barok - musik (original) (raw)
Johann Sebastian Bach, malet af Elias Gottlieb Haussmann i 1746. Bach er malet som 61-årig, mens han var Thomaskantor i Leipzig. Billedet blev overdraget til Sozietät der Musikalischen Wissenschaften, som komponisten indtrådte i året efter. Bach fremviser her den såkaldte GådekanonCanon triplex à 6 V(ocibus), BWV 1076, komponeret til det musikalske selskab. Museum für Geschichte der Stadt Leipzig.
Barok betegner en stil i musikhistorien, der var fremtrædende fra ca. 1580 til midten af 1700-tallet. Barok bruges også som betegnelse for hele perioden. Barokmusik er kendetegnet ved at være udtryksfuld og kontrastrig. Komponister anvendte nye teknikker, nye former og nye stilidealer, der adskiller sig fra den forudgående periode, renæssancen. Samtidig ses også væsentlige lighedstræk mellem perioderne, og betegnelsen barok er derfor omdiskuteret.
Faktaboks
Ordet barok kommer formodentlig af portugisisk barocco 'uregelmæssig perle'. Sættes også i forbindelse med baroco, et begreb inden for middelalderens logik, der betegner en verdensfjern og sær tankegang.
Begrebet barok og dets afgrænsning
Georg Friederich Händel blev portrætteret adskillige gange af samtidige kunstnere. Dette maleri, der er fra 1756, skyldes Thomas Hudson. National Portrait Gallery, London.
Betegnelsen barok blev brugt i forbindelse med musik første gang i 1734 i en kritik af en opera af Jean-Philippe Rameau. Her og senere i 1700-tallet betegnede barok noget bizart, der stod i kontrast til den mere populære galante stil, der var kendetegnet ved elegance og enkelhed.
Som samlet betegnelse for en musikalsk stil blev ordet barok anvendt i 1919 af Curt Sachs efter inspiration fra kunsthistorien, hvor barok siden slutningen af 1800-tallet havde været brugt om en stil, der er kendetegnet ved at være sanselig og med ofte stærkt ornamenterede udtryksformer. Som musikalsk stilbetegnelse er barok med tiden blevet almindeligt anerkendt, først i tysk- ('barock') og engelsksprogede lande ('baroque'), og efterhånden også i lande med romanske sprog ('baroque', 'barocco').
Som fagbegreb har barok været omdiskuteret pga. dets negative konnotationer og dets manglende beskrivelse af periodens stilistiske kendetegn. Hugo Riemann kaldte i 1912 perioden fra ca. 1600 for "generalbas-tidsalderen" (om generalbas se nedenfor), og så sent som i 1960 foretrak en fransk musikhistoriker at tale om "koncerterende stil" (se nedenfor) frem for "baroque".
Periodens tidsmæssige afgrænsning
Komponister i Norditalien begyndte fra slutningen af 1500-tallet at anvende stiltræk, der senere kom til at gælde som karakteristiske for perioden som helhed. Værker såsom Giulio Caccinis Le nuove musiche ("ny musik", 1602), der indeholder monodier med generalbas (se nedenfor), bliver ofte fremhævet blandt den første barokmusik. Dog er det væsentligt at være opmærksom på, at udviklingen af monodien foregik siden 1570’erne, og at generalbassen som opførelsespraksis er kendt siden midten af 1500-tallet.
Periodens afslutning sættes af nogle til 1750, hvor en af periodens markante komponister, Johann Sebastian Bach, døde. Stilistiske kendetegn, der associeres med den efterfølgende periode, klassikken, ses i 1720’erne, og derfor betegnes årtierne 1720-1760 ofte som en overgangsperiode kaldet "førklassik". Brugen af generalbas i forbindelse med opførelse af musik fortsatte frem til 1780’erne, blandt organister helt ind i 1800-tallet.
Den lange periode fra 1600 til 1750 er præget af store stilistiske udviklinger, og derfor skelner man ofte mellem tidlig og sen barok.
Barokstilens kendetegn kan også spores i senere tiders stilarter. Komponister i 1900-tallet, såsom Paul Hindemith, Hugo Distler og Igor Stravinskij, anvendte stiltræk, der af nogle betegnes som neobarok, fordi de var inspireret af polyfone teknikker og formtyper fra 1600- og 1700-tallet såsom suite eller concerto grosso.
