birgittinere (original) (raw)

Birgittinere. Ingen anden ordensdragt er så symbolmættet som denne, og alt er nøje foreskrevet af Birgitta selv. Den hvide krone med de fem røde mærker er et symbol på Kristi tornekrone og hans fem sårmærker. Dragten her er fra før dragtreformen efter det 2. Vatikankoncil.

Birgittinere er medlemmer af "Den Allerhelligste Frelsers Orden", som er en romerskkatolsk orden, der blev grundlagt af Skt. Birgitta af Vadstena i 1370. Medlemmerne fører ordensforkortelsen O. Ss. O. efter deres navn. Den endnu eksisterende middelalderlige orden er igen i nutiden repræsenteret med et abbedi i Vadstena. Den middelalderlige orden har siden inspireret til nye forgreninger i det, der har udviklet sig til en ordensfamilie af birgittinske ordenssamfund foruden den oprindelige orden: Blandt andet en spansk gren grundlagt af den ærværdige Marina de Escobar (1554-1633) og en romersk gren grundlagt af Skt. Elisabeth Hesselblad (1870-1957). Desuden er birgittinske munke genopstået i 1976 med et kloster i det katolske ærkebispedømme Portland, Oregon. Den oprindelige mandlige gren af ordenen uddøde efter reformationen.

Gamle ordensfamilier som den birgittinske forgrener sig ofte løbende gennem historien; således er der i 2011 godkendt et kvindeligt birgittinsk fællesskab i det romerskkatolske bispedømme Tyler, Texas. Dette kommunitet er særligt i den birgittinske ordensfamilie, derved at det tilhører den traditionalistiske del af den romerskkatolske kirke. Udover at være et traditionelt kontemplativt birgittinsk fællesskab har dette kommunitet som specifikt kald at fejre messen efter den såkaldte tridentinske ritus og at holde korbøn efter liturgiske bøger fra før 2. Vatikankoncil. I dette nyeste fællesskab i den birgittinske ordensfamilie kan man i dag finde dele af den såkaldte birgittinske ritus for korbøn bevaret og praktiseret.

I 1400-tallet grundlagde den oprindelige birgittinerorden to klostre i Danmark. Begge klostre blev opløst i forbindelse med reformationen, men de oprindelige klosternavne lever videre i bynavnene Maribo og Mariager. Begge byer opstod omkring de respektive klostre. I 1995 vendte den birgittinske ordensfamilie tilbage til Maribo, da den romerske gren af ordensfamilien grundlagde et priorat i byen. Dette kloster bærer ligesom sin middelalderlige forgænger navnet Habitaculum Mariae: Marias bolig.

Det første birgittinerkloster grundlagdes i Vadstena i Sverige (indviet 1384). Fra moderklostret i Vadstena spredte ordenens klostre sig ud over Europa. Den oprindelige birgittinerorden har haft ca. 64 klostre igennem historien. I dag er der i kun to abbedier tilbage: Det ny-grundlagte abbedi i Vadstena, Pax Mariæ, og abbediet Marias Refugium i Uden i Holland.

Ved reformationen ophævedes størstedelen af ordenens klostre. Klostret i Vadstena ophørte dog først 1595, mens klostret i Maribo en tid var et luthersk adeligt jomfrukloster. Efter Tridentinerkoncilet stiftedes nye klostre bl.a. i Polen og af den nye spanske gren i Spanien og i Mexico. Klostrene i disse områder var kun beregnet for nonner. Klostre udelukkende for munke blev stiftet i Nederlandene, Novissimi Birgittani (denne mandlige gren uddøde efter reformationen. I 1942 fik den romerske gren af den birgittinske ordensfamilie pavelig godkendelse. Den romerske gren tæller i dag ca. 600 nonner fordelt på ca. 57 klostre i Schweiz, Sverige, Storbritannien, Norge, Finland, Estland, Polen, Tyskland, Holland, Indien, Palæstina, Israel, Filippinerne, Indonesien, USA, Mexico, Cuba og Danmark.

