Paul Hüttel (original) (raw)

Faktaboks

Paul Hüttel

Født

13. juli 1935, Hedensted

Død

24. oktober 2025

Skuespilleren Paul Hüttel. Foto fra 2004.

Paul Hüttel var en dansk skuespiller. Gennem karrieren bevægede Paul Hüttel sig med solid troværdighed mellem en lang række opgaver. Rollerne spændte ofte fra varme og sympatiske skikkelser til karakterer præget af intellektuel akkuratesse og nobel fremtoning. Med sin afdæmpede spillestil skabte han intenst nærvær, der i særlig grad fangede publikums opmærksomhed, uanset om han stod på store eller små scener.

Opvækst med teatret som bagtæppe

Paul Hüttel voksede op på Amager som den ældste i en søskendeflok på tre. Hans far, Anders Hüttel (1903-1984), arbejdede blandt andet som sanger og var medlem af Det Kongelige Teaters operakor. Herigennem blev Paul Hüttel tidligt introduceret for teaterverdenen – og i særlig grad for Det Kongelige Teater, hvor han fra barneårene var en flittig gæst. Hans oplevelse af operaen Cavalleria Rusticana som syvårig gjorde dybt indtryk, og han blev med egne ord bjergtaget af teatrets sjæl.

Skuespiller ved Odense Teater

I slutningen af 1950’erne modtog Paul Hüttel dramaundervisning hos skuespilleren Søren Weiss (1922-2001). Efter at være dumpet ved optagelsesprøven til Det Kongelige Teaters Elevskole i 1959, lykkedes det imidlertid Hüttel at komme ind på elevskolen på Odense Teater året efter. Her blev han efter færdiguddannelsen i 1963 fastansat, og i de følgende år tog karrieren både form og fart, og han markerede sig hurtigt som en af Odense Teaters unge hovedkræfter.

West Side Story

Blandt de bærende roller var den unge generalsøn i Thomas Wolfes drama, Mannerhouse (1964). Paul Hüttels præstation blev bemærket, mens opsætningen som helhed fik en hård medfart. Anderledes forholdt det sig, da Odense Teater havde danmarkspremiere på Leonard Bernstein-musicalen West Side Story (1965). Under bevågenhed overværede Bernstein den danske førsteopsætning, hvor Paul Hüttel spillede bandelederen Bernardo. Anmelderne fremhævede Hüttels præcise fortolkning af rollen og hans levende samspil med Lone Helmer som kæresten Anita.

Hamlet & Aladdin

Efter at være gået nye veje i 1966 som freelancer i hovedstaden vendte Paul Hüttel kort efter tilbage til den fynske landsdelsscene, hvor han viste sans for de store klassiske roller, først og fremmest som Hamlet (1967) og siden som Aladdin (1969). Ikke mindst hans udgave af Hamlet vandt ved en nøgtern og redelig fremstilling af den velkendte Shakespeare-karakter. Her var ingen omsvøb, men til gengæld et fokus på Hamlet-figurens dramatiske kvaliteter; en tolkning, der blandt pressens kritikere blev betegnet som ”ærlig”.

Freelancer i hovedstaden

At Paul Hüttels platform som skuespiller rummede en alsidighed sås, da han som freelancer kastede sig over et varierende repertoire, specielt i form af revygenren. Som en del af Dronningmøllerevyen 1966 stod Hüttel eksempelvis på scenen med Vigga Bro og Louis Miehe-Renard til tekster af Johannes Møllehave, Erik Knudsen og Leif Petersen, der havde skabt en aktuel og samfundssatirisk revy.

Gris på gaflen

Satire var frem for alt omdrejningspunktet i det opsigtsvækkende revyudspil Gris på gaflen, der i 1960’erne havde sat tidens moderne samfundstendenser og politiske forhold på dagsordenen. Ved genopsætningen af Gris på gaflen på ABC Teatret i efteråret 1967 var Paul Hüttel et af de nye navne i revyen, hvor han i en række sekvenser med Claus Nissen (1938-2008) og Willy Rathnov (1937-1999) udgjorde et mandligt revytrekløver.

Drenget charme og fredshippie

Det sympatiske har været et særkende ved flere af Hüttels roller, hvilket kan kobles til hans høflige og belevne udstråling. Sympatisk var han i hovedrollen som Nikolaj i Nøddebo Præstegaard (1968) på Folketeatret, hvor hans version af den velkendte teaterskikkelse blev en ligefrem Nikolaj med en drenget charme. I samme sæson viste han sig fra en helt anden side, da han på Gladsaxe Teater spillede fredselskende hippie i den første danske opsætning af den banebrydende musical Hair (1968).