Geografisk afgrænsning for barokmusikken
Som stilbegreb er barok oprindeligt brugt om vesteuropæisk musik med fokus på italiensk, fransk, engelsk og tysk kunstmusik. Sidenhen er forskningen blevet mere opmærksom på barokmusik fra den iberiske halvø, Østeuropa og Skandinavien. I nyere tid bruges betegnelsen også om den musik uden for Europa, der blev påvirket gennem europæisk kolonialisme, eksempelvis i spansk- og portugisisktalende områder i Syd- og Mellemamerika og i kolonier i Sydøstasien. Barokmusik i disse områder har ofte lokale stilistiske kendetegn blandet med den europæiske stil.
Nye stiltræk inden for musikdramatik
De nye stiltræk, som skulle komme til at kendetegne barokperioden, blev udviklet i en kreds af komponister og teoretikere i Firenze omkring adelsmanden Giovanni Bardi. Gruppen beskæftigede sig i 1570’erne og 1580’erne med antikkens drama, som medlemmerne ønskede at genoplive ved at lade personerne på scenen synge replikkerne. Gruppen bestod bl.a. af digteren Ottavio Rinuccini samt komponisterne Jacopo Peri og Giulio Caccini, der gav gruppen navnet Camerata.
Monodien
Medlemmerne af gruppen var optaget af monodien, en solosang ledsaget af et akkordinstrument, hvor teksten er i fokus, og hvor akkompagnementet er underordnet. De mente, at en tekst bedre kunne udtrykkes og dermed berøre lytteren gennem den solistiske sang. Monodien stod dermed i kontrast til renæssancens polyfone vokalværker, hvor flere stemmer synger teksten samtidigt, ofte med forskellige ord på samme tid.
Monodien blev kendetegnende for den nye måde, hvorpå komponisterne arbejdede med solistisk sang med akkordisk akkompagnement som et alternativ til polyfon sats. Monodierne var udtryksfulde og gjorde brug af dissonanser og ekspressive rytmer for at udtrykke teksten.
Operaen
Claudio Monteverdi blev gift som 32-årig; hans hustru, der fødte tre børn, døde efter otte år. Resten af livet forblev han ugift, og da han var i midten af 60'erne, lod han sig præstevie. Dette hindrede ham dog ikke i at fortsætte sit virke som komponist, bl.a. af madrigaler og operaer. Portrættet, der er fra ca. 1640, skyldes maleren Bernardo Strozzi og findes på Landesmuseum, Ferdinandeum, Innsbruck.
Som resultat af gruppens arbejde opstod en ny type musikdramatik, som udviklede sig til operaen. Opførelsen af de første såkaldte intermezzi fandt sted i aristokratiske kredse, bl.a. ved fyrstehoffer, hvor musikken vekslede med skuespil og dans.
Udviklingen af denne genre betragtes ofte som periodens væsentligste bidrag til musikhistorien, idet den også fik afgørende indflydelse på andre genrer, såvel musikteoretisk som musikæstetisk. Blandt de første operaer kan nævnes Jacopo Corsi (1561-1602) og Peris Dafne (1598), Caccinis Euridice (1600) og Claudio Monteverdis Orfeus, der blev opført i Mantova i 1607.
I 1637 åbnede i Venedig det første operahus med offentlig adgang, og Claudio Monteverdi, som var ansat ved Markuskirken i byen, skrev nogle af sine operaer til opførelse her, bl.a. Poppaeas kroning fra 1643. Herefter åbnede operahuse flere steder på kontinentet, i bl.a. Hamborg i 1678, hvilket betød, at opera blev mere tilgængelig og fik indflydelse på andre genrer.
Barokperiodens stilistiske kendetegn
Barokken er kendetegnet ved en stor variation i det stilistiske udtryk afhængig af genre. Derudover ses en variation på tværs af det europæiske kontinent, ligesom der ses en udvikling hen over perioden.
To centrale udtryk i barokkens musik er kontrast og symmetri. Ofte anvendes kontraster som et virkemiddel til at opnå variation i løbet af et værk. Det kommer til udtryk med brug af skiftende besætning, tempo, toneart og taktart. Værker i denne stil kaldes koncerterende. Trods dette fokus på kontrast er værker gerne bygget af symmetriske kædeformer, fx todelte former AB eller tredelte ABA. De kontrasterende dele (A og B) skaber typisk disse tydelige former.
Barokmusik er kendetegnet ved ofte at være dekorativ, idet en stemmes melodiske forløb er ornamenteret og udsmykket med hurtige toner og triller.
