoren Jean-Georges Noverre var formet af oplysningstiden.
I første del af sine erindringer, Mit Theaterliv I-III (1848-1878), skriver August Bournonville detaljeret om sin baggrund, opvækst og uddannelse som danser i Vincenzo Galeottis og ikke mindst sin fars gamle skole.
Uddannelse og karriere i udlandet
I 1824 rejste Bournonville som 19-årig til Paris for at færdiggøre sin uddannelse i den postrevolutionære, nye franske stil hos tidens store mestre Pierre Gardel (1758-1840), Jean-François Coulon (1764-1836), men først og fremmest som privatelev hos Auguste Vestris.
Her opnåede Bournonville på Vestris' indstilling at blive eksamineret og optaget ved Pariseroperaens ballet som solodanser samt at danse med den epokegørende ballerina Marie Taglioni. Bournonville optrådte videre som solodanser i London og Berlin og fik tilbud om engagementer i Wien og Sankt Petersborg, som han takkede nej til.
Ansættelse ved Det Kongelige Teater
August Bournonville sammen med balletbørn. Foto uden år.
I 1829 gæsteoptrådte han for første gang i København, og ved samme lejlighed forhandlede han en 18-årig kontrakt som solodanser og dansedirektør – senere balletmester – ved Det Kongelige Teater, hvor hans livs virke skulle komme til at ligge.
"Han flyver," sagde man om hans virtuose dans i sin debut i partiet som vestenvinden Zefyr i sin egen koreografi Gratiernes hyldning, men frem til sin død præcis 50 år senere var det som koreograf, Bournonville udøvede en skelsættende indflydelse på dansk ballet.
Med sig hjem fra Paris tog Bournonville den franske romantiske balletstil og Vestris' skole, som han over tid gjorde til sin egen og beskrev i sit teoretiske værk Etudes chorégraphiques (1848-1865). Han omorganiserede den danske ballet, som var i en slet forfatning, fremeksercerede et kompagni, skabte solister og koreograferede.
Det var Bournonville magtpåliggende, at hans dansere blev respekteret som ligeværdige borgere. Ved flere lejligheder satte han sin stilling ind på at sikre retfærdige lønvilkår for teatrets kunstnere, han grundlagde dansernes private pensionsfond og arbejdede også kunstnerisk ud fra et mål om at løfte dansernes sociale stilling.
Balletdigter
August Bournonville skildret af maleren Emil Bærentzen 1841-1842. Tryk efter litografi efter maleri.
I starten af sin balletmesterperiode støttede August Bournonville sig til det franske repertoire, men han udviklede hurtigt en personlig kunstnerisk vision.
I 1836 skabte han sin egen udgave af Sylfiden, som fire år tidligere havde været gennembrudsværket for den romantiske ballet i Paris: Librettoen var den franske sanger Adolphe Nourrits (1802-1839), men Bournonvilles iscenesættelse og bearbejdning var dramatisk original og væsensforskellig fra den franske ballet.
Mens digtere og professionelle librettister kom til at præge den romantiske ballet i Frankrig og Europa i en grad, hvor koreografens rolle væsentligt blev reduceret til trinmager, holdt Bournonville i Danmark fast i Jean-Georges Noverres (1727-1810) og Gasparo Angiolinis (1731-1803) hovedtanke om koreografen som et balletværks forfatter, som auteur.
Med sin enorme kapacitet, sin musikalske uddannelse – han debuterede som 14-årig i en dobbeltviolinkoncert med J.P.E. Hartmann som sin partner – sin sans for masseregi og kunstneriske vision kom Bournonville desuden til at fungere som instruktør ved både skuespillet og operaen, hvor han blandt andet iscenesatte Richard Wagners Lohengrin og Tannhäuser i henholdsvis 1870 og 1875.
Sine mange år som balletmester på nationalscenen oplevede han dog som en evig kamp for respekt og anerkendelse.
I 1855 forlod han i protest mod teaterchefen Johan Ludvig Heibergs kunstneriske politik Det Kongelige Teater og tog imod et engagement som balletmester ved Kärntnertortheater i Wien. Efter Heibergs afsked kun et år senere vendte Bournonville tilbage til København, men i perioden 1861-1864 gentog forløbet sig med F.F. Tillisch som teaterchef. Tillisch mente ligefrem, at man kunne spare balletten væk, og Bournonville, der ikke kunne arbejde under sådanne forhold, tog imod ansættelse som kunstnerisk leder ved Kungliga Teatern i Stockholm.
Bournonvilles værker
Når Bournonville efter sine ophold i udlandet vendte tilbage til Danmark, var det i erkendelse af, at hans ambitioner nok mødte manglende forståelse eller ligefrem modstand hjemme, men at kun i København havde han faktisk mulighed for at være fuldkommen tro mod sine egne kunstneriske og moralske idealer. Her kunne han skabe værker, der hyldede kærligheden, livet, sandheden og det svære, men simple ved at være menneske. Omsorg og tilgivelse er gennemgående motiver.