Paul Hüttels opgaver på film

Mens teaterrollerne fulgte i en lind strøm, blev freelanceperioden også et springbræt til medvirken i flere filmproduktioner. Egentlig var det allerede i elevtiden, at han i 1960 filmdebuterede som flabet skoleknægt i problemfilmen Gymnasiepigen. Nogle år senere medvirkede han i Lene og Sven Grønlykkes stemningsbetonede drama Balladen om Carl-Henning (1969) som Carl-Hennings mekanikerven, mens han året efter kunne ses i rollen som behersket elsker i kærlighedskomedien Ska’ vi lege skjul? (1970).

Tænk på et tal

Paul Hüttels mest interessante filmpræstation fra disse år er som bankrøver i krimien Tænk på et tal (1969), baseret på Anders Bodelsens roman. Som den udspekulerede kupmager formåede Hüttel at udstråle en kold distance, der gav rollen en troværdig kynisme. Det lykkedes ham at forme bankrøverens beregnende og kalkulerende væsen med en afdæmpet spillestil, der gjorde karakteren særlig mystisk og uigennemtrængelig.

Poesi-formidler på tv

I andre sammenhænge viste Hüttel, at han kunne tilføre sine roller en intelligent stil og intellektuel tone. Det kom eksempelvis til sin ret i Annett Wolfs (1936-2025) fabulerende tv-film Ord er et mord uden M (1972) om digteren Ivan Malinowskis forfatterskab. I et legende univers var Paul Hüttel recitatoren af Malinowskis tekster – en forfriskende optræden, hvor Hüttel understregede sin sans for det poetiske.

På Det Kongelige Teater

Fra 1971 til 1990 var Paul Hüttel fastansat ved Det Kongelige Teater. Som en del af teatrets ensemble gjorde han sig gældende inden for et bredt rollefag. I Ingmar Bergmans berømmede iscenesættelse af Molières klassiker Misantropen (1973) kunne Hüttel opleves i samspil med Ghita Nørby som den kvindelige hovedkarakter Céliménes tjener, Basque. Det blev særligt inden for det klassiske repertoire, at der var bud efter ham. I Johan Herman Wessels livlige komedie Kærlighed uden strømper (1973) spillede han eksempelvis Mercurius, ligesom han med årene blev en yndet Holberg-fortolker: fra Pierre i J_ean de France_ (1976) til Erich Lakaj i Jeppe på bjerget (1984).

Sjostakovitj i Mesterklasse

Paul Hüttels skarpe evne til forlene sine roller med et præcist intellektuelt udtryk lykkedes til fulde som den sovjetiske komponist Sjostakovitj i David Pownalls (1938-2022) skuespil Mesterklasse (1986) på Det Kongelige Teaters Nye Scene. Bag Sjostakovitjs runde sygekassebriller skabte Paul Hüttel et overbevisende portræt af den store kunstner, som sammen med komponisten Prokofjev – i Erik Mørks skikkelse – presses af Stalins kommunistiske diktatur. I et fokuseret samspil med både Erik Mørk og Kjeld Nørgaard som sovjettro kulturminister samt Frits Helmuth som den dominerende Stalin opstod et fortættet drama om kulturens rolle i et autoritært regime – og hvor Paul Hüttel med sin neddæmpede spillestil fremstillede en karakter, præget af intelligens, refleksion og angst for Stalins brutale luner.

At illudere det stille individ syntes også at falde ham ubesværet i en anden samtidig rolle som den oversete bejler, prokurist Meyer i Indenfor Murene (1980) af Henri Nathansen.

Udvalgte teaterroller

Fra Herbert Schmidt til Gyldengrød

Størst opmærksomhed i samtiden fik Paul Hüttel imidlertid i Erik Balling og Lise Nørgaards tv-serie Matador (1978-1982). På film og tv har Hüttel ofte fået tildelt roller, hvor personerne er karakteriseret ved en venlig og fremkommelig stil. Karakteren som den tyske eksilforfatter, Herbert Schmidt i Matador, er ingen undtagelse, og Hüttel spillede rollen med en forståelse og varme. Hos Paul Hüttel blev Herbert Schmidt samtidig en sympatisk humanist med en sober og lidt tilbagetrukket attitude.