Stildiversitet
Begyndelsen af perioden er kendetegnet ved dyrkelsen af to musikalske stilarter. Den ældre, der havde nået et højdepunkt med Palestrina (død 1594), blev betragtet som ophøjet og fuldendt. Den kaldtes stile antico ('den gamle stil') eller prima prattica ('den første metode') og blev fortsat anvendt, tilmed af de samme komponister, som skrev musik efter de nye principper, kaldet stile moderno ('den moderne stil') eller seconda prattica ('den anden metode'). Den moderne stil ligger i forlængelse af de nye stiltræk inden for musikdramatik.
Senere i 1600-tallet ses en yderligere opdeling, der kendetegner periodens stildiversitet. Komponisten og musikteoretikeren Marco Scacchi (ca. 1600-1662) inddelte musik i tre arter: kirkemusik, såvel vokal som instrumental, var tiltænkt gudstjenesten under en eller anden form; teatermusik omfattede den musik, der blev skrevet for scenen; resten blev betegnet som kammermusik, uanset om den var instrumental eller vokal, eller om den var for små eller store besætninger.
Kendetegnende for tidens komponister var deres stilbevidsthed, og at de skrev musik i en stil, der afhang af musikkens formål. Mange komponister, især af kirkemusik, fx Claudio Monteverdi og Heinrich Schütz, fortsatte også med at komponere i den gamle stil. Derfor ser man væsentlige lighedstræk ved musik komponeret i perioderne renæssance og barok.
Relation mellem tekst og toner
Komponister omkring år 1600 blev i stigende grad interesseret i at anvende musik til at udtrykke sangtekster. Giulio Cesare Monteverdi (1573-ca. 1630), bror til Claudio Monteverdi, formulerede idealet i udgivelsen Scherzi musicali (1607), at “ordene er harmoniens elskerinde, ikke tjenerinde”. Dette betød, at musikken måtte tilpasse sig ordene, og som eksempel anvendte Claudio Monteverdi en dissonant stil for at udtrykke uro eller desperation. Dette var i opposition til den herskende opfattelse, at musik var del af en kosmisk orden, der kunne beskrives og udgøre grundlaget for musikalske kompositioner.
En kendetegnede sangstil er stile rappresentativo, som er mere ekspressiv end tale, men mindre melodiøs end sang. Sangen imiterer tale og blev anvendt til at fremme tekstens dramatiske udtryk.
Nationale barokmusikalske stilarter
Perioden er kendetegnet ved en stigende bevidsthed om nationale forskelle i komposition og opførelse af musik. Italiensk musik opfattedes som sangbar og følelsesfuld, mens fransk musik beskrives som harmonisk dristig og intellektuel.
Et særkende er den franske ouverture, der typisk er i to dele, hvoraf den første har en pompøs, punkteret rytme, og den anden er fugeret. En italiensk ouverture fra omkring år 1700, kaldt sinfonia, blev forløberen for symfonien og er i modsætning til den franske ofte i tre satser, der forløber i hurtigt, langsomt og hurtigt tempo.
Teoretikeren Johann Mattheson var i 1713 fortaler for at slå den italienske, franske og engelske stil sammen til en universal stil, der kunne blive udgangspunktet for en moderne tysk musik. Alligevel forblev de nationale kategorier gængse, hvilket ses af, at eftertiden har kaldt Bachs seks suiter BWV 806-811 for de engelske og de seks suiter BWV 812-817 for de franske.
Generalbas
Et kendetegn for tiden er brugen af den såkaldte generalbas, der for komponisterne betyder, at værkerne komponeres med udgangspunkt i et harmonisk fundament bestående af en baslinje. Musikere spillede baslinjen med tilhørende harmonier på et akkordinstrument. Akkorderne skrives ikke i noder, men angives med tal (becifringer), hvormed den enstemmige baslinje bliver til en fyldig sats spillet på et akkordinstrument (spinet, cembalo, orgel, lut, theorbe osv.). Basmelodien fremføres desuden som regel af et basinstrument (fx cello, gambe, violone).
Dette princip, der i samtiden blev kaldt basso continuo (italiensk for ‘fortløbende bas’), er så karakteristisk for barokstilen, at det er foreslået som betegnelse for perioden: generalbas-tidsalderen. Med sit fokus på akkorder banede dette princip vejen for dur- mol-tonaliteten som en mulighed ved siden af kirketonearterne. Komponisten og musikteoretikeren Jean-Philippe Rameau beskrev i sine lærebøger om harmoni (1722, 1726) de nye tonale principper.
