Valdemar Atterdag (original) (raw)

Faktaboks

Valdemar Atterdag

Formelt: Valdemar 4., også ofte Valdemar 4. Atterdag

Andre former: kong Valdemar Atterdag, Valdemar den Onde (i Sverige)

Født

1320

Død

24. oktober 1375

Våbenskjold for junker Valdemar, den senere Valdemar Atterdag. før 1340. Kalkmaleri i Aarhus Vor Frue Kirke.

Kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved. Valdemar og dronning Helvig ses knælende foran Vorherre og den korsfæstede Kristus. Den latinske indskrift fortæller, at I 1375, dagen før Sankt Chrispinus fest, døde — glem det ikke — kong Valdemar. Han hviler i Kristus. Kalkmaleriet, der er fra ca. 1400, blev fundet i forbindelse med en restaurering af kirken 1883-1885.

Valdemar Atterdag var konge af Danmark fra 1340 til sin død i 1375. Valdemar var den yngste søn af Christoffer 2. og Eufemia af Pommern. Efter at hans far i 1326 var draget i landflygtighed, voksede Valdemar op ved den tysk-romerske kejser Ludvig 4.s hof, og tilknytningen til fyrstehuset Wittelsbach fik stor betydning for hans vej til tronen.

Valdemar bliver konge og påbegynder rigssamlingen

Hovedparten af Danmark var ved faderens død pantsat til de holstenske grever, Gerhard og Johan. Valdemars storebror Ottos oprør mod det holstenske styre slog fejl i 1334, og han måtte vandre i fangenskab. Selvom Valdemar allerede i 1338 blev anerkendt som Danmark kommende konge i Dansk Estland, var det først efter Niels Ebbesens mord på grev Gerhard 3. af Holsten i 1340, at der åbnede sig nye muligheder for Valdemar i selve Danmark.

Forhandlinger om hans overtagelse af tronen blev snart indledt. Resultatet blev, at Valdemar skulle ægte Helvig, den slesvigske hertug Valdemars (3.) søster, og samtidig opnå ret til at indløse de danske landsdele til bestemte terminer. Medgiften, der omfattede Aalborghus og området nord for Limfjorden, blev udgangspunktet for Valdemars følgende samling af Danmark, som skete ved en kombination af pantindløsning og politiske og militære midler. I 1343 erhvervede Valdemar København, året efter Kalundborg og Søborg og i 1346 Tårnborg (Korsør) og Vordingborg.

Salget af Estland

Men i Dansk Estland havde et stort oprør i 1343 medført, at Den Tyske Orden udnyttede situationen til at besætte området, og nægtede at forlade det efter at oprøret var slået ned. Valdemar kunne ikke afsætte ressourcer til at genvinde herredømmet over Dansk Estland med våbenmagt, og besluttede sig nødtvunget til at sælge området til højmesteren af Den Tyske Orden. Dette gav Valdemar de nødvendige midler til at indfri gælden til fyrstehuset Wittelsbach og dermed sikre uafhængigheden i forhold til denne slægt. Det blev samtidig bestemt, at Valdemars storebror Otto skulle indtræde i Den Tyske Orden, hvor han i en årrække fungerede som borgfoged i det sydlige Estland.

Rigssamlingen fortsætter

Efter salget af Estland kunne Valdemar drage på pilgrimsrejse til Jerusalem i 1347. Efter hjemkomsten lykkedes det for Valdemar i løbet af 1348 at indløse eller generobre den østlige halvdel af Fyn, Lolland, Falster og Møn, samt det østlige Jylland med slottene Kalø, Skanderborg, Horsens (Bygholm) og Kolding.

Selvom den sorte døds rasen i 1349-1350 rystede hele landets økonomiske fundament, og befolkningstabet var meget stort, gik der ikke længe, før Valdemar fortsatte sin gensamling af riget.

