Oluf 2. (original) (raw)
Faktaboks
Oluf 2.
Formelt: også ofte Oluf 2. Håkonsen
Andre former: kong Oluf 2., Olav 4. Håkonsson (i Norge)
Født
1370
Død
3. august 1387
Oluf 2. Håkonsen er her afbildet på et af de såkaldte Kronborgtapeter, som blev vævet 1581-1584 efter forlæg af Hans Knieper fra Antwerpen. Det var et af de i alt 40 tapeter med den danske kongerække, som Frederik 2. lod udføre til den store sal på Kronborg. Der er ikke bevaret samtidige portrætter af Oluf.
Oluf 2. var konge af Danmark fra 1376 og konge af Norge (under navnet Olav 4. Håkonsson) fra 1380. Han var søn af Håkon 6. Magnusson af Norge og Margrete 1.
Valgt til konge
Som en af Valdemar Atterdags to dattersønner var Oluf den ene kandidat til at efterfølge sin morfar som konge. Umiddelbart inden sin død den 24. oktober 1375 ser det ud til, at Valdemar besluttede sig for at satse på Oluf som sin efterfølger. Resultatet var i hvert fald, at Oluf på et danehof i Slagelse den 3. maj 1376 blev valgt som dansk konge med sine forældre som formyndere.
Imidlertid blev der også udfoldet store anstrengelser på vegne af den anden tronkandidat, Albrecht 4. af Mecklenburg, søn af Margretes ældre søster Ingeborg, som betød, at der i begyndelsen bestod en stærk trussel mod Olufs herredømme over hele det danske rige.
Olufs far Håkon døde allerede i 1380, og herefter var Oluf både konge i Danmark og Norge. I Danmark blev regeringen herefter varetaget af Margrete i samråd med drosten Henning Podebusk og rigsrådet. I Norge blev han hyldet i 1381, hvilket kom til at markere begyndelsen af unionen mellem de to riger Danmark og Norge, der varede ved indtil Kielerfreden 1814.
Sand arving til Sveriges rige
Da det i 1385 var lykkedes at vinde Skåne tilbage fra hansestæderne, blev Oluf hyldet på Landstinget i Lund 28. maj 1385. Han var nu myndig og antog snart titlen "sand arving til Sveriges rige" for at udnytte den stærke utilfredshed i Sverige med kong Albrecht af Mecklenburg.
Olufs død, Margretes magtovertagelse og en ny tronarving.
Under en rejse i Skåne i 1387 døde Oluf ganske uventet i fæstningen Falsterbohus og blev siden gravlagt i Sorø Klosterkirke. Hans mor Margrete blev efterfølgende kåret til "fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder" på landstinget i Lund — en titel, der var helt uden sidestykke.
Oluf var det sidste medlem af mandslinjen i den svenske kongeslægt Folkungerne, som med Magnus Eriksson også var kommet på den norske trone. Og i Danmark var han dattersøn af den sidste af mandslinjen i den gamle danske kongeslægt.
For at forhindre, at mecklenburgerne nu skulle overtage tronerne både i Danmark og Norge, måtte Margrete række ud til fjernere slægtninge, nemlig hendes søsterdatter Maria og Vartislav 7. af Pommern, hvis søn Bugislav nu blev Margretes fostersøn og opdraget til at overtage kongegerningen i de nordiske riger under navnet Erik af Pommern.
Den falske Oluf
Den unge Olufs død gav grobund for alle mulige rygter. I 1402 hævdede en mand i Preussen, at han var Oluf. Han påstod, at hans magtsyge mor havde forsøgt at forgifte ham, men at det var lykkes ham at flygte fra Danmark. Margrete krævede ham udleveret, og da det viste sig, at manden ikke kunne dansk og indrømmede at være født i Tyskland, blev den formentlig sindsforvirrede mand brændt på bålet.