Stråssa (original) (raw)

Stråssa er en gammel mineby i Bergslagen nord for Lindesberg i Mellemsverige; 263 indbyggere (2023).

Byen ligger i tilknytning til et af Sveriges største malmfelter, som har været udnyttet siden 1400-tallet, og lokaliteten er indtegnet på Olaus Magnus' Carta Marina. Byen havde jernbaneforbindelse til Storå 1915-87. Minedriften ophørte i 1923, men blev i 1959 genoptaget i et moderne anlæg, der senere overgik til det statslige SSAB for endeligt at blive nedlagt i 1983. En mineralvandsfabrik blev nedlagt i 2003, da det viste sig, at det anvendte vand havde et for stort indhold af uran.