Idéerne i Bournonvilles værker var lige så væsentlige dele af en ballet som scenografi, kostumer, musik, koreografi og instruktion. Han instruerede alle forestillingens elementer, og som "balletdigter" skabte han 53 værker til Det Kongelige Teater, hvor nøgleordet var "ånd".
Fem balletter var "arrangerede" værker; det vil sige opsætninger efter andre kunstneres forlæg, som det var praksis i perioden. 48 var originale, nykomponerede arbejder, hvor han selv skrev librettoen formet af hans personlighed, præcise kunstsyn og idealer om kunstens ansvar og forpligtelse som dannende: "Det er kunstens og navnlig teatrets mission at skærpe tanken, løfte sindet og forfriske sanserne," erklærede Bournonville i sin Koreografiske Trosbekendelse i Mit Theaterliv.
Genrer
Genremæssigt rækker Bournonvilles store produktion fra underholdende idylballetter som Fjernt fra Danmark (1860) og folkelivsbilleder som Brudefærden i Hardanger (1853), efter et kendt oliemaleri fra 1848 af de to norske nationalromantiske malere Adolph Tidemand og Hans Gude, til ambitiøse historiske dramaer som Erik Menveds Barndom (1843) efter B.S. Ingemanns roman. Disse balletter opføres ikke længere.
Bournonvilles episke balletter Valdemar (1835), Valkyrien (1861) og Thrymskviden (1868) samt idémæssigt udfordrende titler som Psyche (1850) og Faust (1832) er desværre også gået tabt. Men den særegne arv, der har overlevet med Sylfiden, Napoli og Et folkesagn som hovedværkerne, er kendetegnet ved noget essentielt, hvor Bournonvilles empatiske evne til at skabe sympatiske og helt igennem genkendelige menneskelige karakterer og relationer er enestående i det historiske balletrepertoire.
"Jeg har tilkæmpet balletten en anstændig plads i kunstens rige og gjort den til en pryd for den samme scene, hvor jeg fordum har set den ringeagtet og forsømt," skrev Bournonville efter udløbet af sin første kontrakt med Det Kongelige Teater i 1948.
Bournonville-stilen
"Man skal have set Bournonville danse for at forstå hans koreografi," skrev forfatteren og kritikeren Meïr Aron Goldschmidt med stor indsigt i 1848, samme år Bournonville trak sig tilbage fra scenen.
Bournonvilles personlige humanitet er selv i dag nøglen til hans koreografi og kunstneriske gejst. Man behøver ikke være dansk for at forløse ånden i hans teknisk svære dans, men man skal have hjertet med. "Højdepunktet af kunstfærdighed er at dølge mekanismen og anstrengelsen ved harmonisk ro," erklærede han i sin Koreografiske Trosbekendelse. Dansen er, med Bournonvilles ord, "væsentlig et udtryk for glæden, en trang til at følge musikkens rytme."
Med udgangspunkt i den tekniske kunnen, han havde tilegnet sig i Paris og efterfølgende på sine rejser, skabte Bournonville danse og en karakteristisk stil, der var kendetegnet ved en ren linjeføring, en ubesværet, men sindrig og original musikalitet samt en sans for legende kadence og komposition.
Bournonvilles signaturtrin, grand jeté en avant, der lander i attitude derrière – et spring frem på scenen og mod publikum, der ofte er beskrevet som “den danske omfavnelse” – er velkendt. Men den overraskende raffinerede brug af små forberedelses- og forbindelsestrin som pas de bourrée en couru à côté er lige så usædvanlig og en af hemmelighederne bag de store springs mirakuløse lethed og generøse, smittende effekt.
Hvor eksempelvis den koreografiske rytme i klassisk russisk ballet er tung og rytmisk taktfast, er den hos Bournonville hurtig, fuld af variation, leg og en excentricitet, der er blevet sammenlignet med godmodig, drillende dansk humor. Den er glædesfuld, vittig, raffineret og overraskende og åbner for en verden af musikalitet, der ikke findes magen til i andre stilarter.
Bournonvilles danske ånd
Internationalt var perioden præget af en stor udveksling af dansere, koreografer og værker, men modsat praksis i Sankt Petersborg, Paris og London engagerede Bournonville aldrig udenlandske stjernedansere. Hans forestilling om dramatiske realisme og krav om troværdighed og kunstnerisk sandhed i det personlige spil var tilpasset Det Kongelige Teaters dimensioner og skulle så at sige være i øjenhøjde med det publikum, han forstod og følte sig tæt forbundet med kulturelt.
