biskjoldbruskkirtler (original) (raw)

Biskjoldbruskkirtlerne er placeret på bagsiden af skjoldbruskkirtlen og producerer parathyroideahormon (PTH), der regulerer calciumniveauet i blodet.

Biskjoldbruskkirtler er kirtler, som mennesket har fire af i et øvre og nedre sæt på bagsiden af skjoldbruskkirtlen. Overtallige kirtler kan forekomme. De normale kirtler er meget små, omtrent som en vanddråbe, med en vægt på op til 60 mg.

Faktaboks

Også kendt som

glandula parathyreoideae

Placering af biskjoldbruskkirtlerne

Placeringen af biskjoldbruskkirtlerne er af betydelig variation, og det er ikke ualmindeligt at finde de øvre kirtler bag ved spiserøret eller dybt bagtil i brystskillevæggen (mediastinum). Det nedre sæt findes undertiden bag brystbenet, indlejret i brislen (thymus), eller lejret højt i halsen langs de store blodkar til hjernen.

Vigtige endokrine kirtler i kroppen

Sygdomme og tilstande i biskjoldbruskkirtlerne

Biskjoldbruskkirtelsygdomme

Biskjoldbruskkirtelsygdomme, også kaldet parathyreoideasygdomme, kan ramme en eller flere biskjoldbruskkirtler, ledsaget af øget eller nedsat dannelse af biskjoldbruskkirtelhormonet, parathyreoideahormon, forkortet PTH. Hormonet øger frisætningen af calcium fra skelettet, fremmer nyrernes evne til at tilbageholde calcium og øger indirekte optagelsen af calcium fra tarmen. Dannelsen af PTH øges ved faldende calciumindhold i blodet.

Hyperparathyreoidisme

Tilstande med øget PTH-produktion, hyperparathyreoidisme, inddeles i primære former, der skyldes godartede svulster (80 %) eller forstørrelse af alle fire kirtler (20 %), og sekundære former, der skyldes, at blodets indhold af calcium af andre årsager er for lavt. Ved primær hyperparathyreoidisme, der forekommer hos 0,1-0,4 % af befolkningen, kan der opstå symptomer som nyresten, tørst, træthed, forstoppelse, knogleskørhed samt psykiske symptomer. Oftest forekommer sygdommen uden egentlige gener og konstateres ved en tilfældig blodprøve. Behandlingen er kirurgisk, men lettere tilfælde kan kontrolleres uden behandling.

Hypoparathyreoidisme

Nedsat dannelse eller ophævet virkning af PTH, hypoparathyreoidisme, er oftest følger af kirurgisk fjernelse, bestråling, dannelse af antistoffer eller magnesiummangel, men kan også skyldes arvelige defekter. Faldet i blodets indhold af calcium medfører snurren og prikken i hænder, fødder og omkring munden, evt. ledsaget af kramper (tetani). Ved langvarig sygdom kan der ses tand- og emaljeændringer samt grå stær. Sygdommene behandles med store doser D-vitamin og calciumtilskud under livslang kontrol.

Svulst i biskjoldbruskkirtlerne

Ved svulstdannelse i en eller flere af biskjoldbruskkirtlerne vil behandlingen være operation. Sygdommen er sjælden og det er nødvendigt at finde alle fire kirtler for at klarlægge sygdommens omfang og natur. Er kun én kirtel svulstomdannet, fjernes denne kirtel. Er flere kirtler forandret, fjernes alle kirtler med undtagelse af en lille rest. Kun i ca. 1 % af tilfældene er der tale om kræft.

Behandling med operation helbreder 90-95 % af patienter med forhøjet produktion af parathyreoideahormon pga. svulstdannelse. Nogle få får tilbagefald og må gennemgå en fornyet operation. Efter operationen er der en lille risiko for utilstrækkelig produktion af PTH, hvis flere kirtler er fjernet, men denne mangel kan behandles med et D-vitaminlignende lægemiddel.

Læs mere i Lex

Kommentarer