Birgittinerordenen fulgte "Frelserens Regel", der blev modtaget som åbenbaring af Skt. Birgitta af Vadstena og efter ændringer godkendt 1378 af pave Urban V som en udvidelse af Augustinerreglen. Senere blev reglen justeret af paverne Urban VI, Martin V og Clemens VIII. Senest fik de gamle grene af den birgittinske ordensfamilie justeret deres regler efter Andet Vatikankoncil.

Særligt for middelalderens birgittinerorden var, at nonner og munke levede i dobbeltklostre, hvor begge køn levede i samme bygningskompleks (og delte kirke), men samtidig udgjorde nonner og munke to adskilte kommuniteter. Klostrene var abbedier, og blev som noget særligt ledet af en abbedisse. Det var altså en kvinde, som var øverste leder af dobbeltklostrene i birgittinerordenen.

Birgittinerklostre var tænkt som kontemplative klostre, men de blev i middelalderen velbesøgte religiøse centre kendte for prædiken og sjælesorg, som præsterne udøvede over for nonnerne og de besøgende. Abbedierne levede af indtægter fra landbrug og håndværk i overensstemmelse med ordenens kontemplative profil. Suppleret med indtægter fra gæster. I de nuværende klostre i den birgittinske ordensfamilie er der stadig et kontemplativt fokus, suppleret med en tradition for gæstehusvirksomhed.

Birgittinernes middelalderlige arkitektur var ligesom ordenens regel baseret på Birgittas åbenbaringer. Vigtigst for bygningsanlæggenes disposition var, at birgittinerklostrene skulle rumme både mænd og kvinder, som skulle benytte den samme kirke, men som aldrig direkte måtte mødes. Svarende til den traditionelle opdeling af kirken var nonnekonventets bygninger placeret på kirkens nordside, mens munkenes lå mod syd. Begge komplekser var forskudt mod vest, hvor skillemurene blev afbrudt af bl.a. et såkaldt talehus, der var opført med en langsgående skillevæg med huller, hvorigennem der kunne kommunikeres.

I stilmæssig henseende var flere forskrifter hentet i tidlig middelalderlig arkitektur, særlig i cistercienserordenens. Det gjaldt fx kravet om enkelhed, som overført til den foretrukne kirketype, hallekirken, gjorde birgittinerkirkerne til moderne, lyse prædikenrum. Eftersom nonnekonventet var klostrets vigtigste del, var nonnekoret anbragt i kirkens fornemste parti, østenden, mens munkekoret lå i vest.

Munkenes varetagelse af messen for lægfolket betød, at deres kor fungerede som egentligt højkor, hvilket arkitektonisk gav sig udslag i, at denne bygningsdel blev opført som en forholdsmæssigt smallere tilbygning. Munkekoret med kirkens højalter var endvidere hævet seks trin; på disse var der opstillet altre for de 12 apostle. Nonnernes kor var placeret som empor over indgangsportalerne i østmuren, og ved et gangsystem i samme øvre plan stod det i forbindelse med både døren til nonnekonventets bygninger og munkekoret. Begge de to danske birgittinerkirker, Maribo (opført efter 1416) og Mariager (opført efter 1446), er i strid med Birgittas forskrifter bygget af tegl og med tårn.

Nutidens klostre i den birgittinske ordensfamilie er kun for enten nonner eller munke, så den avancerede arkitektur, der skulle rumme to adskilte køn under samme tag, er nu forladt. Men inspirationen fra den cisterciensiske arkitekturs simpelhed genfindes også i nutidens birgittinske klostre.

Birgittinernes ordensdragt er grå. Kvindelige birgittinere bærer oven på sløret en markant hvid symbolsk krone med fem røde pletter. Dette er en henvisning til de fem sår, der blev tilføjet Kristus på korset (fire naglesår i hænder og fødder samt et spydsår i brystkassen).