Bournonville betragtede Adam Oehlenschläger og Bertel Thorvaldsen som sine kunstneriske fædre. Hans balletter stod i deres karakter i så tæt sammenhæng med hans humanitet og overbevisning og med det, han så som kunstens opgave, nemlig at uddanne og løfte "nationerne" ved deres skønhed, at de kun kunne fortolkes af dansere med samme sindelag og værdier, som han selv havde. Det betød i vid udstrækning, og særligt efter tiden omkring indførelsen af Grundloven af 1849 og Treårskrigen, at de måtte være danske, og her lå der en dyb sammenhæng med dansens udtryk.
Derfor opleves festdansene i tredje akt af Napoli, trods deres edderkoppetrin og hatteslyngende, latinske temperamentsudfoldelse, paradoksalt som en lykkelig dansk sommeraften, og lyset i anden akt af Sylfidens Skotland som en bøgeskov ved Østersøen, og derfor er Bournonvilles ærkedanske Et folkesagn først og fremmest en ballet om identitet.
Det moderne gennembruds fader Georg Brandes afviste nationalromantikken, men beskrev anerkendende i en artikel i Kulturkritik i 1869-1870 Et folkesagn som havende ”virkelig betydning for dansk åndsliv”.
Arven efter Bournonville
Den Kongelige Ballet var op gennem 1900-tallet stærkt præget af Bournonvilles repertoire, æstetik og kunstsyn, hvor Hans Beck som balletmester i perioden 1894–1915 værnede som en løve, ikke kun om repertoiret, stilen og træningen, men om værdierne.
Beck organiserede også de berømte Bournonville-skoler – én skole, ét sæt træningsøvelser til hver af arbejdsugens seks dage – og gav blandt andet Napolis tredje akt den kompositorisk vellykkede form, der blev brugt frem til 2007.
"Bournonville har sagt det," svarede Beck, når han blev mødt med idéer om fornyelse, han ikke så som originale, men som gentagelser i mindre prægnant form.
I sin periode som balletmester 1932–1951 reviderede Harald Lander det overleverede repertoire med fravalg af Bournonvilles nordiske og nationalromantiske værker.
I 100-året for Bournonvilles død førte Henning Kronstam som balletmester i 1979 kompagniet tilbage på dets historiske spor. Ikke kun med en skelsættende og nu sagnomspunden festival, der for alvor manifesterede Bournonvilles repertoire og placerede Den Kongelige Ballet internationalt som ikke alene kunstnerisk enestående, men som et af de måske fem bedste balletensembler i verden.
Jubilæet og den store internationale interesse for Bournonville blev også anledning til et omfattende ballethistorisk og kritisk arbejde med arven fra 1800-tallet af blandt andre Erik Aschengreen, Allan Fridericia, Ebbe Mørk, Ole Nørlyng (1946-2016) og Charlotte Christensen – og senere Knud Arne Jürgensen.
Frank Andersen, der første gang overtog ledelsen af Den Kongelige Ballet i 1985, kom over flere perioder og i to omgange til at stå for en traditionstro forvaltning af Bournonville-arven og var hovedmanden bag en Bournonville-festival i 1993 og 200-årsfejringen af Bournonvilles fødsel i 2005.
Nikolaj Hübbe blev i 2008 ansat som balletmester med et opdrag om at revitalisere Den Kongelige Ballet og Bournonville-traditionen. Modsat forventning nedprioriterede han Bournonville-repertoiret markant og reviderede 1800-talskoreografens hovedværker med fortolkninger, der stod i kontrast og nærmest var antiteser til Bournonvilles klassicisme og positive livssyn.
Den Kongelige Ballet ansatte under Nikolaj Hübbe også kun i meget begrænset omfang dansere, der var uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. På lidt mere end et årti blev proportionaliteten i forholdet mellem dansere uddannet på Den Kongelige Ballet og dansere uddannet andetsteds forrykket, så mindre end en tredjedel af nationalballettens dansere ved hans afgang var skolet i og vokset op med en forståelse af dens historiske arv.
Amy Watson, der har været balletchef siden november 2024, vil med en Bournonville-strategi arbejde for reetableringen og bevarelsen af Bournonville-arven.
Familie
August Bournonville blev 23. juni 1830 gift med svenske Helena Fredrika Håkansson (1809-1895), som hans mor Lovisa havde introduceret ham for. Det var et lykkeligt og ligeværdigt ægteskab, hvor også Helenas søster Eva Suell (1803-1888) og deres mor Charlotte (1779–1858) var del af husholdningen.
August og Helena Bournonville fik sammen børnene Louise Augusta, Charlotte, Mathilde, Therese og Edmond Bournonville, hvor den ældste datter påbegyndte, men tidligt opgav en karriere som danser. Charlotte Bournonville (1832-1911) blev operasanger og Kgl. kammersangerinde ved Det Kongelige Teater og stod senere i livet bag flere udgivelser af sin fars efterladte skrifter.
Parret adopterede i 1851 en forældreløs pige, Wilhelmine Charlotte Stenstrøm, der herefter bar navnet Bournonville.
August Bournonville var desuden far til en datter født udenfor ægteskab i Paris i 1829, Louise Antoinette Lefort.