Marco van Basten (original) (raw)

Faktaboks

Marco van Basten

Marcel van Basten

Født

31. oktober 1964, Utrecht, Holland

Marco van Basten er en forhenværende fodboldspiller, der i løbet af sin karriere spillede for AFC Ajax Amsterdam i den hollandske Eredivisie og for AC Milan i den italienske Serie A.

I perioden 1983-1992 spillede han 58 landskampe og scorede 24 mål for det hollandske landshold. Van Basten vandt EM i fodbold med Holland i 1988 og blev desuden turneringens topscorer med i alt 5 mål.

Marco van Bastens klubkarriere

Marco van Basten i en kamp for AC Milan. Foto fra 1990.

Marco van Basten er født i Utrecht og spillede som ungdomsspiller bl.a. i UVV Utrecht. I 1981 skrev han kontrakt med hovedstadsklubben AFC Ajax Amsterdam, hvor han debuterede på førsteholdet året efter. Frem til 1987 scorede Marco van Basten 128 mål i 133 kampe for klubben, og den stærke, boldsikre og komplette angriber blev bl.a. topscorer i den hollandske Eredivisie fire år i træk (1984-1987). I sæsonen 1985/1986 scorede van Basten 37 mål for Ajax, hvilket gav ham titlen som årets europæiske topscorer og udmærkelsen European Golden Shoe.

I sin karriere i Ajax Amsterdam vandt Marco van Basten det hollandske mesterskab i 1982, 1983 og 1985, den hollandske pokalturnering i 1983, 1986 og 1987 samt Europa Cuppen for pokalvindere i 1987.

Samme år skiftede Marco van Basten til den italienske storklub AC Milan, hvor succesen fortsatte, frem til karrieren sluttede i 1993 som følge af en genstridig ankelskade. Med AC Milan vandt han bl.a. det italienske mesterskab i 1988, 1992 og 1993 samt Europa Cuppen for mesterhold i 1989 og 1990.

Marco van Basten blev topscorer i den italienske liga i 1990 og 1992 og opnåede desuden at blive Årets Spiller i Europa i 1988, 1989 og 1992 samt FIFA World Player of the Year i 1992.

Marco van Bastens landsholdskarriere

Marco van Basten debuterede som 18-årig på det hollandske landshold den 7. september 1983 i en EM-kvalifikationskamp mod Island. Frem til 1992 spillede han i alt 58 landskampe (24 mål) for Holland, bl.a. ved EM i 1988 og 1992 og ved VM i 1990. Ved EM i 1988 blev han turneringens topscorer med fem mål, og han var en stærkt medvirkende årsag til, at Holland vandt sin første og hidtil eneste titel. I Finalen mellem Holland og Sovjetunionen scorede van Basten til slutresultatet 2-0.

Trænerkarriere

Marco van Basten var træner for det hollandske landshold fra 2004 til 2008 og for AFC Ajax Amsterdam fra 2008 til 2009. I årene 2012–2014 stod han i spidsen for Heerenveen og fra 2014 til 2015 for AZ Alkmaar.

Læs mere i Lex

Kommentarer