krampetilstande (original) (raw)
Krampetilstande er ufrivillige tilstande, hvor musklerne får kraftige rykninger (kloniske kramper) eller bliver helt stive (toniske kramper). Krampetilstande kan være lokaliseret til kun ét kropsområde, eller de kan være generelle og omfatte de fleste af kroppens muskler.
Faktaboks
Årsager til krampetilstande
Der skelnes mellem kramper udløst af lokale faktorer, ofte i forbindelse med kraftige anstrengelser (muskelkrampe), og kramper, som skyldes påvirkning fra hjernen.
Den mest almindelige årsag til kramper udløst fra hjernen er epilepsi. De kan også fremkaldes af fx hjerneblødninger, hovedskader og lavt blodsukker hos personer med diabetes.
Andre årsager kan være:
- forgiftninger, fx med stryknin eller jern
- infektioner, fx rabies eller stivkrampe
- saltmangel, fx ved hedekrampe, hvor man sveder og drikker vand, men glemmer at spise salt
- mangel på parathyroideahormon, som igen fører til mangel på calciumioner i blodet (hypokalcæmi).
Hos mindre børn kan høj feber i sig selv give kramper, såkaldte feberkramper. Krampelignende tilstande kan også ses i forbindelse med hyperventilation.
Behandling
De fleste krampetilstande går over af sig selv, men kan også vende tilbage senere. Langvarige krampetilstande kan påvirke evnen til at trække vejret og kan i værste fald føre til iltmangel i blodet (hypoksæmi). Ved generelle kramper er det vigtigste derfor, at personen har frie luftveje.
Mindre alvorlige krampetilstande behandles ofte med indsprøjtning af et krampestillende lægemiddel, diazepam, intravenøst eller i endetarmen.
Hos personer med epilepsi kan der nogle gange opstå generelle kramper, som varer i længere tid. Dette kaldes status epilepticus og kan være en livstruende tilstand. Hos disse personer kræves der af og til så store mængder af stærke krampestillende midler, for eksempel thiopental, at de kommer i generel anæstesi og må behandles i respirator.