dragehovedfisk (original) (raw)
Dragehovedfisk er en familie af panserkindede fisk. De har et stort hoved med en stor mund og mange pigge og kødede vedhæng, der virker som camouflage, når de ligger på de algebegroede sten på havbunden. På engelsk kaldes de scorpionfishes 'skorpionfisk', da mange har giftkirtler ved grunden af strålerne i ryg-, gat- og bugfinnen.
Faktaboks
Videnskabeligt navn
Scorpaenidae (familie)
De omfatter 25 slægter med tilsammen ca. 239 arter, som næsten alle lever i saltvand. Dragehovedfisk er mest almindelige i tempererede områder, men findes også i køligere og i tropiske farvande. De største arter bliver op til ca. 1 meter lange.
De fiskerimæssigt vigtige rødfisk fra Nordatlanten blev tidligere regnet til dragehovedfiskene, men anses i dag for at tilhøre deres egen familie.