Mosjtjevaja Balka (original) (raw)
Stykker af en kaftan dækket med silkestof med mønster med fabelfugle, såkaldte senmurver, fundet i en gravene i Mosjtjevaja Balka. Tekstilet befinder sig på Eremitagen i Sankt Petersborg.
Mosjtjevaja Balka er en handelsstation på den nordlige variant af Silkevejen, der blev udviklet i Kaukasus i 600-tallet. Silkevejen var det store net af handelsruter over land i det første årtusind e.v.t., hvorpå man transporterede varer, herunder silke, fra Kina til Middelhavet.
Faktaboks
Navnet betyder 'fundenes kløft' på russisk.
Også kendt som
Moshchevaya Balka (i engelsk translitteration); forekommer også som Moscevaja Balka
Mosjtjevaja Balka ligger på en højtbeliggende klippeafsats i et vanskeligt farbart område i det nordlige Kaukasus, ca. 5 km syd for den nutidige by Kurdjinovo i det vestlige Karatjajevo-Tjerkessien. Det er et vildt bjerglandskab med svært tilgængelige pas, og befolkningen boede på klippeterrasser ca. 1000 meter over havet.
Her udgravede sovjetiske arkæologer i årene 1968-1976 stenkistegrave med en stor samling af dragter tilhørende de lokale folk, som havde levet på stedet mellem 700 og 900 e.v.t. De havde lært at inddrive told ved at hjælpe Silkevejens karavaner gennem passene i det uvejsomme landskab.
Fundene tolkes sådan, at afgifterne blev betalt i form af silker, som derfor har forskellig herkomst. I gravene har man fundet både byzantinsk fremstillet silke og orientalsk silke, og disse fund er de hidtil mest omfattende beviser på forbindelserne mellem øst og vest.
Russiske og sovjetiske udgravninger i 1900-tallet
Den russiske arkæolog Nikolaj Veselovskij (1848-1918) udgravede stedet i årene 1900-1901, men tillagde ikke stedet større betydning. I 1905 udgravede N.I. Vorobjev terrasserne, og de ca. 800 genstande forærede han til zar Peter 1.s Kunstkammer i Sankt Petersborg. Først i 1930'erne blev stedets betydning klart. Josif Orbeli (1887-1961), senere direktør for Eremitagen, påpegede stedets orientalske betydning, og samlingen overgik til Eremitagen i 1935. En videnskabelig udgravning blev for første gang foretaget i 1950 af Kaukasusforskeren Aleksandr Jessen, og i årene 1968-1976 blev handelsstationen udgravet af sovjetiske arkæologer fra det daværende Leningrad (nu Sankt Petersborg). I 1970'erne analyserede Anna Jerusalimskaja tekstilfund fra stedet.
Gravfundene i Mosjtjevaja Balka og silkens herkomst
De døde blev begravet i små nicher, som var naturlige hulrum i klipper og i stenkister. Heldige klimatiske omstændigheder gjorde, at det organiske tekstilmateriale var forholdsvis godt bevaret. Interessant er, at almindelige mennesker var klædt i de kostbare silkeklæder; ikke hele dragter, men der kunne på en dragt være både byzantinsk, iransk og kinesisk silke.
Mostjevaja Balka-silkerne har desuden vakt opmærksomhed, fordi de stammer fra 600-800-tallet, som var det tidspunkt, hvor den komplicerede silkevævning bliver kendt uden for Kina og Iran. Især blev Byzans, der også indtil 640 omfattede Ægypten, kendt østpå for sine silkevævninger.
Silkefund viser tæt kontakt til Iran, Kina og Byzans. Ca. 60% af silken i Mosjtjevaja Balka er sogdisk, 18-20% kinesisk og ca. 20 % er byzantinsk.
Eremitagens samling med de 16 kaftaner
Mostjevaja Balka-samlingen findes i dag på Eremitagen i Sankt Petersborg. Til samlingen hører 16 pelsforede kaftaner, som er en asiatisk dragtoverdel. De har alle påsyet stof udenpå. Pelsforede kaftaner var nødvendige i det barske og kolde vinterklima, og slidser bagi og ved siden gjorde det muligt for ejeren at sidde på en hest. Fundene er vigtige, fordi silkefundene viser, at de lokale stammer i det nordlige Kaukasus havde kontakt med Kina, hele det irakisk-iranske område og området omkring det østlige Middelhav.
Hvorfor den kaukasiske variant af Silkevejen opstod
I 500-tallet e.v.t. forstyrrede spændingerne mellem Byzans og det sasanidiske imperium handlen langs den traditionelle rute. Centralasiatiske købmænd udviklede en ny rute til Byzans, der gik nordpå fra Det Kaspiske Hav og krydsede Kaukasusbjergene via stejle pas, mest fremtrædende i Nordkaukasus, Darialkløften. Den første karavane, der transporterede kinesisk silke, rejste via denne Nordkaukasus-rute i 568. Kaukasus-silkeruterne forblev i brug gennem middelalderen og mistede først deres betydning i 1300-tallet.
Det kan tænkes, at den nordlige rute af Silkevejen blev lagt uden om Iran netop for at få en direkte kontakt mellem øst og vest – og altså uden om den iranske kontakt. Det er bemærkelsesværdigt, at de lokale stammer i det nordlige Kaukasus havde kontakt med såvel Iran som Byzans. Det ses af det store antal af silker fra Sogdiana, som findes i Mostjevaja Balka-gravene. I en af stenkisterne fra stedet blev fundet en næsten hel kaftan i mønstret silkevævning, en samitumvævning med mønstre af et mytisk dyr af sasanidisk oprindelse, som benævnes senmurv. Motivet er i en medaljon med perlekant, og fundet er dateret til 700-800-tallet. Samme motiv og vævning findes som fragmenter i Saint-Remi-katedralen i Reims i Frankrig. Det leder tanken hen på, at silkens bestemmelsessted kunne være Paris.
Andre silkefund fra Mosjtjevaja Balka
Et andet fund fra Mostjevaja Balka er en fasan, der er vævet på et stort stykke rødt silke. Denne silkevævning er byzantinsk fremstillet omkring år 800.
Endelig har et brikvævet bælte i silke fra en af gravene fra 800-tallet i Mostjevaja Balka en indvævet græsk inskription, protospatharios, som er en militærbetegnelse af høj rang. Bæltet menes fremstillet i Konstantinopel, og det har højst sandsynligt tilhørt en mand, der var udsendt til det nordlige Kaukasus af den byzantinske kejser. Titlen protospatharios vakte respekt i Byzans. Den blev introduceret i 718 og blev i de følgende århundreder brugt som rangssymbol af forskellig betydning. Den norske kong Harald Hårderåde (konge 1047-1066) fik tilkendt denne titel af den byzantinske kejser under sit ophold i Konstantinopel, inden han vendte tilbage til Norge. Fundene fra Mosjtjevaja Balka har derfor også betydning til belysning af den senere nord-syd-gående kontakt fra Norden til Konstantinopel.