Luka Modrić (original) (raw)

Faktaboks

Luka Modrić

Født

9. september 1985, Zadar

Luka Modrić er en kroatisk fodboldspiller, der har opnået status som en af historiens bedste midtbanespillere. I 2018 blev han kåret til verdens bedste fodboldspiller og tildelt Ballon d'Or.

Opvækst

Luka Modrić voksede op i landsbyen Modrici nær Zaton Obrovack og var knap seks år, da der i 1991 udbrød borgerkrig i det daværende Jugoslavien, hvilket i høj grad prægede hans barndom. Hans farfar, som familien boede hos, og som han havde et meget nært forhold til, blev samme år slået ihjel af en serbisk, paramilitær enhed, og familien måtte flygte til Zadar. Her boede de i flere år på hoteller, der blev brugt som flygtningecentre.

Klubkarriere

Luka Modrić begyndte som dreng at spille i NK Zadar, og som 16-årig kom han til Dinamo Zagreb, hvor han i sine første seniorår blev udlånt til et par klubber, inden han vendte hjem til hovedstadsklubben, hvor han for alvor fik sit gennembrud og var med til at vinde det kroatiske mesterskab tre i år træk fra 2006 til 2008.

I 2008 skiftede han til Tottenham Hotspur, hvor han udviklede sig yderligere. Han vandt dog ingenting med London-klubben, men det gjorde han til gengæld efter skiftet til Real Madrid i 2012. Her spillede han med meget stor succes i 13 år og var med til at vinde det spanske mesterskab fire gange samt Champions League hele seks gange, hvilket ingen har overgået.

I 2025, hvor han ikke længere var fast mand på Real Madrid-mandskabet, skiftede han til AC Milan, hvor han trods sin høje alder med det samme fik en central rolle.

Klubber som seniorspiller

Triumfer med Real Madrid

Landsholdskarriere

Luka Modrić ved VM i 2018.

Luka Modrić debuterede på det kroatiske landshold i 2006, og allerede ved EM i 2008 var han holdets store profil. Efter en 2-1-sejr over Tyskland i gruppespillet nåede kroaterne dog lidt overraskende ikke længere end til kvartfinalerne, hvor Tyrkiet vandt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Efter EM i 2016, hvor Kroatien tabte til Portugal i ottendedelsfinalerne, overtog han anførerbindet efter Darijo Srna (f. 1982).

VM-finalist

To år senere opnåede det kroatiske landshold anført af en stærkt spillende Luka Modrić sit største resultat gennem tiderne. Holdet nåede ved VM i Rusland helt frem til finalen mod Frankrig, som vandt 4-2, og han blev kåret til turneringens bedste spiller. I ottendedelsfinalerne havde Kroatien vundet over Danmark. Den ordinære spilletid endte 1-1, og den forlængede spilletid, hvor Luka Modrić brændte et straffespark, endte uden scoringer. Til gengæld scorede han i straffesparkskonkurrencen, som sluttede 3-2 til kroaterne.

Ved VM i 2022 blev Kroatien – igen med Luka Modrić som den store spiller – nummer tre. I kvartfinalen vandt kroaterne over Brasilien efter straffesparkskonkurrence, og efter nederlag til Argentina i semifinalen slog de Marokko i kampen om tredjepladsen.

I 2023 var Luka Modrić med til spille Kroatien frem til finalen i Nations League, hvor Spanien vandt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Han spiller fortsat på landsholdet, er på vej til at runde 200 landskampe og har for længst fået status som sit lands uden tvivl bedste fodboldspiller nogensinde.

Spillestil

Luka Modrić har altid været en central midtbanespiller, som har været god til at styre spillet – uanset om han har været lidt defensivt eller offensivt placeret. Han har altid været god til at holde fast i bolden uden at miste sit gode overblik, og så har han især været kendt for sin fænomenale sparketeknik og ikke mindst sine ydersideafleveringer, som nærmest har været hans signaturaktion.

Udvalgte kåringer

Luka Modrić med Ballon d'Or-trofæet den 3. december 2018.

Læs mere i Lex

Læs mere i Danmarkshistorien

Kommentarer