Franciska Rosenkilde (original) (raw)
Faktaboks
Franciska Rosenkilde
født Tatjana Francisca Rosenkilde Mailand
Født
19. marts 1976
Franciska Rosenkilde har været politisk leder af Alternativet siden 2021. Her er hun fotograferet ved præsentationen af en ny kontanthjælpsaftale i Beskæftigelsesministeriet den 14. juni 2022.
Franciska Rosenkilde er en dansk politiker, der har været politisk leder for partiet Alternativet siden 2021 og medlem af Folketinget for partiet siden 2022. Hun sad i Borgerrepræsentationen i København i perioden 2017-2022 og var kultur- og fritidsborgmester i København fra 2018 til 2021.
Franciska Rosenkilde har beskrevet, hvordan hun er drevet af et ønske om at forandre samfundet i en mere grøn retning for at sikre klodens overlevelse. Der er efter hendes mening brug for handling og ikke mere snak. Hun har i sit politiske liv fokuseret på en grøn omstilling og en bæredygtig økonomi og er fortaler for en klimapolitisk kompromisløshed.
Baggrund og uddannelse
Franciska Rosenkilde er født i København og opvokset i en familie, hvor begge forældre var teaterfolk. I hendes barndomshjem var der evig fest og ingen faste rammer, har hun fortalt. Forældrene blev skilt, da hun var fire år, og sammen med moderen, Anne-Mette Rosenkilde, og en ældre bror flyttede hun meget rundt og nåede at bo i Paris og syv til otte steder i København, inden hun startede i første klasse. Som 10-årig begyndte Franciska Rosenkilde at arbejde for at bidrage til husholdningen, men hun passede også sin skole, som hun var glad for, fordi der var faste rammer og styr på tingene.
Som 15-årig besluttede Franciska Rosenkilde at flytte hjemmefra for selv at bestemme, og som den første i familien tog hun en studentereksamen. Hun blev professionsbachelor i sundhed og human ernæring fra Suhrs Højskole i 2010, og i 2015 blev hun uddannet geograf (cand.scient.geo) med speciale i fødevarevidenskab fra Københavns Universitet. Hun har efterfølgende arbejdet som kok og køkkenchef.
Franciska Rosenkildes politiske karriere
Franciska Rosenkilde var optaget af den grønne dagsorden, og under studierne interesserede hun sig især for, hvordan den måde vi producerer vores mad på påvirker kloden.
Da Alternativet blev stiftet i 2014, var det oplagt for Franciska Rosenkilde at melde sig ind, fordi partiet italesatte klimakrisen som værende den største krise, vi står i og som samfundet skal løse.
I Borgerrepræsentationen
Franciska Rosenkilde stillede op for Alternativet og blev valgt til Københavns Borgerrepræsentation i 2017. Året efter afløste hun Niko Grünfeld (f. 1975) som kultur- og fritidsborgmester, da han blev medstifter af det nye parti Frie Grønne. Efter kommunalvalget i 2021 mistede Alternativet sin borgmesterpost.
Franciska Rosenkilde var kultur- og fritidsborgmester i Københavns Borgerrepræsentation i perioden 2018-2021. Her ses hun ved vielsen af et par i forbindelse med kommunens fejring af 30-års jubilæet for verdens første vielse af et par af samme køn. Haven ved Københavns Rådhus, den 16. august 2019.
Politisk leder for Alternativet
Franciska Rosenkilde blev valgt som ny politisk leder af Alternativet i februar 2021, hvor hun vandt over tre modkandidater. Hun var ikke blandt kandidaterne ved valget af politisk leder i 2019, da forgængeren Josephine Fock (f. 1965) blev valgt.
Franciska Rosenkilde overtog ledelsen af Alternativet efter en turbulent periode, hvor partiet var ved at nedsmelte, men det lykkedes hende at skabe ro og stabilitet og få mere seriøsitet ind i projektet. På trods af eller på grund af hendes egen baggrund i et gøglermiljø, har hun efter eget udsagn trukket festen ud af partiet og forsøgt at lede Alternativet væk fra billedet af et gøglerparti. Franciska Rosenkilde havde fra februar 2022 og resten af valgperioden orlov fra Borgerrepræsentationen.
Forud for folketingsvalget 2022 fusionerede Alternativet med andre grønne partier først med Grøn Alliance og dernæst med Klimapartiet Momentum. Mellem de to fusioner vendte Alternativets første formand og en af Frie Grønnes stiftere, Uffe Elbæk, tilbage til Alternativet.
Franciska Rosenkilde blev valgt til Folketinget ved folketingsvalget 2022, hvor Alternativet fik seks mandater. Partiet har arbejdet for konsekvent grøn omstilling, radikale landbrugsreformer, en giftfri natur, reduktion af kødproduktion og øget planteproduktion.
Ved folketingsvalget 2026 gik Alternativet et mandat tilbage til fem. Rosenkilde blev selv genvalgt i Københavns Storkreds med 11.385 personlige stemmer.