Affektlære
Tanker om musikkens magt over menneskets følelser blev centrale i barokkens æstetik, og komponister var optaget af, hvordan musik kan fremkalde sindsstemninger hos lytteren. For komponisten og for musikeren var opgaven at fremstille affekterne, sorg, glæde, frygt m.m., med det formål at vække følelserne hos tilhøreren. Med tiden udvikledes et omfattende sæt "formler" eller "regler" for, hvordan dette skulle gøres, af teoretikerne senere sammenfattet i den såkaldte affektlære, der er den gængse betegnelse for baroktidens musikæstetik.
Komponisterne anvendte bestemte tonearter, melodiske og rytmiske figurer, som de mente besad de ønskede egenskaber. Komponisten og teoretikeren Johann Mattheson beskrev i 1739 tilmed de forskellige musikformers ideelle udtryk, fx danseformerne sarabande og menuet, der skulle sigte mod henholdsvis alvor og lystighed.
Til udviklingen af de musikalske "formler", der kunne vække bestemte følelser, bidrog i særlig grad den nye genre, operaen. Indledningen til en opera, i barokken kaldet en sinfonia, skulle nemlig forberede tilhørerne på de sindsstemninger, der var centrale for handlingen.
Vokalmusik under barokken
De nye stiltræk fra musikdramatikken blev også anvendt i musik til andre formål. Monodien blev således grundlaget for kirkelige værker, bl.a. i Lodovico Grossi da Viadanas Cento Concerti ecclesiastici ("100 kirkelige koncerter"), der udkom i 1602. Komponister såsom Giacomo Carissimi og Alessandro Grandi komponerede på samme måde motetter for få stemmer og akkordisk akkompagnement. Denne nye kirkestil blev overtaget af tyske komponister (Heinrich Schütz og Johann Hermann Schein), der skrev værker, bl.a. kaldet gejstlige koncerter, der kan ses som en forløber for kantaten.
I anden halvdel af århundredet udviklede monodien sig i to retninger: recitativet, der hovedsageligt bruges til fremførelse af prosatekster, bl.a. replikskifte i dramatiske værker, og arien, hvor hovedvægten lægges på de sanglige udfoldelser (bel canto) og de følelsesmæssige udtryk (affekterne).
Den vigtigste formtype, da capo-arien, der er kendetegnet ved en tredelt opbygning (ABA), blev en fast bestanddel i operaer (fx hos Francesco Cavalli) og verdslige kantater (hos Alessandro Scarlatti, Benedetto Marcello, Tomaso Albinoni) i Italien fra anden halvdel af 1600-tallet og ind i 1700-tallet. Efterhånden anvendtes da capo-arien også i andre genrer, såsom oratorium (Alessandro Scarlatti, Georg Friedrich Händel) og kirkelig kantate (Johann Sebastian Bach).
Ved siden af de fåstemmige værker ses fra slutningen af 1500-tallet en motetform, der kombinerede instrumenter og sangstemmer. Instrumenterne indgik både i selvstændige afsnit og som akkompagnement til stemmerne. I midten af 1600-tallets Frankrig skrev komponister som Jean-Baptiste Lully og Marc-Antoine Charpentier, der virkede ved det kongelige hof i Versailles, grands motets med solister, kor og instrumenter.
Instrumentalmusik
En figur som denne brugt af Vivaldi egner sig godt til at blive spillet på violin, men ikke nødvendigvis andre instrumenter.
Kendetegnende for baroktiden er, at instrumentalmusik i løbet af perioden opnåede en betydelig selvstændighed.
I den første tid blev musik for instrumenter komponeret efter renæssancens polyfone principper, fx fugerede satstyper såsom ricercare. Flere eksisterende former blev stadig anvendt, eksempelvis inden for den ældre vokalmusik (motet og madrigal) eller instrumentalformer som canzona. Man skelnede mellem canzona cantata og canzona suonata, henholdsvis 'sunget' og 'spillet', og disse betegnelser blev siden brugt til de nye genrer kantate og sonate.
Efterhånden blev de nye vokale principper også overført til instrumentalværker, eksempelvis Biagio Marinis solosonater, som nærmest var instrumentale monodier.
I løbet af 1600-tallet begyndte komponisterne at skrive idiomatisk, dvs. udnyttende det enkelte instruments tekniske og klanglige muligheder. Barokken er derfor kendetegnet ved komponisternes interesse for at udforske instrumenternes særegne kendetegn.
