forsvarsforlig (original) (raw)
Danmarks forsvar og militær er fastlagt gennem politiske forlig om forsvarsaftaler. Forligene er flerårige og dækker typisk en periode på fire eller fem år, men der er ingen faste regler herfor. 1992-forliget omfattede kun to år, mens rammeforliget fra 2023 dækker en perioden på ti år. I forligene fastlægges økonomiske rammer samt målsætninger og prioriteringer i forhold til personel og materiel.
Brede forlig om forsvaret
Aftalerne er baseret på brede politiske forlig, hvor Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti har været de centrale partier i efterkrigsperioden.
1960-forliget var skelsættende, fordi det historisk forsvarsskeptiske Radikale Venstre, der deltog i trekantregeringen (1957-60), blev en del af den brede forsvars- og sikkerhedspolitiske enighed. Partiets deltagelse i forligene var imidlertid omskiftelig under den kolde krig, hvor kernen forblev Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti, der fra 1980’erne fik selskab af de små midterpartier Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. De yderste højre- og venstrefløjspartier var under den kolde krig aldrig blandt aftalepartierne.
Udvidelse af forligskredsen
Efter ophøret af den kolde krig er forligskredsen gradvis blev udvidet. Udviklingen er baseret på ændringer i de parlamentariske styrkeforhold og skiftende regeringssamarbejder.
Fra og med 1989-forliget har Det Radikale Venstre deltaget i alle forsvarsforlig, som fra 2004-forliget også omfattede Dansk Folkeparti, og fra 2009-forliget Liberal Alliance.
Socialistisk Folkeparti var også del i 2009-forliget, men forlod forligskredsen i forbindelse med indgåelsen af 2018-forliget. Partiet vendte dog retur ved 2023-forliget, som havde deltagelse af alle Folketingets partier bortset fra Enhedslisten og Alternativet. I perioden efter den kolde krig, er det kun den yderste venstrefløj i Folketinget, der ikke har været blandt aftalepartierne.
Mange år med budgetter under NATO-målet
Det centrale stridspunkt i de politiske forligsforhandlinger er størrelsen på forsvarsbudgettet. Her har der typisk ikke været politisk flertal for at efterkomme de økonomiske forventninger, der undertiden blev vedtaget i NATO. Det gjaldt eksempelvis i slutningen af den kolde krig, hvor Danmark, på linje med flere allierede, aldrig kom i nærheden af at efterleve den målsætning om realvækst i forsvarsudgifterne på tre procent, som blev vedtaget på et topmøde i 1978.
Tilsvarende nærmede Danmarks forsvarsudgifter sig kun ganske langsomt målsætningen om at anvende to procent af BNP, som det på et topmøde i 2014 blev vedtaget, at de allierede skulle arbejde henimod i en tidshorisont på ti år.
Markant større budget efter Ukrainekrigen
Dette billede blev grundlæggende forandret med Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i februar 2022 og siden forstærket af usikkerheden i den transatlantiske alliance.
Således blev der allerede i marts 2022 indgået et ”Nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik” mellem Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, som bl.a. indebar, at forsvarsudgifterne senest i 2033 skulle indfri NATO’s retningslinje om at anvende mindst to procent af BNP på forsvar.
Målsætningen indgik også i det tiårige forsvarsforlig for perioden 2024-2033, som i sommeren 2023 blev indgået af SVM-regeringen sammen med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Nye Borgerlige, hvor målsætningen blev fremrykket til 2030. Som følge af militærstøtte til Ukraine og yderligere midler til forsvaret blev målsætningen allerede realiseret i 2024.
Ny målsætning om fem pct. af BNP
Tilsvarende støttede regeringen NATO’s nye målsætning om at anvende fem procent af BNP på forsvar og sikkerhed, som blev vedtaget på et topmøde i sommeren 2025. Tilmed var Danmark et af de lande, der argumenterede for håndfaste forpligtelser og for korte tidshorisonter for de øgede forsvarsudgifter. Regeringen besluttede, at det danske forsvarsbudget senest i 2030 skulle hæves til 3,5 procent. Altså fem år inden NATO’s målsætning. Det lykkedes imidlertid allerede i 2026 at indfri den.
Der er således blevet skabt meget bred politisk tilslutning til at øge forsvarsudgifterne betragteligt, hvilket i tempo og omfang kun tåler sammenligning med situationen i 1950’erne.
Forsvarets skiftende målsætninger
Anvendelsen af forsvarsbudgettet har typisk været mindre omdiskuteret. Under den kolde krig blev der opbygget et forsvar, der løbende blev moderniseret med nyt materiel, som i rammen af et fælles NATO-forsvar skulle forsvare territoriet og imødegå angreb fra Warszawapagten.
Fokus på internationale operationer
Efter opløsningen af Warszawapagten og Sovjetunionen og med ophøret af den kolde krig blev forsvaret gradvis reduceret og omstillet med henblik på deltagelse i internationale operationer. Denne udvikling pågik i 1990’erne og 00’erne, og nåede en symbolsk kulmination med forsvarsforliget af 2004, hvor mobiliseringsforvaret blev nedlagt for at frigøre ressourcer til de internationale indsatser.
Fra at have udgjort godt to procent af BNP ved afslutningen af den kolde krig, betød betydelige besparelser på forsvarsbudgettet i de følgende år, at udgifterne fra årtusindskiftet udgjorde under 1,5 procent af BNP.
Tilbage til forsvar i Danmarks nærområde fra 2018
Med forsvarsforliget af 2018 blev der igangsat en begyndende fokusering tilbage til forsvar og afskrækkelse i Danmarks nærområde. Det var en konsekvens af Ruslands annektering af Krim i 2014.
Denne udvikling blev styrket og sat på turbo efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 og som følge af usikkerheden om den amerikanske sikkerhedsgaranti til Europa. Hermed blev afskrækkelse igen det altdominerende fokus i indretningen af forsvaret.