British Virgin Islands (original) (raw)

Faktaboks

Også kendt som

Britiske Jomfruøer

Indbyggertal

31.300 (FN-estimat (FAO), 2022)

Areal

150 km²

British Virgin Islands (mørkegrønt) ligger i Caribien.

British Virgin Islands og de omkringliggende lande.

British Virgin Islands er et britisk territorium og en øgruppe i Caribien nordøst for U.S. Virgin Islands. Øerne har et samlet areal på 150 km2 og 31.300 indbyggere (2022).

British Virgin Islands har lokalt selvstyre. 80 % af befolkningen bor på hovedøen Tortola med hovedstaden Road Town; i øvrigt er Anegada og Virgin Gorda de største øer.

Økonomien er domineret af en forholdsvis eksklusiv turisme, og øgruppen besøges endvidere af et stort antal krydstogtskibe og yachter.

Øernes historie

Øerne blev opdaget af spaniere allerede i 1493, og i 1600-tallet begyndte både hollændere, franskmænd og englændere at interessere sig for dem. I 1672 indtog englænderne Tortola, og en del af de hollandske indbyggere flygtede til den nyetablerede danske koloni på naboøen Sankt Thomas, hvor de kom til at udgøre hovedparten af den europæiske befolkning.

Britiske plantager

I 1680 anlagdes de første britiske plantager på Virgin Gorda. En stor del af indbyggerne er efterkommere af afrikanere, der som slaver arbejdede på plantagerne. 1872-1956 var British Virgin Islands en del af kolonien Leeward Islands.

Befolkningen

Befolkningen har siden 1700-tallet stået i nær handelsforbindelse med indbyggerne i Dansk Vestindien, siden 1917 US Virgin Islands, og mange indbyggere har siden slaveriets afskaffelse i 1834 søgt arbejde som søfolk, kulbærere og tjenestefolk i Charlotte Amalie på Sankt Thomas eller som landarbejdere på Sankt Jan. Der er færgeforbindelse mellem Tortola og Sankt Thomas.

Den lille ubeboede Norman Island siges at være model for R.L. Stevensons roman Skatteøen (1883).

Læs mere i Lex

Kommentarer