Karakteristiske barokformer
Suiten, der med sin kæde af dansesatser har rødder i middelalderen og renæssancen, blev en særdeles anvendt form i barokken. Der blev skrevet suiter for ét instrument alene (Johann Jacob Frobergers, François Couperins og Jean-Philippe Rameaus cembaloværker) eller for større ensembler (Johann Hermann Scheins Banchetto musicale fra 1617 og J.S. Bachs orkestersuiter).
Udviklingen af sonaten fulgte to spor gennem sonata da chiesa (kirkesonate) og sonata da camera (kammersonate). De findes begge i form af solosonater med ét instrument og basso continuo eller som triosonater for to instrumenter og continuo (Arcangelo Corelli).
Værker benævnt concerto grosso (italiensk for "stor koncert") kendes fra begyndelsen af 1700-tallet og er i form sammenlignelig med triosonaterne blot for større besætning, nemlig strygeorkester og solist(er) (Corelli, Händel). En særlig type er solokoncerten, der bliver en forløber for wienerklassikkens koncert. Fremtrædende komponister i denne genre var Tomaso Albinoni, Antonio Vivaldi og J.S. Bach.
Der findes et stort antal værker for soloinstrumenter i variationsform, hvori et eksisterende tema bearbejdes med brug af forskellige teknikker. Mest kendt er nok J.S. Bachs Goldbergvariationer, men denne type værker findes også med navne såsom partita, chaconne og passacaglia. Teknikkerne bruges også i koralbearbejdelser, hvor en salmemelodi er temaet (Samuel Scheidt, Heinrich Scheidemann, Diderich Buxtehude og J.S. Bach).
Friere værker i barokken benævnes ofte fantasia og toccata, sidstnævnte brugt af Girolamo Frescobaldi i hans virtuose og udtryksfulde orgelværker. Ofte kombineres en toccata med en fuga (Buxtehude, J.S. Bach), eller fugaen sættes sammen med et præludium (Johann Caspar Ferdinand Fischer). Bedst kendte eksempel er nok J.S. Bachs Das wohltemperierte Klavier (1722, 1744).
Eftertidens interesse for barokmusik
I 1800-tallet voksede interessen for tidligere tiders musik, frem for alt gennem opdagelsen og dyrkelsen af J.S. Bachs værker. Det blev indledningen til en genopdagelse og revurdering af barokmusik.
Siden midten af 1800-tallet har baroktidens musik været genstand for intens forskning, der i første række var koncentreret omkring J.S. Bach og hans værker, men som efterhånden inddrog flere og flere af de dengang ukendte komponister (Buxtehude, Vivaldi m.fl.).
Philipp Spitta og Arnold Schering hører til de mest fremtrædende pionerer, som i 1900-tallet efterfulgtes af musikvidenskabsmænd som Friedrich Blume (1893-1975), Manfred Bukofzer (1910-1955) og George Buelow (1929-2009), der alle har skrevet om barokmusikken i almindelighed. Også danske forskere har ydet internationalt anerkendte bidrag om fremtrædende komponister i perioden, nemlig Jens Peter Larsen (Händel), Søren Sørensen (Buxtehude), Peter Ryom (Vivaldi) og Peter Hauge (f. 1961) (Johann Adolph Scheibe).
Studier af periodens musik er også foretaget inden for bredere kulturhistoriske emner, der belyser tidens brug af musik i forskellige sociale kontekster (hofmusik, stadsmusikanter, kirkemusik) og opfattelsen af køn med fokus på kvindelige komponister og musikere. Også studier, der fokuserer på transnationale tendenser og kulturudveksling, har givet en forståelse af musiklivets diversitet på tværs af det europæiske kontinent i musikcentre såsom Rom, Venedig, München, Dresden, Paris, Stockholm og København.
Interessen for opførelsespraksis og hvordan musikken er blevet opført i den tid, hvor den blev komponeret, har siden slutningen af 1900-tallet rykket på opfattelsen af barokmusik. Med udgangspunkt i barokkens spilleteknikker og periodens særegne musikinstrumenter har markante musikere såsom John Eliot Gardiner, Nikolaus Harnoncourt, Jordi Savall og den danske cembalist og dirigent Lars Ulrik Mortensen, der er kunstnerisk leder af ensemblet Concerto Copenhagen, medvirket til at formidle lyden af barokmusik til et bredt publikum.