musculus peroneus longus (original) (raw)
Musculus peroneus longus er en lang, slank muskel, som ligger overfladisk på læggens laterale side.
Faktaboks
Peroneus kommer af græsk perone 'lægbenet'
Også kendt som
musculus fibularis longus
Musklen udspringer proksimalt fra fibulahovedet og den øvre del af skaftet og går, sammen med den underliggende musculus fibularis brevis, i en bue bag laterale ankelknyst (malleolus lateralis). Begge musklers sener holdes her på plads af to bindevævsbånd (retinaculum musculorum fibularium superius & inferius) og er omgivet af en fælles seneskede. _Fibularis longus_-senen lægger sig rundt om den laterale fodrand og fortsætter på skrå under foden frem til fæstet på fodrodsknoglernes mediale side.
Musklen bidrager ved eversion til at løfte den laterale fodrand og øger det mediale tryk mod underlaget. Muskelens tværgående sene øger eller opretholder fodens tværhvælving og bidrager i nogen grad til plantarfleksion af foden. Senen danner sammen med musculus tibialis anterior den såkaldte 'stigbøjle', som bidrager til at opretholde fodens længdehvælving.
Anatomisk nøgleinformation
- Innervation: Nervus fibularis superficialis (L5–S1(2))
- Udspring: Condylus lateralis tibiae. Caput & margo anterior fibulae
- Fæste: Os metatarsale I. Os cuneiforme I