atlas - halshvirvel (original) (raw)

Atlas er den øverste halshvirvel, som bærer kraniet. Den kaldes også ringhvirvlen, da den er formet som en oval ring og hverken har hvirvellegeme eller torntap.

Faktaboks

Etymologi

Hvirvlen har navn efter titanen Atlas i græsk mytologi, der bærer himmelhvælvet på sine skuldre.

Også kendt som

ringhvirvel

Atlas er den bredeste af halshvirvlerne. I hjørnerne på hver side er der et hul, hvor arteria vertebralis løber. Disse hjørner kan mærkes under huden mellem øreknuden og kæbevinklen.

Oversiden af atlas danner ledforbindelse (atlanto-occipitalleddet) med nakkebenet i kraniet. Ledfladerne på oversiden af atlas kan indskrives i en ellipsoide med den længste akse i frontalplanet. Samlet fungerer de således som et ægled. Den væsentligste bevægelse her er nikkende bevægelser med hovedet, hvorfor leddet også kaldes "ja-leddet".

Undersiden af atlas danner to plane led (atlanto-aksialleddet) med den næstøverste halshvirvel, axis (C2). Desuden danner den vertikale "tand" på C2 (dens axis) et glideled mod indersiden af den forreste atlasbue, hvor der er en lille fordybning (fovea dentis). Det er her, mellem atlas og axis_,_ at størstedelen af hovedets rotation sker, hvorfor det også kaldes "nej-leddet".