histoner (original) (raw)
Histoner er en type proteiner, som spiller en essentiel rolle i organisationen og reguleringen af DNA i eukaryote cellekerner.
Faktaboks
Ordet histon kommer af græsk histos 'væv' og -on.
Histoner er vandopløselige proteiner, som består af en forholdsvis stor andel basiske aminosyrer. Sammen med DNA danner histoner nukleosomer. Hvert nukleosom er opbygger af otte histonproteiner: to hver af H2A, H2B, H3 og H4. DNA'et bliver pakket om histonproteinerne i en kompakt struktur kendt som kromatin. Et femte histonprotein, H1, kaldes et linker-histonprotein og hjælper med stabiliteten af kromatinstrukturen.
Pakningen af DNA'et ved hjælp af histoner gør det muligt for de meget lange DNA-makromolekyler at være inde i cellens kerne. I mennesker er der omtrent 2 meter DNA i hver eneste celle, hvilket nødvendiggør en tæt pakning. Histonerne og pakningen i kromatin har også en vigtig funktion for DNA'ets tilgængelighed inde i cellen, hvor transkriptionsfaktorer skal kunne komme i fysisk kontakt med DNA-sekvenser for at kunne udtrykke gener. Derudover har histonerne indflydelse på kromatin-dynamikken og celledelingen.
Flere kemiske modifikationer kan ændre histonernes funktion og kan være med til at aktivere og hæmme genekspression gennem processer, der sammen med DNA-modifikationer samlet kaldes for epigenetik.