Lasse Ellegaard (original) (raw)
Faktaboks
Lasse Ellegaard
Født
24. juni 1944
Død
12. september 2025
Lasse Ellegaard i 2014 da han - igen - var vendt tilbage til Information.
Lasse Ellegaard var en dansk journalist, der blev en af de meste markante skribenter i sin generation. Som journalist og forfatter spændte han bredt både i genrer og emneområder. Han skrev med stor indsigt og indlevelse uanset om det handlede om rock, fodbold, cykelløb, dansk politik eller udviklingen i Mellemøsten.
Gennembruddet på Information
Lasse Ellegaard var søn af SiD-formand Knud Ellegaard og socialrådgiver Gudrun Szigeti.
Som 16-årig stoppede han i skolen og var sømand et par år. Han fik sin journalistuddannelse som elev på Roskilde Tidende 1965-1968. I årene 1968-1978 var han journalist på Information, hvor han slog sit navn fast i kraft af sin originalitet og sin evne til at fange læserne. Blandt de genrer, han brugte, var new journalism.
Gennem sin karriere skrev og rapporterede Lasse Ellegaard for mange forskellige medier, men en række gange vendt han tilbage til Information.
Weekendavisen brugte ham som højtprofileret medarbejder 1978-82, hvorefter han var i DR 1982-1985. Det Fri Aktuelt nåede han også at skrive for i slutningen af 1980'erne.
Chefredaktør
I årene 1990-1994 var han chefredaktør for Information, der til forskel fra 1970'erne nu var præget af svag tilbagegang og problemer med at finde sin rolle. Ellegaard bidrog til en journalistisk vitalisering af avisen og skrev videre for den fra bl.a. Istanbul, efter at han stoppede som chefredaktør. En tur som højskolelærer i Askov, nåede han også.
Jyllands-Posten og Mellemøsten
Fra 1997 blev han Jyllands-Postens korrespondent i Mellemøsten i en periode, hvor avisen markerede sit internationale stof. Efter den post nåede han i 2005 forbi Ekstra Bladet før han 2006-2007 blev hentet til Politiken som bladets korrespondent i London.
Senere skrev han igen til Information som korrespondent i Mellemøsten fra 2008 og herefter fra 2014 til samme avis fra Danmark, hvor han til sin død endte med at have base i Gundslevmagle på Falster.
Alsidigt forfatterskab
Lasse Ellegaard har skrevet en lang række bøger, herunder flere artikelsamlinger. Blandt sportsbøgerne er Verdens vigtigste cykelløb (1995) og På den store Klinge (sammen med Henrik Jul Hansen, 1997).
I bogen I Rosens Favn (1996) leverer han en indsigtsfuld beskrivelse af kriser og formandsopgør i Socialdemokratiet.
Andre bøger handler om Mellemøsten, herunder Gaven fra Gud – Erdogans Tyrkiet (2019)
Prisbelønnet
Lasse Ellegaard har bl.a. modtaget Laust Jensen-Prisen (1994) og Publicistprisen (1996). I 2021 modtog han også en ærespris fra Den Danske Publicistklub.