højmesse (original) (raw)
Højmesse, menighedens ugentlige hovedgudstjeneste i folkekirken og i beslægtede kristne trossamfund.
Den folkekirkelige højmesses ritual har kongelig autorisation og omfatter 1) indledning med klokkeringning, musikalsk forspil (præludium) og indgangsbøn, normalt læst af kordegnen; 2) ordgudstjeneste med bibelske læsninger vekslende i takt med kirkeåret, fællesbønner (kollekter), trosbekendelse, prædiken over dagens tekst og kirkebøn; 3) nadverdel med bøn, fadervor, indstiftelsesord og uddeling af brød og vin; 4) afslutning med velsignelse, udgangsbøn, normalt læst af kordegnen, og musikalsk afslutning (postludium). Højmessens enkelte dele forbindes med frit valgte salmer. Se også gudstjeneste og messe.