Caribien (original) (raw)
Caribien er øerne mellem Nord- og Sydamerika, der omfatter Store Antiller, Små Antiller og Bahamas. Området består 13 selvstændige lande, ni territorier med delvis selvstyre og to franske departementer. Flere af landene er blandt de mindste i verden. I alt 286.000 km2 landareal med 39,17 mio. indb. (2009). Af historiske og kulturelle grunde medregnes Belize i Centralamerika og Guyanastaterne i Sydamerika ofte til Caribien.
Faktaboks
Geologisk set er alle øerne dannet i forbindelse med kontinentalpladebevægelser og består af vulkansk materiale (især de Store Antiller), hævet oceanbund og koralrev.
Befolkningen på Cuba og Puerto Rico er overvejende af europæisk oprindelse og taler ligesom befolkningen i Den Dominikanske Republik spansk. Indbyggerne på de øvrige øer har fortrinsvis engelsk og fransk som hovedsprog, og flertallet er af afrikansk herkomst.
Som hovederhverv på mange af de mindre øer er plantagedriften med især sukkerrør nu erstattet af turisme. På Cuba er sukker fortsat den vigtigste eksportvare, men turismen har siden 1996 tilført mere fremmed valuta.
Liste over selvstændige lande, kolonier og selvstyrende områder
| hovedstad | indb. i tusinde (ca. 2010) | areal (km2) | |
|---|---|---|---|
| selvstændige lande | |||
| Antigua og Barbuda | St. John's | 82 | 442 |
| Bahamas | Nassau | 354 | 13864 |
| Barbados | Bridgetown | 278 | 430 |
| Cuba | Havana | 11170 | 110860 |
| Dominica | Roseau | 72 | 751 |
| Dominikanske Republik | Santo Domingo | 9400 | 48440 |
| Grenada | St. George's | 110 | 378 |
| Haiti | Port-au-Prince | 10400 | 27750 |
| Jamaica | Kingston | 2889 | 11425 |
| Saint Kitts og Nevis | Basseterre | 50 | 262 |
| Saint Lucia | Castries | 174 | 617 |
| Saint Vincent og Grenadinerne | Kingstown | 103 | 388 |
| Trinidad og Tobago | Port of Spain | 1225 | 5124 |
| kolonier og selvstyrende områder | |||
| Anguilla (Storbrit.) | The Valley | 13 | 96 |
| Aruba (Hollandsk indt. 1996) | Oranjestad | 101 | 193 |
| British Virgin Islands | Road Town | 28 | 130 |
| Caymanøerne (Storbrit.) | George Town | 56 | 259 |
| Guadeloupe (Frank.) | Basse-Terre | 406 | 1705 |
| Hollandske Antiller | Willemstad | 284 | 607 |
| Martinique (Frank.) | Fort-de-France | 386 | 1079 |
| Montserrat (Storbrit.) | Plymouth | 5 | 106 |
| Puerto Rico (USA) | San Juan | 3667 | 8872 |
| Turks- og Caicosøerne (Storbrit.) | Grand Turk | 31 | 430 |
| US Virgin Islands | Charlotte Amalie | 106 | 347 |
Folkeslag
I forhistorisk tid var Caribien beboet af indianere, kaldet arawaker og caribere, som kom fra det sydamerikanske kontinent. I løbet af de første 50 år efter europæernes kolonisering uddøde hovedparten på grund af nye sygdomme og det påtvungne slavearbejde for europæerne. Læs mere om Caribiens folkeslag.
Musik
Caribien rummer et væld af livskraftige musikkulturer, hvoraf mange har opnået stor popularitet over hele verden. Læs mere om Caribiens musik.
Historie
De indianersamfund, som spanierne mødte på øerne i det Caribiske Hav, var indvandret fra syd ca. 2000 år tidligere. Opdagelsen og erobringen efter 1492 fik katastrofale følger for øernes indianersamfund, både for tainoerne på de Store Antiller og for cariberne på de Små Antiller. Læs mere om Caribiens historie.