adrenalin (original) (raw)
Ball-and-stick model af adrenalin, hvor sorte kugler er kulstof (C), røde kugler er ilt (O), hvide kugler er hydrogen (H) og blå kugler er nitrogen (N).
Adrenalin er et hormon, som dannes i binyremarven og tilhører substansgruppen katekolaminer. Adrenalin bidrager under normale forhold til at opretholde et stabilt indre miljø i kroppen, hvor koncentrationen af fx sukker og fedt i blodet holdes inden for snævre grænser. I en stress- eller faresituation bringer øget frigivelse af adrenalin kroppen i en kamp- eller flugtberedt tilstand med øget puls, højere blodtryk, øget blodgennemstrømning af muskulaturen og øget nedbrydning af sukkerdepoter i lever og muskelvæv.
Faktaboks
Ordet adrenalin kommer af latin ad- 'ved' og -renal, der kommer af renes 'nyrer', altså 'bi-nyre-' og -in
Receptorer og virkemåde
Adrenalin fungerer primært som hormon, hvilket vil sige, at det frigives i blodet og dermed påvirker en lang række organer samtidigt. Adrenalin fungerer også i mindre grad som neurotransmitter, hvilket indebærer, at det frigives som signal mellem to nerveceller (neuroner) i centralnervesystemet. Hos mennesker og andre pattedyr er det dog næsten alle steder i kroppen det nært beslægtede signalstof og hormon noradrenalin, der fungerer som neurotransmitter. Adrenalin og noradrenalin virker på adrenerge receptorer, som udtrykkes i cellemembranen.
Adrenerge receptorer
Adrenerge receptorer er opdelt i alpha-1 (α1), α2 og beta (β) typer, som alle er G-protein-koblede receptorer. Der findes forskellige typer af G-proteiner.
- Alpha-1-receptorer er af Gq-typen. Når adrenalin binder sig til α1-receptorerne, aktiveres cellen, bl.a. ved at der frigives mere calcium.
- Alpha-2-receptorer er af Gi-typen, hvor 'i' står for ‘inhiberende’. Når adrenalin binder sig til α2-receptorerne, dæmpes cellens aktivitet, fordi der dannes mindre cyklisk AMP (cAMP).
- Beta-adrenerge receptorer er af Gs-protein-typen, hvor 's' står for ‘stimulerende'. Når adrenalin binder sig til β-receptorerne, aktiveres cellen, ved at der dannes mere cAMP.
Ændringen i cAMP- og calciumniveauerne i cellerne er ikke de eneste virkninger, som aktivering af de adrenerge receptorer har. Virkningerne er mange, komplekse og ikke fuldstændig kortlagte.
På den måde kan adrenalin øge eller dæmpe en celles aktivitet, afhængigt af hvilken slags receptor cellen har. Receptorerne har yderligere varianter (subtyper), som er lidt forskelligt opbygget og derfor reagerer forskelligt på lægemidler. Receptorerne varierer også i deres fordeling i kroppen. For eksempel findes β1-receptorer primært i hjertet, β2 er bredt fordelt og β3 findes primært i fedtvæv.
Effekter i kroppen
Adrenerge receptorer findes i forskellige væv og celletyper, bl.a. i den indre overflade af blodkar, i muskelceller, nerveceller og blodplader. Adrenalin påvirker disse væv på forskellig vis. Ved lav koncentration af adrenalin aktiveres primært β-type-receptorer, hvorimod α-typerne aktiveres, når en større mængde adrenalin frigives. Nogle af de primære virkninger af adrenalin er:
- at få blodkarrene de fleste steder i kroppen til at trække sig sammen, særligt i huden og i bughulens organer, så blodtilførslen dertil begrænses.
- at udvide blodkarrene i hjertet (koronararterierne) og i arbejdende muskler, så mere blod går dertil samt få hjertet til at slå hurtigere og kraftigere.
- at virke afslappende på den glatte muskulatur i fordøjelseskanalen og i lungerne, så bronkierne dér udvides.
- at øge også stofskiftet og blodsukkeret, så musklerne får mere næring.
Adrenalin fungerer derfor samlet set som et "katastrofehormon", der gør organismen klar til hurtig og voldsom indsats.
Dannelse og nedbrydning af adrenalin
Adrenalin dannes fra aminosyren L-tyrosin via en række mellemstadier, som også i sig selv er neurotransmittere. I det første trin påsættes en OH-gruppe af enzymet tyrosin hydroxylase, hvorved L-DOPA dannes. L-DOPA omdannes til dopamin ved fjernelsen af en carboxylgruppe vha. enzymet DOPA decarboxylase. Derfra dannes noradrenalin, ved at en OH-gruppe påsættes af enzymet dopamin β-hydroxylase. Endeligt dannes adrenalin fra noradrenalin ved påsættelse af en methylgruppe via enzymet phenylethanolamin-N-methyltransferase.
Adrenalin dannes af specialiserede hormondannende celler (chromaffinceller) i marvdelen af binyrerne. Adrenalin er en katekolamin og dannes fra aminosyren L-tyrosin via en række mellemstadier, som også i sig selv er neurotransmittere. I det første trin påsættes en OH-gruppe af enzymet tyrosin hydroxylase, hvorved L-DOPA dannes. L-DOPA omdannes til dopamin ved fjernelsen af en carboxylgruppe vha. enzymet DOPA decarboxylase. Derfra dannes noradrenalin, ved at en OH-gruppe påsættes af enzymet dopamin β-hydroxylase. Endeligt dannes adrenalin fra noradrenalin ved påsættelse af en methylgruppe via enzymet phenylethanolamin-N-methyltransferase.
Binyremarven fungerer i praksis som et depot for adrenalin. Det sætter det sympatiske system i stand til at påvirke hele kroppen på én gang. Adrenalin nedbrydes enzymatisk, og nedbrydningsprodukter udskilles i urinen.
Medicinsk anvendelse af adrenalin
Adrenalin kan fremstilles syntetisk og har flere vigtige medicinske anvendelser.
- Den udvidende virkning på bronkierne udnyttes i behandling af astma, idet personen indånder en fint forstøvet adrenalinopløsning fra en spray.
- Adrenalin tilsættes ofte lokalbedøvende midler. Adrenalin bevirker her sammentrækning af blodkarrene lokalt, hvilket har to virkninger: standsning af sivende overfladeblødning samt forlænget virkning af bedøvelsen ved at det bedøvende stof, fx lidokain, ikke føres bort af cirkulationen.
- Adrenalin har en kraftig stimulerende effekt på hjertet og kan gives intravenøst ved hjertestop.
- Adrenalin har også været brugt mod pludseligt blodtryksfald (hypotension) ved anafylaktisk shock i allergiske reaktioner samt ved cirkulatorisk shock. I disse tilfælde foretrækkes nu noradrenalin, som har færre bivirkninger.
Tilstande og sygdomme, der hænger sammen med adrenalin
Overproduktion af adrenalin og noradrenalin i binyremarven ses ved binyremarvstumorer (fæokromocytomer).