Et Dukkehjem (original) (raw)

Betty Hennings som verdens første Nora i førsteopførelsen af Et Dukkehjem på Det Kongelige Teater i 1879.

Et Dukkehjem er et skuespil af den norske dramatiker Henrik Ibsen fra 1879. Historien om den unge kvinde Nora, der får øjnene op for det borgerlige ægteskabs forlorne illusion og forlader familien for at opfylde de etiske pligter mod sig selv som menneske, har haft en enestående global kulturel og social gennemslagskraft. Det er den dag i dag blandt verdens mest kendte og spillede skuespil.

Historik og premiere

Teaterplakaten fra Et Dukkehjems urpremiere på Det Kongelige Teater den 21. december 1879.

Henrik Ibsen skrev Et Dukkehjem i sommeren 1879 under et ophold i Amalfi syd for Napoli, stærkt inspireret af den norsk-danske forfatter og dramatiker Laura Kielers (1849-1932) private tragedie, som i høj grad var parallel med den historie, som Ibsen præsenterede i Et Dukkehjem. Samtidig ønskede han at skrive en moderne tragedie om kvindens ulige livsvilkår.

Skuespillet fik urpremiere den 21. december 1879 på Det Kongelige Teater efter forudgående udgivelse på dansk-norsk ved Gyldendal. Stykket var instrueret af H.P. Holst med Betty Hennings i hovedrollen som Nora og Emil Poulsen som ægtemanden Torvald Helmer. Umiddelbart efter fik stykket skandinaviske premierer i Stockholm og Christiania (som Oslo hed på det tidspunkt), lige som det blev Ibsens helt store internationale gennembrud.

Revision

Stykkets kontroversielle slutning, hvor en mor forlader ægteskab og børn, kom i en sådan grad til diskussion, at Ibsen selv valgte at skrive en alternativ slutning til den tyske premiere for at undgå, at andre omskrev hans værk. I denne version synker Nora sammen i døråbningen efter at være blevet tvunget til at se sine sovende børn.

Stykkets karakterer

Torvald Helmer, Noras mand, advokat og for nyligt forfremmet til direktør i en bank.
Doktor Rank, ven af huset, læge, og dødsmærket af en arvelig sygdom.
Krogstad, sagfører med flosset rygte, hvis stilling i banken er truet af Torvald Helmers forfremmelse.
Kristine Linde, der for nyligt er blevet enke og efterladt uden midler. Noras skoleveninde og Krogstads ungdomskærlighed.
Anne Marie, barnepige for familien Helmers børn og tidligere barnepige for Nora.
Helene, stuepige.
Ivar, Bobby og Emmy, Nora og Torvald Helmers børn.
Et Bybud.

Et Dukkehjems handling

Første akt

Juleaftensdag vender Nora hjem med juleindkøb og gaver til sine børn, glad og lettet over for første gang ikke at skulle spare, efter at hendes mand, Torvald, er blevet forfremmet til bankdirektør. Hun opsøges af Kristine Linde, der beder Nora om at bruge sin indflydelse hos Torvald til at sikre sig en stilling i banken. Da Kristine omtaler hende som et bekymringsløst ”barn”, afslører Nora, at hun i ægteskabets begyndelse forfalskede sin fars underskrift for ulovligt at optage et lån af sagføreren Krogstad. Lånet finansierede en Italiensrejse, så den dengang syge Torvald kunne blive helbredt. Nora har siden afbetalt lånet ved at spare og arbejde i smug bag sin tilsyneladende muntre ødselhed.

Krogstad opsøger nu Nora og afpresser hende til at påvirke Torvald, så hans stilling i banken kan sikres. Dette viser sig forgæves, da Torvald er bekendt med, at Krogstad tidligere har begået dokumentfalsk.

Anden akt

Første juledag strammes nettet om Nora, som først aner en udvej om økonomisk hjælp fra vennen Doktor Rank. Da Rank afslører sin skjulte kærlighed til hende, ser hun dog ingen mulighed for at modtage hans hjælp. Krogstad bliver afskediget af Torvald og afleverer et skæbnesvangert afslørende brev i Torvalds aflåste postkasse. For at undgå, at Torvald opdager brevet, danser hun den italienske taranteldans.

Nora aner dog til stadighed et håb om, at ”det vidunderlige” vil ske, nemlig at Torvald, når falskneriet opdages, mirakuløst vil påtage sig skylden for falskneriet af kærlighed til hende.

Et Dukkehjem har siden premieren på Det Kongelige Teater været opført mange gange på nationalscenen. Her et billede fra opførelsen i sæsonen 2022-2023, hvor Jakob Oftebro og Sicilia Gadborg Høegh spillede ægteparret Torvald og Nora Helmer.

Tredje akt

Tredje akt foregår natten til 3. juledag. Kristine tilbyder Krogstad kærlighed og ægteskab, og hun påtager sig ansvaret for hans moralske forfald, da hun i deres ungdom valgte at gifte sig med en anden. Krogstad tilbyder at tilbagekalde brevet, men Kristine finder, at sandheden må komme frem.

