Yuan Shikai (original) (raw)
Faktaboks
Yuan Shikai
Født
16. september 1859
Død
6. juni 1916
Yuan Shikai var en kinesisk general, som i 1912 blev Kinas første præsident.
Han var aktiv i Kinas militære og politiske indsats i Korea før krigen mod Japan 1894-1895. I første omgang sluttede han sig til reformbevægelsen, der fulgte efter nederlaget i krigen, men skiftede side og hjalp enkekejserinde Cixi med at slå bevægelsen ned. I Qingdynastiets sidste år etablerede han sig som den ubestridte militære leder og fik stor politisk indflydelse.
Da Cixi døde i 1908, blev han forvist fra hoffet, men vendte tilbage, da revolutionen brød ud i 1911, og manøvrerede sig frem til præsidentposten i den nye republik. Han undertrykte brutalt den parlamentariske opposition og fik sig selv udpeget til præsident på livstid, hvorefter han søgte at grundlægge et nyt kejserdynasti i 1915. Han døde imidlertid seks måneder senere, og dynastiet overlevede ham ikke.