Lyonel Feininger (original) (raw)
Faktaboks
Lyonel Feininger
Lyonel Charles Adrian Feininger
Født
17. juli 1871, New York, USA
Død
13. januar 1956, New York, USA
Portrætfoto af Lyonel Feininger af den tyske fotograf Hugo Erfurth fra 1922.
Lyonel Feininger var en amerikansk-tysk maler. Han bosatte sig i 1887 i Tyskland, hvor han studerede maleri og fra 1890'erne ernærede sig som karikaturtegner.
Lyonel Feiningers udvikling
En forkærlighed for især gotikkens arkitektoniske formsprog og en romantisk grundholdning prægede fra begyndelsen Lyonel Feiningers maleri, og mødet med Robert Delaunay og den parisiske kubisme i 1911 fik afgørende indflydelse på hans kunstneriske udvikling.
I poetiske abstraktioner over middelalderbyggeri, landskaber, hav og skibe skabte han med fine farveklange et luftigt og gennemsigtigt mønster af former og farver, fx en række billeder af kirken ved Gelmeroda.
Der Blaue Reiter og Die Blaue Vier
Fra 1913 udstillede Feininger med Der Blaue Reiter, og i 1924 grundlagde han sammen med Wassily Kandinsky, Paul Klee og Alexej von Jawlensky gruppen Die Blaue Vier.
Bauhaus
Fra omkring 1917 udgjorde grafikken en betydelig del af Lyonel Feiningers værk. I 1919 blev han leder af de grafiske værksteder på Bauhausskolen, hvor han underviste til 1933. Få år efter vendte han på grund af nazisternes forfølgelse tilbage til USA.