alkoholafhængighed (original) (raw)
Alkoholafhængighed er et alkoholproblem, der er så stort, at man ikke kan lade være med at drikke alkohol.
Faktaboks
Også kendt som
alkoholmisbrug, alkoholisme (betegnelsen alkoholisme anvendes ikke i den kliniske praksis, da den anses som stigmatiserende)
Definition og diagnose
Alkoholafhængighed er en diagnose i den international sygdoms klassifikation ICD-10. Man skal opfylde tre af de følgende seks symptomer sammenhængende i mindst én måned eller gentagne gange indenfor det sidste år:
- Trang til alkohol (craving)
- Kontroltab, dvs. en svækket evne til at kontrollere indtagelsen, standse eller nedsætte forbruget af alkohol
- Abstinenssymptomer ved ophør/reduktion eller indtagelse af alkohol for at undgå symptomer
- Toleransudvikling
- At alkohol har en dominerende rolle ift. prioritering og tidsforbrug, dvs. at man bruger en stor del af sin vågne tid på at skaffe og drikke alkohol
- Fortsat forbrug af alkohol mod bedre vidende
Trang viser sig ved en overvældende trang til at indtage alkohol. Trang er et symptom, som ofte kun varer minutter for derefter at forsvinde og vende tilbage senere – ofte i bestemte situationer. Abstinenssymptomer er ubehagelige symptomer, som opstår ved nedsættelse eller ophør med alkoholindtagelse. Toleransudvikling er udtryk for, at man ved langvarig brug af alkohol skal drikke mere og mere for at opnår den samme effekt.
Definitionen på afhængighed er den samme uafhængigt af, om der er tale om afhængighed af alkohol, andre rusmidler eller tobak.
Baggrund
Afhængighed kan opfattes som en sygdom ligesom alle andre forstyrrelser af biologiske funktioner. Der er ved afhængighed af rusmidler påvist ændringer i funktioner af en lang række signalstoffer i hjernen, som helt eller delvist forklarer mange af de symptomer afhængige har.
I dag anvendes den bio-psyko-sociale sygdomsmodel som udtryk for en erkendelse af, at der i udviklingen af afhængighed både indgår biologiske, psykologiske, psykiatriske og sociale faktorer, ligesom afhængighed har en lang række biologiske, psykologiske, psykiatriske og sociale konsekvenser.
Fysiske faktorer ved alkoholafhængighed
I starten vedligeholdes alkoholforbruget af alkohols positivt forstærkende effekter på belønningssystemet, som øger sandsynligheden for, at en person fortsætter sit alkoholforbrug. Senere i forløbet er det de negative forstærkende effekter, der tager over, når reduktion af alkoholindtaget udløser en række ubehagelige symptomer. Belønningssystemet består af en kompleks interaktion mellem forskellige signalstoffer som fx dopamin, GABA, NMDA, serotonin og opioider.
- Dopamin medierer belønning og lystfølelse og frigørelsen stimuleres af alkohol. Akut alkoholpåvirkning har en euforisk effekt og forstærker adfærden, mens langvarig alkoholpåvirkning medfører, at dopaminaktivitet reduceres.
- GABA er hjernens primære hæmmende signalstof med to undertyper, GABA-A og GABA-B. Alkoholindtagelse fører til øget aktivitet af GABA-A, men hos patienter med langvarigt alkoholforbrug nedreguleres GABA-A systemet. Ændringer i GABA-systemet er forklaringen på tolerans.
- NMDA-systemet er hjernens primære stimulerende system. Alkoholindtagelse hæmmer NMDA, og ved længerevarende alkoholindtagelse ændres NMDA, så man får en overstimuleret hjerne, og det har betydning for udvikling af afhængighed og abstinenssymptomer, når alkoholforbruget reduceres.
- Alkohol øger serotoninkoncentrationen og øger antallet af 5-HT3-receptorer i hjernen, mens serotoninsystemet nedreguleres ved længerevarende alkoholindtagelse. Når alkoholindtagelsen reduceres eller ophører, opstår nedsat stemningsleje, som er karakteristisk for alkoholafhængige, når de holder op med at drikke.
- Alkohol frigør også endorfiner, som stimulerer δ-opioid receptorerne, og opioidsystemet spiller en vigtig rolle for udvikling af afhængighed. Også andre signalstoffer er aktive i udviklingen af afhængighed, fx ghrelin, leptin og GLP-1.
Biologisk arvet afhængighed
Alkoholafhængighed er hyppigere i nogle familier end i andre, og det er vist, blandt andet i danske studier af tvillinger, at biologisk arv er årsag til 50-60 % af variationen i risikoen for at udvikle afhængighed. Afhængighed er 4-5 gange hyppigere hos sønner af forældre, hvor én eller begge er afhængige. Der eksisterer ikke et specifikt »alkohol-gen«, men gener som fx ALDH2(2), DRD2 dopaminreceptor-gen, GABRA2-gen, HTR2b-gene, gener for neuropeptide-Y-receptor, OPRM1, PPAR- gamma-PGC-1α og andre har betydning.