Jan O. Pedersen (original) (raw)
Faktaboks
Jan O. Pedersen
Jan Osvald Pedersen; "Janno"
Født
9. oktober 1962
Jan O. Pedersen er en forhenværende dansk speedwaykører, der i 1991 blev Danmarks 4. individuelle verdensmester i speedway.
Jan O. Pedersens karriere
Jan O. Pedersens begyndte sin karriere i Fjelsted på Fyn, men fik allerede som 21-årig en kontrakt i England for Cradley Heath. Som kører på det danske landshold vandt Jan O. Pedersen hold-VM fire gange og to gange for par.
I en årrække var han stærkt kørende i den britiske liga og vandt i Belle Vue i 1988 det prestigefyldte British League Riders Championship.
Individuelt vandt Jan O. Pedersen VM-sølv i 1986, bronze i 1988 og endelig guld på Nya Ullevi i Göteborg i 1991.
Kun otte måneder efter – i foråret 1992 – blev Pedersen hårdt kvæstet, med brud på ryggen, ved et løb på Løvel-banen ved Viborg, hvilket praktisk talt stoppede hans karriere.
Pedersen kørte senere billøb uden større succes. Han blev siden forretningsmand og var en overgang lokalpolitiker i Kerteminde Kommune.