Siden opnåede Paul Hüttel endnu en folkelig popularitet som den gamle nisse, Gyldengrød, i TV2’s julekalendere om Pyrus i perioden 1994-2000.

Paul Hüttel i rollen som Gyldengrød/Guttenborg i TV2's julekalender Alletiders jul fra 1994 sammen med Jeanne Boel (forrest), der spillede Josephine Brahe, Karen Gardelli som Freja og Jan Linnebjerg som Pyrus.

Senere års tv- og filmopgaver

Blandt øvrige roller huskes Paul Hüttel som krævende og striks stedfar i Lad isbjørnene danse (1990). Det var imidlertid inden for de seneste år, at opgaverne på tv og film voksede i såvel antal som i omfang. Her var det nærværende gennemgående i hans præstationer, både som oberst Bjerregrav i Bille Augusts filmatisering af Lykke-Per (2018) og som svigerfaren Georg i Anders Refns besættelsestidsdramaer De forbandede år (2020) og Opgøret – De forbandede år II (2022).

Den kultiverede udstråling – distingveret og stilfuld – sås desuden hos Hüttel som doktor Ploug i tv-serien Badehotellet, i samspil med Birthe Neumann og Sonja Oppenhagen som de to søstre.

Udvalgte tv- og filmroller

Paul Hüttel til pressemøde for tv-serien Badehotellet (sæson 4) sammen med to af sine medspillere, hustruen Birthe Neumann og skuespiller Sonja Oppenhagen. Foto fra 2017

Arbejdet på de små teatre

Som freelanceskuespiller indtog Paul Hüttel de senere år teaterscenerne og cementerede sig som en erfaren karakterskuespiller. Det var især landets mindste teatre, som udgjorde rammerne for nogle af Hüttels mest bemærkelsesværdige optrædener.

Roller som egocentrerede skuespillere

I det intime teaterrum kunne Paul Hüttel fastholde en intens stemning og samtidig udfolde en karakters kompleksitet med en sikker nuancerigdom. Dette var tilfældet med Teater Får302's opsætning af Jonas Gardell-monologen Sheherazade (2003), hvor Hüttel som afdanket og forløjet forfatter spejlede sig i kendte forfatteres livshistorier – fra Oscar Wildes til Truman Capotes – for at dække over sin egen indholdstomme tilværelse.

Samarbejdet med Teater Får302 blev siden fulgt op med endnu en monolog, Niels Brunses Shakespeare i forsamlingshuset (2007). I rollen som provinsskuespilleren Victor Larsen begav Hüttel sig med ironisk vid ud i Shakespeares storladene tekster midt i det primitive, beskedne forsamlingshus som kulisse. Siden turnerede Shakespeare i forsamlingshuset landet over.

På turné var Paul Hüttel ligeledes med Husets Teaters En smule stilhed før stormen (2008), der var et tysk skuespil om teaterkunstens rolle og relevans. Her markerede Hüttel sig i rollen som en aldrende, selvoptaget skuespiller over for to ditto kolleger, spillet af Thomas Mørk og Mads Wille.

Oplæsningskunstner

Den poetiske og litterære side af sit talent dyrkede Paul Hüttel som oplæsningskunstner med et program, der dækkede værker af blandt andre H.C. Andersen og Steen Steensen Blicher. Han udmærkede sig ikke mindst ved en tydelig og tillidsvækkende diktion. Samtidig syntes hans noble fremtoning at være i harmoni med den rene klang og slebne undertone i stemmen.

Andre opgaver

I 1994 var Paul Hüttel med til at redigere antologien Rejsende i teater, hvori han selv bidrog med kapitlet Kulturkamp i grænselandet, der var en beskrivelse af hans første turné som skuespiller i 1964. Turnéen bestod af Peter Shaffer-skuespillet Se, men ikke høre, produceret af Det Danske Teater.

Desuden engagerede Paul Hüttel sig i tillidsarbejde som bestyrelsesmedlem i både Dansk Skuespillerforbund og Dansk Solistforbund.

Familie

Efter ægteskab med kollegaen Else Benedikte Madsen (1940-1981) blev Paul Hüttel i 1974 gift med skuespilleren Birthe Neumann.

Hædersbevisninger

Paul Hüttel blev i 1986 udnævnt til Ridder af Dannebrogordenen. Desuden har han modtaget flere priser, heriblandt:

Læs mere i Lex

Kommentarer