Nora og Torvald vender tilbage fra maskeradefest sammen med den dødeligt syge Rank, der siger et sidste farvel. Torvald læser Krogstads brev og reagerer både med egoistisk forfærdelse over konsekvenserne for sit omdømme og afsky for Noras forbrydelse.

Da endnu et brev ankommer fra Krogstad om, at han alligevel ikke vil afpresse Torvald, er Torvalds reaktion, at han er reddet, og at Nora med hans tilgivelse vil være endnu mere afhængig af ham.

Nora fremstår nu fattet og afklaret, og i en afsluttende konfrontation bekendtgør hun, at ægteskabet har været en illusion, hvor de i virkeligheden er som fremmede for hinanden. Hun må derfor forlade mand og børn for, som hun siger, at opfylde ”Pligterne imod mig selv”.

Stykket afsluttes grelt med ”drønnet af en port, som slåes ilås.”

Et Dukkehjems form og tematik

Et Dukkehjem er i vid udstrækning skrevet over de dramaturgiske greb, som det franske ”veldrejede” dramatik havde etableret med en gradvis spændingsopbygning og retrospektive afdækning af forhistorien.

Stykket er komplekst i sin karaktertegning, hvor eksempelvis Krogstad ikke tegnes som en endimensionel skurkerolle, men som en mand, der er drevet til moralsk anløbne handlinger i desperation. Torvald Helmer er ligeledes på én gang indbegrebet af ordentlighed og hyklerisk egoisme med påtagne høje moralske og æstetiske standarder. Han vogter faderligt over Nora, der også selv spiller dobbeltspil som selvopofrende dukkehustru, der kun i smug drister sig til at spise makroner som sorgløs “Lærkefugl” og manipulerende fristerinde.

Kvindesagen

Fotografi fra ca. 1880; omkring det tidspunkt, hvor Henrik Ibsen skrev Et Dukkehjem.

Ibsen selv afviste, at stykket var et indlæg i kvindesagen, men det har ikke desto mindre haft enorm, og i dramahistorien unik, indflydelse i netop denne sammenhæng. Nora har således stået som en nøglefigur for kvindefrigørelsen, også i et globalt perspektiv. Et Dukkehjem har således haft afgørende betydning i sin demaskering af kvindens umulige position i de maskuline samfunds-, magt- og familiestrukturer.

Kulturelt opgør og samtidens reception

Det er værd at bemærke, at de første anmeldere da også så Et Dukkehjem som udtryk for et større kulturelt opgør med et forældet romantisk-idealistisk samfunds-, kunst og kvindesyn. Den forlorne, egoistiske Torvald Helmer-figur, der af Herman Bang blev karakteriseret som et ”Egoismens Uhyre” i sin “aandelige Usselhed”, fik således stor opmærksomhed og blev anset for spejling af det borgerlige publikum. Omvendt undrede anmelderne sig over Noras tilsyneladende bratte forvandling fra barnlig dukkehustru og lærkefugl til moden eksistentialist.

Også stykkets åbne slutning var et omdiskuteret nybrud, og den diskussionsbårne tredjeakt foranledigede endda den engelske dramatiker George Bernard Shaw til at indvarsle en ny genre, ”_the discussion play_”.

Det vidunderlige

Et nøgletema i stykket er også illusionen om det vidunderlige, altså den ubetingede idealistiske selvopofrelse, som Nora drømmer om, men som brutalt afdækkes som en umulighed. Ved stykkets slutning har Nora opgivet troen på det vidunderlige: ”At samliv mellem os to kunde bli'e et ægteskab.”

Maskespil

Maskespil fremstår også centralt både i stykkets narrativ og tematik. Her fungerer naboernes maskerade som et fremdriftspunkt, og det slidte italienske kostume som en markant visuel markør. For det første for de utallige gange, hvor Nora har måttet spille en rolle og danse for at tilfredsstille sin mand. Og for det andet for romantikkens Italiensfascination, som datidens skandinaviske publikum til stadighed blev præsenteret for, eksempelvis i August Bournonvilles balletter, heriblandt Napoli (1842), hvis højdepunktet er en festlig tarantel, hvortil Noras dans i sin samtid har stået i skarp scenisk modsætning.

I bredere kontekst viser både temaet om det vidunderlige og de italienske maskeradereferencer til arven fra netop romantikkens æstetik og tankegods, som Ibsens samtidsdramatik – som en del af det moderne gennembrud – gjorde op med.

Iscenesættelsen ved urpremieren på Det Kongelige Teater understøttede med referencer til romantikkens æstetiske smag det kulturopgør, som teksten indkapsler.

