bleudslæt (original) (raw)
Bleudslæt viser sig som et rødt udslæt
Bleudslæt er et udslæt i bleområdet, der forårsages af fugtighed og påvirkning fra urin og afføring. Udslættet skyldes irritation.
Faktaboks
Også kendt som
bledermatit, bleeksem
Forekomst af bleudslæt
Bleudslæt forekommer hyppigt. Alle børn kan få bleudslæt, men nogle børn har større risiko for at udvikle det. Det er ofte børn med underliggende hudsygdomme, eksempelvis atopisk eksem, seboroisk eksem eller psoriasis.
Symptomer på bleudslæt
Bleudslæt viser sig hyppigst som rødme, og forværres det, kommer der i nogen tilfælde sårdannelse.
Årsager til bleudslæt
Bleudslættet opstår på grund af den høje fugtighed under tætte bleer, og urinens og afføringens irritative påvirkning af huden. Dette fører til, at hudens barrierefunktion forstyrres og risiko for overvækst af gærsvamp (Candida) og infektion med bakterier øges.
Behandling af bleudslæt
Hyppige bleskift, perioder med luftning (uden ble) og brug af parfumefri fugtighedscreme kan som regel bedre og forebygge udslættet. I nogle tilfælde er der behov for at bruge milde kortisoncremer i nogle dage.