Eremitageslottet (original) (raw)
Lauritz de Thurahs første udkast til Eremitageslottet eller, som der står på tegningen, den nye pavillon i Jægersborg Dyrehave, viser slottet næsten, som det kom til at se ud. Det ydre blev dog noget rigere og med en terrasse eller bastion rundt om.
Eremitageslottets rigt udsmykkede hovedfacade i august 2019.
Eremitageslottet er et kongeligt jagtslot i Jægersborg Dyrehave nord for København. Det blev opført i årene 1734-1738 for Christian 6. af hofbygmester Lauritz de Thurah.
Faktaboks
Også kendt som
Jagtslottet Eremitagen
Eremitageslottets forgænger
Eremitageslottets historie begyndte i 1670’erne, da Christian 5. lod etablere et sammenhængende jagtterræn til tidens populære parforcejagt i nærheden af det kongelige lystslot Ibstrup, som nu blev omdøbt til Jægersborg Slot. For at få et sted til korte hvil under jagten blev der i 1694 bygget et lysthus inden for grænserne af den nye dyrehave. Huset blev udstyret med en kikkert, så kongen kunne følge udviklingen i jagten udenfor, en toiletstol og et såkaldt eremitagebord, nemlig et bord med en bordplade, der i opdækket tilstand kunne hejses op fra et køkken i kælderen til en spisesal i etagen ovenover, så kongen kunne nyde måltidet uden tjenere ”en eremitage”, dvs. i ensomhed. Bordet var konstrueret af astronom og ingeniør Ole Rømer, og det blev efterfølgende kopieret på en del andre slotte. Men originalen gjorde lysthuset i Jægersborg Dyrehave kendt som Eremitagen, og da Christian 6. i 1734 lod sin farfars forfaldne hus erstatte med et nyt og større på et ”belejligere Sted der i Nærheden”, fik det nye hus også både et eremitagebord og navnet Eremitageslottet. Det nye eremitagebord blev efter få år fornyet under opsyn af hofbygmester Nicolai Eigtved, men blev efter kongens befaling taget ud af brug før 1759. Sidenhen har Eremitageslottet ikke haft noget eremitagebord.
Eremitageslottets indretning
Eremitageslottets hjerte, den rigt udstyrede spisesal, stråler i hvidt, sort, blåt og guld. Gulv, dørindfatninger og paneler står i lysende marmor, og de indfattede spejle i loftet giver rummet yderligere liv. Bordet er ikke det oprindelige eremitagebord.
Udsigt fra de døre, der fra Eremitageslottets spisesal åbner ud til en lille balkon. Fra dette sted kunne en stor del af jagtterrænet overskues.
Eremitageslottet er ligesom sin forgænger bygget til korte ophold under jagten, og for at pausen kunne blive en integreret del af forløbet, blev bygningen placeret på et højdedrag i et knudepunkt af stisystemer og med udsyn viden om. Den består af en kubisk blok med mansardtag, en refendfuget underetage og en beletage med en rig udsmykning af søjler, nicher med figurer og halvrunde frontoner. Både kælderen, stueetagen med vestibulen og loftsetagen med blandt andet en spisesal for den mindre fornemme del af kongens følge, er ganske enkelt udstyrede, mens rummene på første sal står som en forsmag på mulighederne for den forestående indretning af det nye Christiansborg Slot. Thurah holdt af stærke, rene farver og brugte dem typisk parvist. Det vigtigste af de fornemme interiører på første sal er den store, centralt placerede spisesal, der er indrettet i en broget, fantasifuld barok med sort og hvidt marmorgulv, røde marmorgerigter, -paneler og -pilastre samt et loft, der stråler i blå og gylden stuk med indlagte spejle. Ifølge Thurah selv ville dette loft være for broget til et seriøst sted, mens det passede sig i et hus, der som Eremitageslottet blev brugt til et festligt tidsfordriv. Spisesalen omgives af fem kabinetter med sort og hvidt træværk og vægge beklædt med malet silke samt et trapperum med træværket malet i berlinerblåt og hvidt og en vægbeklædning bestående af blå og hvide fajancefliser fra Store Kongensgade-fabrikken.
Eremitageslottets redning
I 1777 blev parforcejagten efter flere tilløb endeligt afskaffet. Jægersborg Dyrehave var på dette tidspunkt blevet offentligt tilgængelig, og Eremitageslottet blev taget i brug som udskænkningssted. Men den højt og frit beliggende bygning forfaldt hurtigt, og i 1790 blev den indstillet til nedrivning og kun reddet, fordi den ansvarlige jægermester, C.F.E. rigsgreve Rantzau, personligt købte den. I 1797 blev stedet atter kongeligt og blandt andet brugt til flere skandinaviske møder. I 1852 købte Frederik 7. et palæ i Skodsborg til sin hustru, Louise Danner, og når parret opholdt sig her, kongen helst i et telt i palæets have, blev der holdt statsrådsmøder på Eremitageslottet. Hér underskrev Frederik 7. eksempelvis den lov, der i 1863 bragte Christian 9. på tronen. Christian 9. genoptog de traditionelle kongejagter i dyrehaven, og på foranledning af hans arkitekt, Ferdinand Meldahl, gennemgik Eremitageslottet i perioden 1885-1892 en hovedrestaurering med retablering af det oprindelige, skulpturudsmykkede ydre.
Restaureringen 2009-2013
Ved den seneste restaurering af slottet, der blev gennemført i fra 2009 til 2013 af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme ved arkitekt Johan Fogh (1947-2021) fra arkitektfirmaet Fogh & Følner, blev det ufuldendte bastionanlæg rundt om slottet fuldført. I samarbejde med konservatorer fra Nationalmuseet og flere kunsthistorikere blev det endvidere besluttet at afrense alle senere malingslag, Meldals inklusive, og bringe stedets indre tilbage til dets oprindelige udseende. Farverne viste sig uhyre velbevarede, og Eremitageslottet står således som et enestående eksempel på den rige arkitektur, som blev skabt under Christian 6., men som for størstedelens vedkommende er gået tabt.