Thomasevangeliet (original) (raw)
Dette tekststykke fra de koptisksprogede Nag Hammadi-skrifter viser det meste af Thomasevangeliets tredje Jesusudsagn (logion 3), som i dansk oversættelse lyder: Jesus sagde: Når de, som leder jer, siger til jer: 'Se! Riget er i himlen!', så må himlens fugle jo være forud for jer. Når de siger til jer: 'Det er i havet!', så må fiskene jo være forud for jer. Nej, Riget er i jeres indre og for jeres øjne. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt ... Skriftet befinder sig på Det Koptiske Museum i Cairo, Egypten.
Thomasevangeliet er et skrift, der hører hjemme blandt de nytestamentlige apokryfer, og som i dag kendes takket være et tekstfund i 1945 ved Nag Hammadi i Egypten. Det er tale om en oversættelse fra græsk til koptisk fra ca. 330, men dets oprindelse ligger i hvert fald tilbage i slutningen af 100-tallet, hvorfra der eksisterer enkelte græske papyrusfragmenter af det.
Hvor gammelt Thomasevangeliet er, er omstridt. Nogle forskere har ment, at i hvert fald dele af det måske bygger på en mundtlig tradition, der er ældre end dele af Det Nye Testamente og kan bringe os tilbage til Jesus selv. I dag er det fremherskende standpunkt dog, at skriftet stammer fra anden halvdel af 100-tallet og delvis består af redigerede udsagn fra de i forvejen kendte evangelier.
Thomasevangeliets indhold
Thomasevangeliet er ikke et evangelium i den forstand, at det udgøres af en Jesus-fortælling, der strækker sig fra fødsel eller dåb og til den tomme grav eller opstandelsen. Det består af i alt 114 Jesus-ord, såkaldte logier, og de udgør ikke nogen sammenhængende beretning; skriftet indeholder således ingen lidelseshistorie. De udsagn af Jesus, der kendes fra Det Nye Testamentes evangelier, er dog gennemgående præget med en ændret tendens. Den samme tendens optræder desuden i de Jesus-ord, der ikke var kendt i forvejen, såkaldte agrafa, dvs. uskrevne ord, underforstået i Det Nye Testamente. Thomasevangeliet kan derfor formodes at være udtryk for den pseudonyme forfatters særlige teologi.
Thomasevangeliets Jesus optræder således som en åbenbarer af visdommen. De fleste logier begynder med et "Jesus sagde". Mange af logierne handler om "riget", som fx logion 3:
"Riget er i jeres indre og for jeres øjne. Når I kender jer selv, da skal I blive kendt".
I logion 22 fortælles, at da Jesus ser nogle spædbørn få mælk, sammenligner han disse børn med dem, der går ind i riget. Da disciplene spørger, om de da skal gå ind i riget som små, svarer Jesus:
"Når I anser det, som er to for ét, og I anser det indvendige for lige med det udvendige, og det udvendige for lige med det indvendige, og det øvre for lige med det nedre, og når I anser det mandlige og det kvindelige for ét, så at det mandlige ikke skal være mandligt, og det kvindelige ikke kvindeligt, når I anser et øje for et øje, og en fod for en fod, et billede for et billede, da skal I gå ind i [Riget]."
Om broderkærligheden hedder det i logion 25:
"Elsk din broder som din sjæl! Vogt ham som din øjesten".
Andre har radikal etisk appel, som fx logion 95:
"Hvis I har I penge, skal I ikke låne ud mod renter, men giv [dem] til den, fra hvem I ikke vil få dem igen!".
Der er her en asketisk holdning til verden, men noget egentligt gnostisk værk er Thomasevangeliet næppe, selv om det er et gnostisk træk, at skriftets Jesus ikke har nogen jordisk skæbne.
Thomasevangeliets skæbne
Thomasevangeliet nød stor udbredelse i den østlige kristendom og hos manikæerne, men blev i 787 forkastet af det andet Nikæakoncil. Det gik siden tabt og blev først kendt igen i 1945. Fundet vakte i sagens natur stor opmærksomhed og har – alt efter, hvordan den enkelte forsker besvarede spørgsmålet om datering – spillet en rolle i henholdsvis debatten om den historiske Jesus og om receptionen af de nytestamentlige evangelier i 100-tallets anden halvdel.
Oversættelser
Thomasevangeliet blev tidligst oversat til dansk af Søren Giversen (1959; ny udgave 1990) og optræder også i samme forfatters Oldkristne Tekster III De Apokryfe Evangelier (2002) samt i Nytestamentlige Apokryfer ved Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen (2002). Den nyeste oversættelse er af Marianne Aagaard Skovmand (2018), som der her er citeret efter.