I 1351 opstod der imidlertid en stærk koalition mod Valdemar Atterdag bestående af de daværende holstenske grever, hertugen af Slesvig og en lang række jyske stormænd, herunder stormanden Niels Bugge. Årsagen var kontrollen over de dele af Danmark, som kongen endnu ikke havde sikret sig magten over. Først i 1353 kunne der atter sluttes fred. Et led i fredsslutningen synes at have været, at kongen overtog kontrollen med Riberhus Slot og hele Vestjylland, som blev administreret derfra. I de følgende år flyttede kampene sig især til Fyn. I 1358 erobrede Valdemar borgen Tranekær og fik dermed kontrol over Langeland, der indtil da var under hertugens kontrol. Det østlige og sydlige Fyn under slottene Hindsgavl og Ørkel forblev endnu en tid under holstenernes kontrol, og deres herredømme her blev sandsynligvis først afviklet i årene 1365-68.

Indenrigspolitisk søgte Valdemar at stabilisere forholdene. Valdemar måtte dog i løbet af 1350'erne og 1360'erne i flere omgange bekæmpe oprør i Jylland, hvor flere af de ledende stormænd modsatte sig kongemagtens øgede kontrol, strenge håndhævdelse af loven og begrænsning af deres egne magtmidler. Især modsatte de sig kongens forsøg på atter at få kontrol over det krongods, som stormændene havde sat sig i besiddelse af under den kongeløse tid i 1330'erne.

Ved en rigsforsamling i Kalundborg udstedte Valdemar Landefreden af 1360, der kan betragtes som en slags håndfæstning. Herefter øjnede Valdemar mulighed for også at genvinde Skåne, Halland og Blekinge, der var blevet pantsat til Sverige i 1332. Den danske hær trængte hurtigt op i Skåne, uden at den svenske konge kunne yde nævneværdig modstand. Dermed fik den danske konge atter kontrol over det betydningsfulde skånske sildemarked, hvilket sikrede Valdemar de omfattende indtægter herfra. Året efter fortsatte Valdemar sine erobringer ved at indtage Gotland.

1. Hansekrig

Valdemars aggressive politik udløste en krig med hansestæderne 1362-1364. Den ændrede dog ikke forholdene nævneværdigt og afholdt ikke Valdemar fra en større Europarejse, hvorunder han bl.a. modtog det pavelige ærestegn Den Gyldne Rose. Desuden vandt han en ny udenrigspolitisk sejr, da hans datter Margrete blev gift med kong Håkon 6. af Norge i 1363.

2. Hansekrig

Krigen brød imidlertid ud igen i 1367, og nu stod Valdemar over for et mægtigt forbund, der bl.a. omfattede hansestæderne, Sverige og Mecklenburg. Danmark led et stort nederlag, og ved Freden i Stralsund 1370 fik hansestæderne for en 15-årig periode overladt de skånske slotte Falsterbo, Skanør, Malmø og Helsingborg samt 2/3 af indtægterne herfra. Konsekvenserne af dette begrænsedes dog ved, at Valdemars tro drost, Henning Podebusk, blev sat til at bestyre slottene.

I sine sidste år søgte Valdemar at sikre sig kontrollen over hertugdømmet Slesvig, hvor han opnåede herredømmet over Als, Sundeved og Tønder.

Vurdering af Valdemars kongetid

Valdemar Atterdag udviste en forbløffende handlekraft kombineret med en kynisme, der satte ham i stand til at udnytte enhver mulighed for at nå sine politiske mål. Ved sin død på Gurre Slot i 1375 efterlod han sig således et stærkt og genrejst rige. Man mener, at tilnavnet stammer fra plattysk, hvor "ter dages" betyder "hvilke dage".

Valdemar Atterdag ligger begravet i Sorø Klosterkirke.

Valdemar Atterdags efterkommere

I ægteskabet med Helvig fik Valdemar seks børn, hvoraf tre blev voksne:

Læs mere i Lex

Kommentarer