Judas Iskariot (original) (raw)
Judas Iskariot er i Det Nye Testamente i Bibelen den discipel af Jesus, som ifølge tre af evangelierne forrådte ham med et kys (jævnfør Markusevangeliet 14,43-45; Matthæusevangeliet 26,47-50; Lukasevangeliet 22,47-48).
Navnet Judas Iskariot og årsagen til Judas' forræderi
Judas var i hellenistisk-romersk tid et almindeligt jødisk navn. Tilnavnet Iskariot er dunkelt; det kan på hebraisk betyde 'manden fra byen Kariot', men det kan også have forbindelse med sica, der på latin betyder 'dolk', og det heraf afledte sicarius 'snigmorder', en betegnelse, som romerne anvendte om en del af de jødiske oprørere. En sådan tolkning af Judas' navn har givet anledning til formodninger om, at årsagen til hans forræderi skulle være hans skuffelse over, at Jesus ikke viste sig at være den messianske befrierskikkelse, som Judas og andre havde håbet på. Denne forklaring spiller en rolle i moderne fortolkninger af Judasskikkelsen, fx i Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices rockopera Jesus Christ Superstar fra 1969. Der findes dog ikke gode belæg for formodningen.
I den grad er Judas-skikkelsen i vores kultur blevet forbundet med forræderi, at man i dagligt sprog kan kalde en forræder for en Judas.
Judas Iskariot i evangelierne
Evangeliernes beretninger sætter fokus på andre sider af Judas. Det hævdes, at Judas' forræderi blev begået for ussel mammons skyld (således Markusevangeliet 14,10-11; Matthæusevangeliet 26,14-16, hvor 30 sølvpenge nævnes; Lukasevangeliet 22,3-6; Johannesevangeliet 13,2.27; 18,2-5). Ifølge Matthæusevangeliet 27,3-10 fortrød Judas dog sin handling, gav pengene tilbage og begik selvmord. Pengene blev så brugt til at købe et gravsted i Jerusalem til fremmede (se Hakeldama); jf. Apostlenes Gerninger 1,16-20, hvor det dog fortælles, at Judas døde ved en nedstyrtningsulykke på det grundstykke, han selv havde købt, hvorefter det bliver udlagt som gravsted for fremmede. Ifølge Johannesevangeliet 12,4-6 var Judas i øvrigt en tyv, der stjal fra fælleskassen.
To steder fortælles det, at Judas' forræderi var sat i værk af Djævelen eller Satan (Lukasevangeliet 22,3; Johannesevangeliet 13,2.27). Dermed reduceres Judas' personlige ansvar for forbrydelsen, der i stedet ses som et led i en kosmisk kamp mellem Gud og Satan.
Endelig antydes det, at Judas' forræderi var et led i Guds overordnede plan (Markusevangeliet 14,20-21; Matthæusevangeliet 26,20-25; Lukasevangeliet 22,21-23; Johannesevangeliet 18,4-5; Apostlenes Gerninger 1,16). Denne tolkning fik en dominerende plads i den kristne kirkes teologi.
Judas Iskariot i fortælletraditionen, kunsten og litteraturen
De sidste to fortolkninger er teologisk subtile og har ikke haft folkelig gennemslagskraft. I den kristne fortælletradition og billedkunst træffer vi næsten udelukkende idéen om Judas som den onde forræder.
I repræsentative kunstneriske fremstillinger indgår Judas Iskariot ikke blandt Jesu tolv apostle; til erstatning har man valgt Matthias eller Paulus. Judas Iskariot afbildes gerne som forræderen i Getsemane (Judaskysset), ved den sidste nadver — ofte med en pengepung og et ondt ansigt — og som den, der efter forræderiet begår selvmord ved at hænge sig i et træ.
I Den Guddommelige Komedie fra 1200-tallet har digteren Dante Alighieri anbragt Judas Iskariot alene i Helvedets niende, sidste og nederste kreds som den største og værste synder af alle.