Fugleflugtslinjen (original) (raw)

Fugleflugtslinjen er det populære navn på den motorvejs- og jernbaneforbindelse, der via Sjælland, Falster, Lolland og færgeruten Rødby-Puttgarden forbinder Skandinavien med Tyskland. Strækningen følger i hovedsagen den mest lige linje mellem København og Hamborg – deraf navnet.

Planer

Det tog omtrent 100 år at gennemføre projektet fra de første forslag til åbningen i 1963.

Allerede i 1866 blev der givet koncession på anlæg og drift af en direkte jernbane- og færgeforbindelse mellem København og Hamburg, men projektet strandede. Det skyldtes blandt andet spændinger mellem Preussen og Danmark i tiden omkring krigen i 1864 – og derefter.

Tanken om Fugleflugtslinjen levede dog videre og fik fornyet interesse hos den tyske regering i slutningen af 1930’erne. I begyndelsen af 1940’erne blev der vedtaget love om etablering af jernbane- og automobiloverfart over Femern Bælt med tilhørende jernbaneforbindelse på Lolland samt anlæg af en motorvej fra Storstrømsbroen (åbner 1937) til Rødbyhavn. Anlægsarbejdet påbegyndtes samme år, men blev indstillet i 1943 som følge af 2. verdenskrig.

Den tyske deling efter krigen fremskyndede sagen, da den korteste forbindelse til Berlin via færgeruten Gedser-Warnemünde/Rostock (med jernbanefærge i perioden 1903-1995) nu gik gennem DDR.

I 1951 indledtes sejlads på en provisorisk færgerute mellem Gedser og Grossenbrode i Vesttyskland. Person- og godstrafikkens stærke vækst i årene herefter førte i 1958 til, at danske og tyske myndigheder enedes om snarest at åbne Fugleflugtslinjen.

Rødby-Puttgarden

Ruten mellem Rødby og Puttgarden blev indviet i maj 1963 og har siden vist sin betydning for trafikken mellem Skandinavien og specielt de vest- og sydeuropæiske lande. På overfarten transporterede færgerne i 2005 6,8 mio. passagerer, 1,8 mio. personbiler og 315.000 lastbiler.

Efter åbningen af Storebæltsforbindelsen for tog i 1997 blev der ikke længere ført godstog og kun et begrænset antal passagertog over Rødby-Puttgarden. Den sidste jernbanefærge sejlede på ruten i december 2019. Det var samtidig den sidste jernbanefærge i danske farvande.

Femern Bælt-forbindelsen

I 2007 enedes de danske og tyske regeringer om et projekt, der skulle erstatte færgeoverfarten med en fast forbindelse. Der blev underskrevet en traktat om en Femern Bælt-forbindelse året efter. I 2021 påbegyndtes anlægget af en sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden med både vej og jernbane.

Rederiet Scandlines havde i 2023 planer om at fortsætte færgefarten i konkurrence med den faste forbindelse.

Læs mere i Lex

Kommentarer