Ronaldo (original) (raw)

Faktaboks

Ronaldo

egentlig Ronaldo Luís Nazário de Lima

Født

18. september 1976, Itaguai, Brasilien

Profession

fodboldspiller

Nationalitet

brasiliansk

Ronaldo under VM i 2002, hvor han blev topscorer med i alt 8 mål.

Ronaldo er en forhenværende professionel fodboldspiller, der i løbet af sin karriere spillede for bl.a. FC Barcelona og Real Madrid i den spanske liga. Ronaldos hurtighed og skudstyrke gjorde ham til en frygtet angriber, og han regnes for en af de bedste angribere nogensinde.

Med det brasilianske landshold vandt han VM i fodbold i både 1994 og 2002. Ved VM i 2006 nåede Ronaldo op på i alt 15 VM-mål og slog dermed Gerd Müllers rekord på 14 mål. Senere blev Ronaldos rekord dog overgået af Miroslav Klose. Ronaldo spillede i alt 97 landskampe og scorede 62 mål for Brasilien i perioden 1994-2011.

Ronaldos klubkarriere

Ronaldo løfter VM-pokalen efter finalesejren på 2-0 over Tyskland ved VM i 2002. Ronaldo scorede begge mål.

Ronaldo er født i Rio de Janeiro, hvor han spillede som ungdomsspiller, inden han debuterede som senior i sæsonen 1993/94 i Cruzeiro i Belo Horizonte. Efter at have været med til at vinde den brasilianske pokaltitel i 1994 blev han samme år solgt til den hollandske klub PSV Eindhoven, hvor han vandt den hollandske pokalturnering i 1996.

De følgende år skiftede Ronaldo mellem spanske og italienske topklubber: I årene 1996-1998 var han i FC Barcelona, hvor han bl.a. vandt Europa Cuppen for pokalvindere i 1997, fra 1998 til 2002 hos Inter i Milano, hvor han vandt UEFA Cup i 1998, fra 2002 til 2007 i Real Madrid, hvor han bl.a. vandt det spanske mesterskab i 2003 og 2007, og i AC Milan fra 2007 til 2008.

Herefter vendte Ronaldo hjem til Brasilien på en kontrakt hos Corinthians i São Paulo, som det lykkedes ham at vinde den brasilianske pokaltitel med i 2009, inden han stoppede sin karriere i 2011.

Ronaldos landsholdskarriere

Ronaldo debuterede på det brasilianske landshold i 1994. Han scorede 62 mål i sine 97 landskampe og vandt VM to gange. I slutrunden i 1994 var han blot 17 år gammel og fik ikke spilletid. I 2002 blev han med otte mål VM-slutrundens topscorer. I både 1997 og 1999 vandt han Copa América.

Priser

Ronaldo modtog et utal af hædersbevisninger i løbet af sin karriere, bl.a. Ballon d'Or i 1997 og 2002, FIFA's kåring som Årets Spiller i verden i 1996, 1997 og 2002 og European Golden Shoe i 1997. Ved VM i 1998 blev han kåret til turneringens bedste spiller.

Læs mere i Lex

Kommentarer