maori - sproget (original) (raw)

Maori er et polynesisk sprog, som tales af maorierne på New Zealand af ca. 60.000 mennesker. Det har været officielt sprog på New Zealand ved siden af engelsk siden 1987. Kendskabet til sproget er stigende, og der gøres i New Zealand en aktiv indsats for at fremme brugen af det. Maori tilhører den østpolynesiske undergruppe af de polynesiske sprog og er særlig tæt beslægtet med rarotongansk, manihikiansk og tahitiansk.

Fonologi

Maori har fem vokalfonemer: a, e, i, o, u og 10 konsonantfonemer: p, t, k, m, n, ŋ, f, h, r, w. Vokalfonemerne findes i både korte og lange udgaver.

Retskrivning

De lange vokaler angives med længdestreg over vokalen: ā, ē, ī, ō, ū. Den newzealandske sprogforsker Bruce Biggs (1921-2000), som var den første til at undervise i maori på universitetsniveau, var tilhænger af, at lange vokaler skulle angives med dobbeltskrevne vokaler, altså aa i stedet for ā, ligesom det gøres på finsk, og ligesom det siden 1973 har været officielt på grønlandsk. Nogle ældre værker anvender Biggs' stavemåde, men det har aldrig været den officielle anbefaling, og den er nu gået ud af brug.

For konsonantfonemerne gælder det, at ŋ skrives som ng og f skrives som wh. Konventionen med at anvende digrafen wh går tilbage til de allerførste missionærer i 1800-tallet. Grunden til at man har valgt denne stavemåde, er sandsynligvis, at det fonem, som i dag udtales som f, på daværende tidspunkt blev udtalt som den ustemte labiovelære frikativ ʍ, altså på samme måde, som man på visse engelske dialekter udtaler den første lyd i fx what og which.

Grammatik

Ordstillingen er verbum – subjekt – objekt, jævnfør fx sætningen:

I haere mai ia ki Aotearoa i te tau 1950.

'Hun kom til New Zealand i 1950.'

I sætninger med nominalprædikat er dette ligeledes det første led i sætningen. Der er intet kopula:

Nō roto i te whōunu tēnei mea.

'Denne ting er/kommer fra inden i telefonen.'

Verber

Verber bøjes ikke for tempus, aspekt og modus. I stedet angives dette ved små grammatiske partikler, der som oftest stilles umiddelbart foran verbet, eksempelvis i for datid, kua for perfektivt aspekt og ka for inceptivt aspekt.

Verber bøjes dog for diatese: passiv angives ved et suffiks, der som oftest ender på -ia.

Substantiver

Substantiver bøjes, med nogle få undtagelser, ikke i singularis/pluralis. I stedet kan singularis angives med den bestemte artikel te og pluralis med den bestemte artikel ngā. Dog findes der et meget begrænset antal ord, som alle refererer til mennesker, hvor første stavelse forlænges, når de står i pluralis:

Talord

Talordene fra et til 10 er:

Multiplikationer af 10 dannes ud fra formlen e (talord) tekau (mā talord):

E er en partikel, som indikerer at det efterfølgende ord er et talord. Mā betyder 'med'.

100 er kotahi rau og 1000 er kotahi mano. Multiplikationer heraf dannes ud fra formlen e (talord) rau og e (talord) tekau:

Låneord fra maori

Dansk har fra maori fået betegnelserne for fuglearterne kiwi, kea og kakapo (uglepapegøje). På newzealandsk engelsk anvender man nogle gange som hilsen kia ora ('gid du må leve'), som ligeledes er lånt fra maori.

Læs mere i Lex

Kommentarer