Aktualitet

Mens stykket i vor tid ikke længere chokerer med sin slutning, og den historiske samtidskritik ikke på samme måde resonerer blandt nutidens publikum, rammer stykket stadig en nerve. Det gælder særligt i stykkets afdækning af de roller, ægtefæller spiller i et ægteskab for at stille hinanden tilfreds, og de fortielser de affinder sig med for at værne om husfreden samt de stadigt ulige kønsroller privat og offentligt. Ligeledes vinder kritikken af forloren overfladeæstetik og angsten for omverdenens fordømmelse stadig genklang.

Virkelighedens Nora: Laura Kieler

Den dansk-norske forfatter Laura Kieler, hvis historie inspirerede Henrik Ibsen til at skrive Et Dukkehjem. Foto uden år.

Ibsen var stærkt inspireret forfatteren Laura Kieler, der som den fiktive Nora ulovligt havde optaget et lån for at finansiere en Italiensrejse til sin syge mand. Kieler havde senere henvendt sig til Ibsen i håb om hjælp til at promovere sit forfatterskab og på den måde tjene penge til at tilbagebetale lånet. Ibsen afviste, og da falskneriet senere blev opdaget, reagerede Kielers mand, Victor Kieler (1843-1917), ved først at kræve skilsmisse og dernæst lade hende indlægge på en psykiatrisk anstalt. Han fratog hende for en periode hendes børn, før han lod hende vende tilbage til det ulykkelige ægteskab. Ibsens svigt af hendes fortrolige henvendelse og hans offentlige udstilling af hendes private tragedie blev et traume for hende.

Kieler formåede dog at rejse sig, både som kvindesagsforkæmper og forfatter, og hun bearbejdede senere selv den kyniske kunstneriske udnyttelse af hendes livshistorie i skuespillet Mænd af Ære (1890), opført på Casino. Efter et timelangt møde med Kieler i 1891, kom Ibsen med en indrømmelse i skuespillet Når vi døde vågner (1899), der omhandler en aldrene billedhuggers udnyttelse af sin unge muse og model, Irene, i sin karrieres begyndelse og i skabelsen af sit kunstneriske hovedværk.

Efterliv

Et Dukkehjem er blevet opført utallige gange verden over, og Ibsens håndskrevne manuskript blev i 2001 optaget på UNESCOs Memory of the World Register.

Rollen som Nora anses for at være blandt de største kvinderoller og er blevet spillet af legender som Eleonora Duse og Gabrielle Réjane. Sidstnævnte blev, som den første franske Nora, instrueret af danske Herman Bang på Théâtre du Vaudeville i 1894. I nyere tid har stjerneskuespillerinder som Liv Ullmann, Janet McTeer (f. 1961), Gillian Anderson (f. 1968) og Jessica Chastain (f. 1977) indtaget rollen. Ligeledes har adskillige markante instruktører iscenesat stykket, fra eksempelvis Vsevolod Meyerhold (1906) til Thomas Ostermeier (2003).

Danske opførelser

Et Dukkehjem er siden urpremieren blevet iscenesat i Danmark utallige gange. Her har blandt andre Else Skouboe (Folketeatret 1936), Ingeborg Brams (1955) og Lone Hertz (1967) kunnet ses i rollen som Nora. En TV-version af Leif Panduro blev i 1974 instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt for Danmarks Radio med Ghita Nørby og Preben Neergaard i hovedrollerne.

Stykkets fortsatte aktualitet har bl.a. vist sig med fix+foxys produktion fra 2014, som iscenesattes i private hjem, og i teateropsætninger af blandt andre Kaspar Rostrup (Vendsyssel Teater, 2019), Hans Henriksen (f. 1965) (Aalborg Teater, 2019) og Anna Balslev (f. 1991) (Det Kgl. Teater, 2020).

I 2014 satte teaterkompagniet fix+foxy Et Dukkehjem op i private hjem.

Gendigtninger

Et Dukkehjem har også inspireret til adskillige gendigtninger og fortsættelser for film og scene, heriblandt Rainer Werner Fassbinders tv-adaptation Nora Helmer (1974). Den østrigske nobelprisvinder Elfriede Jelineks skuespil Was geschah, nachdem Nora ihren Mann verlassen hatte; oder, Stützen der Gesellschaften (1980) er en fortsættelse, der udspiller sig i 1920’ers gryende fascisme i en kritisk udforskning af stereotypiske kvinderoller.

Danske genfortolkninger

Også i Danmark har Noras historie inspireret flere gendigtninger. Det gælder fx i Ernst Bruun Olsens komedie Hvor gik Nora hen, da hun gik ud? (Det Ny Teater, 1968), hvor kampen mod kvindeundertrykkelse veksles til politisk, socialistisk engagement mod kapitalismen efter ægteskabets opløsning. I romanen Nora følger Merete Pryds Helle omvendt den unge Nora og ægteskabets begyndelse, mens Jakob Weis i Helmer Hardcore (Teater V, 2008) har digtet videre på Torvalds deroute efter ægteskabets opløsning.